Ingen dumme spørgsmål

Ingen dumme spørgsmål

Ingen dumme spørgsmål

Anbefaling af Torben Sangild og Marie Ladefoged: Sangilds Spørgetime, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag December 2020 

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen 

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Sangilds spørgetime er en samling af spørgsmål og svar fra Torben Sangilds spørgetime på Facebook. Spørgsmålene kan være alt fra filosofiske overvejelser til videnskabelige tanker om universet, og svarerne er alt fra en enkelt linje til et helt lille essay. Én ting har de dog til fælles: De er aldrig kedelige. 

Der er ingen spørgsmål for store eller for små for Sangild. Han tackler spørgsmål om fra hvad hans forhold til tyngdekraften er og om vi har mistet takt og tone, til hvad elever skal undervises i og hvor langt nede under jorden der har boet mennesker. Sangild ved selvfølgelig ikke alt om alting, så nogle af hans svar er mere hans egne tanker om et emne eller hvad han kan studse sig frem til – men han udgiver sig heller aldrig for at være alvidende. Hans svar giver sig ikke ud for at være noget, som de ikke er. Og det gør hans bog heller ikke. 

Hvorfor er der egentlig ikke lys i fryseren? 

I forordet til bogen står der, at det er en ”hyggebog, man godt kan blive klog af”, og det opsummere meget kort og præcist, hvad Sangilds Spørgetime er for en bog. Spørgsmålene kan ikke samles under ét enkelt tema, for det er ingen grænser for, hvad folk har spurgt Sangild om gennem årernes løb. Bogen er inddelt i år og starter således i oktober 2011 med et spørgsmål fra Kenneth Søgaard, der gerne vil vide, hvorfor fortiden fortsat hjemsøger ham. Et meget stort spørgsmål, som der næppe findes noget endegyldigt og klart svar på. Ikke desto mindre forsøger Sangild at komme med ét. Svaret er kun 13 linjer, men Sangild berører alligevel både hukommelse, identitet, traumer og det, at kunne forlige sig med sin fortid. Og så er spørgetimen skudt i gang. Spørgsmålene strækker sig til januar 2020, hvor Bjarke Larsen har spurgt ind til, om satire er med til at bygge bro mellem politiske holdninger eller om folk kun søger henimod andre som de er enige med. Sangild mener, at humor og satire har potentiale til at bygge bro mellem mennesker, og siger selv, at han lytter til komikere, som han er politisk uenige med. En gennemgående ting for Sangilds svar er, at de næsten altid tager afsæt i hans personlige liv, tanker og overvejelser. Det er ikke hårde, kolde fakta, som bliver serveret til spørgetimen. Når man læser Sangilds Spørgetime føles det snarere som om, man har spurgt en god ven til råds og få deres oprigtige hjælp. 

En anden ting, som mange af svarene deler, er den humoristiske tone. Selvom nogen af spørgsmålene er mere alvorlige eller højtflyvende, så er mange af dem også helt nede på jorden, og det er i hans sjove comebacks, at Sangilds svar fungerer allerbedst. Da Niels Ivar Larsen eksempelvis spørger, hvorfor der ikke er lys i fryseren, når der nu er det i køleskabet, leder det til en simpel men sjov udveksling mellem Sangild og Tore Leifer: 

”Svar: 
Godt spørgsmål! Med mindre lampen ikke kan tåle frost, findes der ikke nogen god grund. Og hvis ikke der findes nogen god grund, står vi foran en hundredårig afgrund af hvidevaremæssig meningsløshed. Det er fandme uhyggeligt.
Tore Leifer: 
Der er lys i min fryser. 
Svar: 
Der er håb for menneskeheden.” 

En bog til sommerhuset 

I forordet står der også, at bogen kan bruges til de stille stunder under en lampe, som en selskabsleg eller i datinglivet. Alle tre glimrende bud, som tydeligt viser, at bogen aldrig forsøger at give læseren de endelige svar på noget som helst, men snarere er tiltænkt at sætte tanker – og diskussioner – i gang hos mennesker. Dertil kan tilføjes, at bogen også vil fungerer glimrende til sommerhuset, stranden, altanen eller i toget. Bogen kræver ikke store tanker eller at man kan sidde stille og koncentrere sig i de næste mange timer. Den er perfekt til at nyde ude i solen, mens man har et halvt øje på verden omkring én og lytter til radioen inde i stuen. Sangilds Spørgetime kan anbefales til alle, der mangler en letfordøjelig, sjov bog med finurlige og filosofiske overvejelser om livet, universet, køleskabe, tyngdekraften og meget mere: 

”Thomas Skov: 
Hvad er dit forhold til tyngdekraften?
Svar: 
Den holder mig nede på jorden. Det er jeg taknemmelig for.
Peer Bentzen (RIP): 
Måske er jorden lige så taknemmelig. For at blive holdt tæt inde til dig!”