Hvem er velfærdsstaten til for?

Anmeldelse af Caspar Eric: Undskyld vi er her, udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi d. 29. november 2023. 

Anmeldt af Lea Kaa Sand Sørensen

Foto: Lea Kaa Sand Sørensen

Med opråbet Undskyld vi er her taler Caspar Eric på vegne af Danmarks største minoritetsgruppe; mennesker, der lever med fysiske og/eller psykiske handicap, som, selvom de udgør 30% af den danske befolkning, stadig oplever at blive gjort til syndebuk for den danske velfærdsstat. 

Som det fremgår af titlen og forordet, fungerer bogen som et fælles opråb og langdigt – indsamlet og sammenstykket af Caspar Eric – udarbejdet på baggrund af den kampagne, der fulgte med hashtagget #UndskyldViErHer på Facebook. Hashtagget startede som en reaktion på finansminister Nicolai Wammens udtalelse om, at de store besparelser i landets kommuner blandt andet skyldtes store udgifter på det specialiserede socialområde, hvis primære opgave er at varetage udsatte borgere og mennesker med et fysisk og/eller psykisk handicap. 

Undskyld, at…

Hashtagget har efterfølgende dannet grundlag for et opråb mod den omtalte “gøgeunge retorik”, der henviser til det ansvarsfralæggende i at fremstille det specialiserede socialområde som en stor udgift, blandt andet for at dække over politiske prioriteter i den nye finanslov. Langdigtet består af de første 100 opslag under hashtagget #UndskyldViErHer på Facebook: 

“Undskyld, at hun ønsker sig en legeplads med en handicapgynge og har brug for et handicaptoilet (…) Undskyld, at jeg som lam og hjerneskadet ikke selv kan køre min kørestol ud i den friske luft. Undskyld, at frisk luft ikke er en del af kernevelfærden i Aarhus kommune og koster mig 248 kr. + moms for 30 min…”

Langdigtet står således som et fælles udsagn fra mennesker, der lever med et handicap og deres pårørende. Udsagnene taler på vegne af dem, der er vant til at undskylde for deres eksistens og taler især til de af os, der tager velfærdsdanmark for givet alt for ofte. Dermed giver bogen også et vigtigt indblik i, at forudsætningen for at kunne klare hverdagens udfordringer og begå sig på lige fod med sine medmennesker alt for ofte bliver, at personen med handicap har ressourcestærke pårørende. 

Kampskrift til forandring

Digtets styrke ligger netop i, at det består af en række udsagn, der alle italesætter den nedværdigende fremstilling af mennesker med et handicap, som stadig legitimeres i det danske samfund. Ved satirisk at undskylde for at være født med et handicap, og for at koste samfundet penge, bliver digtet et talerør og en stemme for den del af befolkningen, der i medierne oftest tales om, men ikke fra: 

“Det er altså ikke retorikken, som mennesker med handicap er kede af, men derimod den tavshed og diskrimination, de mødes med (…) Hvis vi skal tale om et tabu, må det være dét tabu, at vi som samfund ser ud til at acceptere, at mennesker med handicap diskrimineres og overlades til sig selv”

I bogens sidste linjer stilles spørgsmålene: Hvem er velfærdsstaten til for? Og kan man gøre for, at man er født med et handicap? Spørgsmålene er klare og tydelige, og minder os om, at tiden er inde til forandring, så ingen skal kæmpe for at modtage den hjælp, de ifølge den danske lovgivning har al ret til.