Anmeldelse af Barbara Gjerluff Nyholm: Små forventninger, udgivet på Flamingo under Gyldendal d. 22. oktober 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Hvad gør man, når ens kæreste gennem 12 år går fra en? Toppet med at man for sjette gang får afslag på den uddannelse, man gerne vil ind på, toppet med at man stadig sørger over sin mors død, toppet med at man ikke kommer nogen vegne i sit liv. Lægger man sig fladt ned og accepterer sin skæbne, eller hanker man op i sig selv og fortsætter ad den vej, man er gået? Det er det store spørgsmål, som Barbara Gjerluff Nyholm indirekte stiller i sin debutroman, Små forventninger.
Hvis du forestiller dig den værste dag, vil Maria stadig kunne stikke dig. Hendes dag vil klart være værre end din, hvis ikke også du kan sige, at du har fået afslag på din ansøgning til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samme dag, som din kæreste – ham, du troede, du skulle være sammen med resten af livet, have børn med, købe hus med og alt derimellem – vælger at slå op med dig. Det har Maria oplevet:
”Klar til tre år på en kunstnerisk uddannelse for at dygtiggøre og fordybe sig i det vigtigste og eneste, hun elsker. Hun blinker og mærker en ny tåre på vej mod madrassen. Åh, alt sammen tabt på gulvet […] Hun rejser sig for hurtigt, mens det hele vælter. Alt det, de har bygget op, siden de var teenagere, alt det, der gør, at de er vokset sammen og blevet de voksne, de er. Hvad er det, der sker?”
Hvad så nu?
Maria pakker en taske og flytter midlertidigt ind ved sin veninde Fanny. Hun græder meget og savner sin ekskæreste Simon. Og hvad er hun overhovedet uden ham? Hendes tristhed er så gennemtrængende, at den kravler ud fra siderne og ind min krop.
Hun har dog en flig af stabilitet – hun er ansat som pædagogmedhjælper i en børnehave, og selvom det kun var tiltænkt som en midlertidig løsning, indtil hun kom ind på musikkonservatoriet, er det stadig penge på kontoen. Hvis hun da ikke ender med at få sig selv fyret, fordi hun ikke kan lade være med at kigge på sin telefon, når hun egentlig burde kigge efter børnene.
Så er der vennerne – Fanny har Maria altid kendt, og det er heldigt, at hun kan bo gratis ved hende, indtil hun finder sit eget sted at bo. Og det band hun har med Milad, som altid er så opmærksom på hende og støtter hende til at komme helskindet igennem sit brud.
Som læser bliver jeg tryg ved, at Maria har nogle til at hjælpe sig igennem sin livskrise, men jeg fornemmer dog også, at hun er en del i minus på vennekontoen, eksempelvis siger Milad til hende:
”’Maria, det er ikke nok at sige undskyld.’ Han rømmer sig. ’Du kan ikke bare komme rendende og sige undskyld, hver gang du har brug for mig. Det går ikke længere.’ […] ’Men det er jo sådan, du er. Nu kommer du løbende, fordi jeg trækker mig. Men da jeg stod med åbne arme, ville du ikke have mig.’”
Jeg er lidt positivt overrasket over, at både Milad og Fanny faktisk konfronterer Maria med, hvor dårlig en veninde hun er. Flere gange undervejs har jeg tænkt, at man ikke kan tillade sig at opføre sig sådan, som hun gør, og slippe afsted med det. Der er i hvert fald ikke noget ’behandl andre, som du selv vil behandles’ fra Marias side, det er mere ’jeg giver ikke, men jeg tager gerne’.
Kom videre med livet
Efter Maria hovedkulds bliver kastet ud i at skulle omdefinere sit liv, begynder puslespilsbrikkerne langsomt at samle sig. Godt nok ikke på den måde, hun først have tænkt og ønsket det, men på en eller anden måde falder det alligevel på plads:
”’[…] jeg har søgt ind på Konservatoriet i seks år… Men måske er det på tide ikke længere at lade det definere mig.’ Maria tænker sig om et øjeblik. ’Hvis man vil lave kunst, så er det vel bare at gøre det og ikke tro så meget på de skoler?’”
Nyholm maler i sin debut et fint billede af en – tror jeg – meget triviel livskrise. Langt de fleste ville kunne relatere til meget af det, Maria tænker, føler og gør gennem romanen, og det er da altid rart at få sat ord på og at finde ud af, at man ikke er alene om at famle sig vej gennem 20’erne. Og hvis noget ikke går, som man lige havde regnet med, kan man jo bare prøve en ny vej, og det er helt okay.
Leave a Reply