Anmeldelse af Melissa Border: Modermælk, udgivet på Forlaget Falco d 5. oktober 2023. Oversat fra engelsk af Emma Holten
Anmeldt af Emma Luna Hallgaard Christensen
Foto: Emma Luna Hallgaard Christensen
Er du også træt af den årlige epidemi af slankekure, der stadig pryder diverse forsider i januar? Så kan jeg varmt anbefale Modermælk som en litterær antidote. Romanen følger den 24-årige queer, spiseforstyrrede og kulturjødiske Rachel på sin rejse mod at genvinde appetitten til maden, lysten og livet.
Rachels liv er skemalagt ned til mindste detalje. Hendes forhold til mad er rituelt, og kalorietælling er en religion. Men Rachels livsverden ændrer sig drastisk, da hun dels starter på en 90-dages detox-kur fra sin toksiske mor og dels møder den tiltrækkende og lystspisende Miriam. Centralt står Rachels udforskning af dualismerne rigtigt/forkert, frihed/kontrol og skam/nydelse, der med et dryppende begær både portrætterer ’mommy issues’, lesbisk sex og fristende, jødisk bagværk.
Arven fra en ’almond mom’
Rachel og hendes mor har et kompliceret forhold. Moderen er, hvad man med et populært TikTok-udtryk vil kalde er en ‘almond mom’, dvs. en mor, der har ladet sit eget lave selvværd, internaliserede tykfobi og patriarkatets usunde forventninger til kvindekroppen gå videre til sin datter. Rachel udvikler derfor anoreksi i sin ungdom, men moderen nægter at anerkende besættelsen af kalorier som en sygdom. Rachels psykolog bestemmer derfor, at Rachel skal på en emotionel detox-kur fra sin mor. Det bliver herefter tydeligt, at alt i deres relation, lige fra følelser til kalorietælling, er koncentreret omkring ét regnestykke, der skal gå op:
“‘Så jeg har været en forfærdelig mor’ sagde min mor. ‘Jeg har vel ikke gjort noget rigtigt.’ Jeg kunne høre hende åbne et følelsernes regneark, der begyndte i livmoderen.”
Regnestykket er i grunden simpelt: tynd = god. Men regnskabet er som en slags falsk tryghed for Rachel, en søgen efter kontrol og at genskabe livmoderens trygge rammer, der dog mere minder om en hul skal. I løbet af romanen må Rachel dog erkende, at selvkærlighed og selvaccept ikke kun kommer af at klippe navlestrengen.
Et fro-yo dryppende begær
Rachels forhold til moderen påvirker også hendes udforskning og accept af sin egen queer seksualitet. For Rachel opdager, at efter bare en lille bid af det syndige æble (den frodige Miriams fro-yo), at mere vil have mere. Snart befinder Rachel sig i en ny krop, hun tager på i vægt, og ligeledes øges den seksuelle appetit. Overspisningssessionerne sammenlignes med at være blevet knaldet godt igennem, og regnestykket lyder nu tyk = forkert – så hvorfor ikke bare maxe ud? Rachel opsluges i den totale tilfredsstillelse af det ‘syndige’ – mad såvel som seksualitet. Romanen er rig på saftige beskrivelser af ’syndig’ mad såvel som ‘syndig’ sex med kvinder. Det er, som om, alt det uartige og forbudte ligefrem vælter frem i romanen, som det vælter frem i Rachels krop efter mange års sult. I hvad der kan tolkes som et erotisk, freudiansk overflødighedshorn af længsel efter en genforening med (liv)moderen, fantaserer Rachel om den ældre Kollega Ana, der er som en mor for hende:
“”Jeg afspillede det første tungekys igen og igen. Så lod hun sine bryster dingle over mit ansigt. Jeg suttede på hvert af dem og tænkte: Fodr mig, Mama! Så jeg kan leve!’”
En sammensat figur
Særligt begejstret var jeg for sammenstillingen mellem den jødiske mytefigur golem og den kvindekrop, som Rachel laver af modellervoks hos sin terapeut. Dette er en finurlig og fin måde at koble den religiøse tematik om skaberen/det skabte sammen med moderne komplekser forbundet med femininitet og det monstrøse:
”Jeg havde altid troet, at jeg var billedhuggeren, og at hun var golemen. Men nu overvejede jeg, om hun var billedhuggeren, mesteren, skaberinden, der udvidede og forbedrede mig, gav liv til mine døde dele, latter til mit åndedræt. Måske genskabte hun mig i sit billede. Måske genskabte vi hinanden.”
Generelt synes jeg, at romanen er dygtig til at kere sig om kompleksiteterne i at være en ung jødisk, queer kvinde, der er vokset op i en tid præget af homofobi, tykfobi og usunde kvindeidealer. Fortællingen om Rachel er en fortælling om, at rejsen mod selvkærlighed og selvaccept ikke er sort/hvid, ligesom det enkelte individ heller ikke er det. Intet emne er for stort eller for småt, og det er lige fra beskrivelsen af, hvordan et stykke krymmel bør suttes, en anorektikers erfaringer med afføringsmiddel eller onani-sessioner til skamfulde sexfantasier. På den måde bidrager romanen til at bryde med tabubelagte tematikker, der er genkendelige for de fleste kvinder og queerpersoner.
Leave a Reply