Hvad Onkel Danny fik med hjem til aftenkaffen

Anmeldelse af Dan Turéll: Ezra Pound • William S. Burroughs • Lou Reed – 3 Mediemontager, udgivet på Forlaget Gladiator d. 18. maj 2017

Anmeldt af Thomas L. Alvarez

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Denne posthume udgivelse af Dan Turéll-tekster er interessant læsning for de der kunne tænke sig at dykke ned i Turélls egne inspirationskilder. Et spændende værk hvor den nu afdøde digter og forfatter ikke holder tilbage med sin tydeligvist store viden om dem der gav ham en bevidsthedsændring.

Værket hedder Ezra Pound • William S. Burroughs • Lou Reed – 3 Mediemontager. Man kan som udgangspunkt spørge sig selv; hvad er en mediemontage? Og Turéll lader det tilsyneladende stå ubesvaret, som var vi alle bekendte med denne genrebetegnelse. Et andet spørgsmål er: hvad vil han så med disse mediemontager? Og det svarer han allerede på i introduktionen til værket. Han vil fortælle os om hvad han ”har fået med hjem til aftenkaffen” eller måske nærmere om nogle af de ”bevidstheds-katalyserende situationer: den oplevelse, der brænder sig fast og bliver en permanent bevidsthedsændring, en del af én” som han har oplevet.

Den første af de tre montager handler om den amerikanske digter Ezra Pound. Her forsøger Turéll at befri Pound fra de fascismeanklager han har haft hængende tungt over hovedet siden Anden Verdenskrig. Han beskriver Pound som en systemkritiker – en kritiker af kapitalismen – hvad der måske ligger til grund for Pounds søgen væk fra det vestlige og mod østen. Turéll beskriver Pound som en stor digter og en stor sprogteoretiker. Hvad der forbinder Pound med personen der ligger til grund for værkets næste mediemontage, forklares således af Turéll:

Den anden mediemontage handler netop om en af hovedpersonerne i beatgenerationen; digteren og forfatteren William S. Burroughs. Burroughs er en sammensat karakter – en mand der har prøvet lidt af hvert, men som hovedsageligt har beskæftiget sig med at være junkie. Men Burroughs er også sprogtekniker. Én der ifølge Turéll har forstået hvad sproget kan og hvordan det kontrollerer os igennem dets institutioner. ”Kontrolmaskinen” kalder han det vi andre kalder nationen, regeringen og demokratiet. Turéll lader i dette afsnit af værket Burroughs tale nærmest for sig selv ved at gå i dialog med et virvar af tekstudsnit fra Burroughs egne værker.

Den sidste mediemontage er om musikeren Lou Reed, forsangeren i bandet The Velvet Underground. Denne mediemontage består af en blanding af anmeldelser og kommentarer udgivet i forskellige sammenhænge i aviser og lignende. Mens William S. Burroughs for Turéll var beat-generationens hovedmand, var Ezra Pound foregangsmanden og Lou Reed efterfølgeren:

Turéll forsøger at belyse skellet mellem Reed og bandet The Velvet Underground, og han forsøger at forklare hvem Reed er og hvad der gør ham så speciel. Turéll er tydeligvis tiltrukket af undergrunden.

Værket er sammensat af tekster om sammensatte personer der alle har beat tilfælles. Det Turéll tilsyneladende har forsøgt at gøre med de tre mediemontager, er at skrive en form for referentiel poetik til sit eget forfatterskab. Det er svært ikke at læse Turéll selv ind i værket. Det er svært ikke at spejle Turéll i den lidende og gale digter Pound, i junkien, systemkritikeren og sprogteknikeren Burroughs og i den ensomme musiker og New Yorker Lou Reed.

Selvom værket er præget af at være en ufærdiggjort posthum udgivelse med dets utroligt mange gentagelser, og hvad der lader til at være uredigerede tekster skrevet i en til tider så digterisk prosa at det kan være svært at læse, er det alligevel interessant læsning. Nu ved jeg nemlig hvad Onkel Danny fik med hjem til aftenkaffen.