Intet er hvad det giver sig ud for at være

Anbefaling af Sjón: CoDex 1962, udgivet på Politikens Forlag d. 28. maj 2019. Oversat fra islandsk af Kim Lembek

Anbefalet af Emma Thastum Skjødt

Foto af Emma Thastum Skjødt

Josef Löwe hævder, at han kan genkalde alt, der er hændt ham i sit liv, siden han blev skabt ud af ler i 1962 – eller det er i hvert fald det han fortæller kvinden Aleta Szelinska, som er sendt af en grådig genetiker for at høre Josefs usædvanlige livshistorie. Med en islandsk fortælleteknik, et miks af gamle islandske sagaer, moderne historiske begivenheder og et skud magisk realisme, formår Sjón at underholde og fastholde læseren til allersidste side.

Den islandske forfatter Sjón leverer med CoDex 1962 et episk storværk fordelt ud på tre romaner, der med utrolig detaljerigdom fortæller Josef Löwes historie. De tre romaner har Sjón givet hver sin genrebetegnelse: Dine øjne så mig er en kærlighedsroman, Med skælvende tårer en kriminalroman og Jeg er en sovende dør en science fiktion-roman. Men disse genrebetegnelser er alt andet end almindelige, og Sjón udfordrer med CoDex 1962 den gængse forståelse af genrerne, der trods deres forskelligheder formår at skabe en naturlig sammenhæng i historiens forløb.

Generende genrebetegnelser

CoDex 1962 starter helt fra begyndelsen, ved at fortælle hvordan Josefs forældre mødte hinanden under Anden Verdenskrig. Men kærlighedsromanen Dine øjne så mig er alt andet end passioneret erotik og længselsfuld kærlighed, som det oftest kendes fra genren. Den handler derimod om hvordan Josefs mor Marie-Sophie, en stuepige på et pensionat i en lille tysk by i Niedersachsen, bliver voldtaget på brutal vis og derefter finder ro og trøst hos den jødiske flygtning Leo Löwe, som hun passer på pensionatet. I et øjebliks fortrolighed skaber de på bedste bibelsk manér en dreng af ler, lavet af kropsvæsker Leo har samlet i en hatteæske gennem flere år. Det er dermed alt andet end storslået kærlighed, der fører disse to mennesker sammen.

Herefter begynder kriminalromanen Med skælvende tårer, der beskriver Leos rejse til Island, hvor han på forunderlig vis bliver blandet ind i mordet på manden Asgeir Hakgason, som Leo plejede at gå til svømning med. Alle tror motivet for mordet er den kostbare frimærkesamling Asgeir besidder, men i sidste ende viser det sig at være et selvmord begået for at få manden Hrafn W. Karlsson, som viser sig at være en varulv, i fedtefadet.

Science fiktion-romanen Jeg er en sovende dør leverer på samme måde denne på én gang forunderlige og hverdagslige tilgang til genren, og det er her læseren får kendskab til genetikeren, der vil undersøge alle børn af årgangen 1962 og deres genetik, herunder den forunderlige mand Josef Löwe, der hævder at han er lavet af ler. Genrebetegnelserne for romanerne er derfor ligeså mystiske som selve historien, og hele værket efterlader læseren med en følelse af, at der er vendt op og ned på det kendte. Tilbage er blot en undren over dét, som man ofte blot går ud fra ér, som det er.

Sandheden er relativ

På samme måde som genrerne ikke er, hvad de giver sig ud for at være, på samme måde viser Josef Löwes livshistorie sig ikke at være ligeså storslået og forunderlig, som han havde fået fortalt af sin far Leo. Det viser sig, blandt mange andre overraskelser, at Leo ikke er lavet af ler; han lider tværtimod af den sjældne genetiske sygdom ’stenmenneskesyndromet’, som laver knogler udenpå de allerede eksisterende knogler i kroppen. Josefs livshistorie er dermed bygget op ligesom Josef selv, pointerer kvinden Aleta:

En forundrende fortælling

CoDex 1962 består af et miks af forskellige livshistorier, mennesker, magi, sagaer og historiske begivenheder som holocaust, atombomber og islandsk historie, og de blander sig på kryds og tværs og bygger sig ovenpå hinanden. Til sidst dannes det komplekse billede af manden Josef Löwe, der troede han var lavet af ler, men sandede, at ingen i sidste ende kan flygte fra virkeligheden, som ofte ikke er hvad den giver sig ud for at være – præcis ligesom genrebetegnelserne. Det er ikke nogen storslået kærlighedsromance som de kendes fra Jane Austen, eller en spændende krimigåde i allerbedste Sherlock Holmes-stil, og romanen tager ikke afsæt i en anden planet eller en fjern fremtid som det ofte kendes fra science fiktion-genren. Men på trods af dette er CoDex 1962 alt andet end triviel og kedelig. Særligt den klassiske islandske fortællestil der kendes fra sagaerne, formår at holde læseren fanget lige fra første kapitel. Romanen favner bredt, og jeg vil anbefale den til alle, der vil fortrylles og forundres her i efteråret af en god fortælling fra nord.