Hvad er stor litteratur?

Anmeldelse af Therese Bohman: Andromeda, udgivet på Turbine d. 21. februar 2024. Oversat fra svensk af Juliane Wammen.

Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen

Foto: Maja Agermose Hinrichsen

Andromeda er en bog om, hvordan vi definerer stor litteratur. Det er en bog om at føle litteraturen i vores krop og om frustrationen over et samfund, der ændrer både litteraturen og måden, den omtales på. Det er en bog om, at god litteratur kan føles som endelig at komme hjem.

En ung kvinde starter i praktik ved forlaget Rydéns, hvor hun føler sig uerfaren og udenfor, indtil hun møder forlagets litterære chef, Gunnar. Gunnar bliver imponeret over hende, da hun ved et tilfældigt møde ved kopimaskinen giver udtryk for sin uforbeholdne og kritiske holdning til et af forlagets nyeste udgivelser. Hun mener, bogen er for tænkt og kommer til at virke uærlig – og Gunnar kunne ikke være mere enig. Det bliver starten på et tæt og udefinerbart forhold mellem de to, hvor de deler alt det, de mener, litteratur er og bør være:

”Måske var det når han talte om litteratur at jeg følte mig tættest på ham, for alt det han satte ord på, var det samme jeg følte, men ikke kunne formulere. Hvor livsafgørende en læseoplevelse kan være, hvordan den kan fylde en med en helt ny opfattelse af hvad livet kan indebære, nye indsigter i hvad der er værd at stræbe efter, værd at tro på og forsvare, hvad det betyder at leve livet fuldt ud.”

Den unge kvinde og den litterære chef bliver tættere og tættere. Hver torsdag deler de en flaske vin på Operakällaren og taler om alt fra stor kunst til de små ting i tilværelsen. Relationen er livsændrende for dem begge, men også umulig at sætte ord på – en relation der befinder sig et udefinerbart sted mellem professionalisme og kærlighed, måske først og fremmest fordi kærligheden til de store læseoplevelser overskygger alt andet. De bliver et urokkeligt team – de to mod resten af forlagsbranchen, og især mod de såkaldte regnedrenge, som Gunnar og kvinden kalder økonomiafdelingen, der i deres verden ikke går op i andet end at tjene penge.

En hjemløs tilværelse

Hvor første halvdel fortælles af den unge kvinde, er anden halvdel tilegnet Gunnars synspunkt. Her kommer vi tættere på en mand, der på mange måder har ladet livet passere forbi, uden han har fået sat de aftryk, han kunne have ønsket sig. Men først og fremmest er det en historie om en mand, der i litteraturens verden, endelig finder sin plads i livet. Den unge kvinde beskriver ham i første halvdel af bogen på denne måde:

”Han var tilpasningsdygtig uden at være føjelig, på sin vis hjemløs i tilværelsen, og sommetider tænkte jeg at det måske var derfor han havde tilbragt hele sit arbejdsliv på en og samme arbejdsplads: fordi den litteratur han fik lov at arbejde med hos Rydéns, var det nærmeste han var kommet et hjem.”

Gunnar er af den gamle skole og synes ikke om, når tingene ændrer sig. Han synes litteratur skal være på én måde og starter Andromeda-serien for at kunne sætte en form for kvalitetsstempel på de værker, han har arbejdet med, og som lever op til hans strenge idealer for kvalitet. Først da den unge kvinde kommer til forlaget føler han sig virkelig set i sine livsopfattelser – og han bliver forbløffet over, hvor fantastisk det føles virkelig at blive lyttet til. Det får ham til at sætte spørgsmålstegn ved mange ting, og det giver ham ny energi til at fortsætte sin mission. 

Dvælende og detaljerig

Bohman skriver enormt langsomt og detaljerigt. Romanen tager sig god tid, og det er mere sproget end plottet, der bærer den – men alligevel er den svær at lægge fra sig. Begge hovedpersoner bliver for mig en smule usympatiske og dvælende, men jeg har en fornemmelse af, at det måske er meningen, de skal være lidt svære at synes om. De føler sig på mange måder bedre end alle andre, som om de virkelig forstår (som de eneste), hvordan ægte litterær kvalitet ser ud. Det gav anledning til nogle enorm spændende refleksioner. Dog kammede det også nogle gange en smule over for mig, da jeg er af den overbevisning, at bøger til tider gerne ”bare” må være underholdning; en god historie. Men måske er det netop det, Bohman synes? Hvilken side står hun egentlig selv på? Sommetider blev jeg i tvivl, men der var også noget dragende i denne usikkerhed, hvor jeg ikke altid vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Til sidst blev jeg altså alligevel fanget af den særlige skrivestil og de fængende tanker. Jeg endte endda også med at blive lidt rørt. Det var virkelig en læseoplevelse, der sneg sig ind på mig!