Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 6
Af Alen Causevic
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Lad mig sige det, som det er: i sjette og sidste bind af Min kamp når Knausgårds livshistorie himmelstræbende højder. Det handler om konens sindslidelse. Om Holocaust. Om kunstnerisk frihed. Om en inderlig kamp, som endelig er afsluttet. Manden er et geni.
Karl Oves skam
Knausgård sidder i en bil på vej til sin ven Thomas, det er september 2009, og han skal fotograferes til de kommende romaner. Bindet handler altså om værket selv, dets tilblivelse og dets konsekvenser. Den fortalte tid og realtiden nærmer sig langsomt hinanden. Udgivelsen af første bind står for døren, og selvom Knausgård er godt i gang med at realisere sin private og litterære drøm, er tilværelsen langtfra problemfri. Hans onkel Gunnar, den afdøde fars bror, bliver rasende og truer med at sagsøge ham, hvis det første bind bliver udgivet. Et faktum, der på grund af Knausgårds dysfunktionelle forhold til sin afdøde far, hvor angst var den grundlæggende præmis, sætter ham i stor tvivl om, hvad han kan tillade sig at skrive – og ikke skrive:
”der skete for meget for tiden, der blev sendt manuskripter frem og tilbage mellem mig og forlaget, og så havde jeg sendt manuskriptet ud til alle jeg havde skrevet om, og de kom med tilbagemeldinger med jævne mellemrum. Den første roman var helt færdig, den kom fra trykkeriet om to dage. Den anden roman var i sidste fase (…) Fortvivlelse, skyld og angst var de følelser der brændte, og den eneste måde jeg kunne holde dem væk på, var ved at tænke at de endnu ikke vidste, at der ikke var sket noget endnu (…) Det var forfærdeligt, jeg blev martret af angst hver gang, kunne næsten ikke bevæge mig, sad i en stol eller lå paralyseret på en seng i timevis…”
Fordi barndommen for Knausgård var lig med angst og varig utryghed på grund af farens aggressive, uberegnelige og ydmygende adfærd, har minderne forvandlet sig til traumer, som stadig tynger ham i dag. Han kan ikke håndtere skænderier og konflikter. Gang på gang skriver han, hvordan andres vrede igangsætter laviner af angst i ham, og han lader sig kue fuldstændigt, fordi han så gerne vil væk fra frygten og den dertilhørende skam. Sådan er det med Linda. Sådan er det med Yngve. Og sådan er det i særdeleshed med onklen Gunnar, fra hvem han modtager en rasende og hadefuld e-mail. Gunnar skriver, at Knausgård er en selvforherligende, ond, hjælpeløs stakkel, som kun er ude på at skade farens side af familien, mens moren udelukkende er omtalt i positive vendinger. Hvorfor?
Ifølge Gunnar er det, fordi moren er en kold kyniker, som livet igennem har forsømt og hjernevasket børnene til at tage afstand fra farens familie.
Udover at Knausgård er ved at gå i spåner over al vreden, får han også tilsendt forskellige e-mails, som han skammer sig ekstremt meget over. Pludselig er moren indblandet; han har ikke blot ødelagt alt for sig selv, men minsandten også hevet sin egen mor med ned i sølet. Skammen er altoverskyggende… Hvordan kunne han finde på at udstille sin døde far på den måde? Hvorfor er han sådan et egoistisk menneske, at han latterliggør og tilmed besudler faren og dennes eftermæle? Og hvad med Linda? Hans kone, moren til hans børn, hvis sindslidelse, hysteri og diverse andre sider han hader, og som han beskriver hudløst ærligt. I hvilket lys sætter det ikke hende? Alt i deres parforhold er sat til skue for hele verden: deres børn, deres hjem, deres intimitet, deres liv, hans egne hemmelighedsfulde og mest private tanker og følelser – alt er ude i verden, så andre kan dømme ham og familien. Han hader sig selv.
Hvis du spørger mig, om det, Knausgård gør i sine bøger, er en uetisk handling, vil jeg til enhver tid forsvare ham. Ikke fordi jeg elsker Min kamp-serien, ej heller fordi jeg elsker manden Knausgård. Det gør jeg ikke, jeg kender ham slet ikke, men fordi det, han skriver, er hans egen historie. Det er først og fremmest hans liv, det drejer sig om. Og hvis det skal skrives på en autentisk og oprigtig måde, så kommer andre mennesker uundgåeligt til at optræde i værket. De er en del af historien, ligesom venner og kærester er en del af livet, men de er ikke omdrejningspunktet, for hvis nogen fremstilles på en uetisk og nøgtern måde, er det Knausgård selv. Han udstiller ikke på noget tidspunkt andre mennesker for at såre dem, han skriver blot om dem, fordi han forsøger at berette detaljeret, autentisk og hudløst om sit liv. Derfor spiller, ligesom i det virkelige liv, bestemte andre personer en signifikant rolle.
For det andet mener jeg, at alle de mennesker, som Knausgård kender, skal inddrages i værket, da det er litteratur, han opererer med, og litteraturen har netop lov til og bør forholde sig til alt. Absolut alt. Intet er og bør være tabu; hvis du har lyst til at skrive om incest, så gør det! Hvis du har lyst til at skrive om krig, så gør det! Hvis du har lyst til at skrive om mord, så gør det! Kunst og moral hører ikke sammen.
Det er blandt andet netop derfor, jeg holder så meget af Min kamp. Romanen forholder sig oprigtigt til tilværelsen, og den er ikke bange for at tage fat, hvor det gør ondt. Og lige præcis det at tage fat, hvor tabuernes sår svider allermest, er hvad næste afsnit handler om. Her forholder Knausgård sig nemlig ualmindeligt positivt til Hitler og analyserer Holocaust som en fænomenologisk hændelse.
Det som ikke er
Cirka en tredjedel inde i bindet ophører romanformen, og et nyt afsnit, ”Navnet og tallet”, starter. En afhandling på 493 sider om sprogets og navnets betydning for individet, om nazismens retorik og ideologi, om Hitlers liv og vej til magten. På sin vej forholder Knausgård sig desuden også til Dostojevskij, Joyce og Zweig for blot at nævne nogle få, og han analyserer digtet ”Tætføring” af Paul Celan. Ved hjælp af sin analyse gransker han Holocaust som en fænomenologisk begivenhed og forsøger at begribe, hvad det egentlig er, og hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Som det første ræsonnerer han:
”Det er den menneskelige verden der begynder, og den træder frem i ordet, der opretter forskelle i det forskelsløse, mening i det meningsløse, orden i kaos. Falder et menneske ud af sproget, falder det ud af verden. (…) Sproget er mennesket. I sproget er jeg, men kun hvis der også findes et du som jeg’et i sproghandlingen forholder sig til, for hvis ikke, hvordan skulle jeg’et kunne dele sig og have en form? Det du-løse jeg er ingen og alle.”
Knausgård mener altså, at der ikke findes en verden uden for sproget; sproget er mennesket, og det er verden. At tale om noget uden for sproget er en umulighed. Endvidere er det også vigtigt at lægge mærke til, at individets selvbetegnelse ”jeg” og den andens betegnelse ”du” udelukkende eksisterer i sproget. Jeg er Alen, fordi jeg siger, jeg er Alen. Det er mit navn; den sproglige kode for nøjagtigt dét legeme, som udgør mig. Jeg kunne lige så godt have heddet Benjamin eller Kasper, det ville ingen forskel have gjort. Det individuelle ligger i den identitet, jeg selv tillægger navnet, og ikke mindst den mening, menneskene i mit liv tillægger det. For dem kunne jeg ikke have heddet Abdullah eller Frank, for dem er jeg Alen.
Hitler vidste dette, så da han kom til magten, stod det tyske sprog til forandring:
”Med magtovertagelsen i 1933 blev det der havde været et gruppesprog til et folkesprog (…) det væsentlige ved den forandring var at dette sprog bemægtigede sig alle offentlige og private livsområder: Politik, domstole, erhvervsliv, kunst, videnskab, skole, sport, familie, vuggestue, børnehave og militær. Nationalsocialisterne greb ind i alt, og de gjorde det med deres sprog. (…) nationalsocialisterne ophævede skellet mellem det skrevne og det talte sprog, forvandlede alt i sproget til tale, tiltale, tilråb, agitation. Der var ikke nogen forskel på propagandaministerens tale og hans artikler. (…) statens sprog forandrer sig fra og med 1933, men også det enkelte og individuelle menneskes sprog. Staten taler i form af én enkelt, med én stemme der trænger ind til alle, og den enkelte i alle taler snart selv om staten, udtrykker selv staten. Alle aviser, alle tidsskrifter, alle radioprogrammer, alle romaner, alle digte, alle fagbøger, er farvet af dette sprog…”
Nazisterne havde en magt, der betød, at de kunne træde ind overalt, og det gjorde de. Med Goebbels som propagandaminister skred de som noget af det første ind, brændte al jødisk litteratur og begyndte at ændre sproget. Det almindelige tyske sprog, som var fælles for hele befolkningen, inklusiv jøderne, blev nu ændret, så det passede til den nazistiske, antisemitiske agenda. Som Knausgård skriver, blev sproget enklere, mere aggressivt, og det sprog, som propagandaen brugte i aviser, film, bøger og tidsskrifter, flød ud til alle aspekter af kulturen og videnskaben. Selv staten, som var styret egenrådigt af Hitler, fortyskede sit vokabular, og langsomt blev befolkningen, én efter én, indhyllet i det nye, nationalsocialistiske sprog. Hvilken nytte gjorde det? Det var ekskluderende for jøderne og første skridt mod deres tilintetgørelse. Ved at fortyske og gøre sproget nationalistisk faldt jøderne langsomt ud af det. De var ikke en del af nazismen, de var fjenden og syndebukken, og på den måde blev de ekskluderet fra samfundet, og deres rettigheder formindskedes. Ved at understrege det germanske, understregede man også jødernes oprindelse og religiøse afvigelse, som ikke passede ind i Det Tredje Riges dagsorden.
Forandringen i sproget var det første afgørende skridt mod jødeudryddelsen, og uden den ville Holocaust ikke have kunnet finde sted: Kun ved at fjerne den jødiske befolknings ”du”, altså hvert enkelt menneskes individualitet, kunne de blive forvandlet til én forskelsløs gruppe. Først ansås de stadig som mennesker; det var tyskerne ”vi” mod jødernes ”de”, men da koncentrations- og udryddelseslejrene oprettedes, blev selv denne degradering forstærket, og jøderne var nu blot ”det”; altså et objekt, en genstand. Et af de mest almenkendte tiltag fra nazisterne i forsøget på at dehumanisere jøderne og dermed udrydde dem industrielt var tatoveringen, jøderne fik lavet ved ankomsten til en kz-lejr. Deres identitetspapirer blev taget fra dem, de blev kronraget, fik ens tøj på og fik tatoveret et tal på venstre underarm. Hvad betød dette tal? Det betød, at de ikke længere var en del af sproget, en del af den menneskelige verden. Ved at fratage dem deres navne og betegne dem med tal, blev de til én homogen gruppe uden de særpræg eller individualiteter, som mennesker normalvis har. De var hermed dehumaniserede og værdiløse. Og netop Hitler-Tysklands syn på menneskeværdi er afgørende her; kun med den in mente kan man forstå, hvordan et fænomen som Holocaust kunne blive udført i så stort et omfang og med en sådan masseproduktion. For nazisterne var jøderne simpelthen ikke mennesker, og derfor udryddede de så absurd mange af dem uden betænkeligheder. Tag for eksempel Adolf Eichmann, som stod bag deporteringen af flere millioner jøder. Da han blev tiltalt i retten i Jerusalem, angrede han ikke det mindste, men havde ifølge eget udsagn blot handlet efter ordrer. At han havde sendt flere millioner mennesker i døden, syntes han ikke at skænke en tanke. Det samme gælder for nazilægen Josef Mengele, som mishandlede, dræbte og vansirede jøder i alle aldre i sine vanvittige og umenneskeligt grusomme eksperimenter, hvor menneskelivet havde mindre værdi end dyret og tingen.
Det er inden for denne sfære, Holocaust skal forstås. Det er en hændelse, som er af så afskyelig en karakter, at vi har svært ved at forholde os rationelt til den. Vi kan ikke fatte, hvordan vores naboer i Tyskland kunne behandle andre mennesker på den måde. Hvorfor kan vi ikke det? Fordi Holocaust ligger udenfor sproget. Det sprog, som vi kender, er ikke tilstrækkeligt til at benævne Holocaust, det har ikke ord til fyldestgørende at benævne det, som ikke er, det som er uden for sproget og dermed uden for menneskets intelligens.
Efter afhandlingen glider Min kamp tilbage til romanformen igen og beskriver, hvordan Linda får en af sine depressive nedture og bliver indlagt i fire måneder. Imens passer Knausgård børnene derhjemme, skammer sig over sine egenskaber som ægtemand og forsøger at holde sammen på familien. Da Linda endelig kommer hjem igen, fortsætter han med at skrive, og den fortalte tid indhenter endelig realtiden; vi befinder os nu i den virkelige nutid. Knausgård er hermed fri! Han har langt om længe efter 4149 sider skrevet sig fri fra traumerne efter faren og udlevet sin litterære drøm. Han er blevet en ægte, fuldbyrdet forfatter, og allervigtigst er han i stand til at leve fokuseret i nuet og nyde tilværelsen. Værket afsluttes med de efterhånden famøse ord:
”Så skal vi tage toget tilbage til Malmø, så skal vi sætte os i bilen, og så skal vi køre hjem til vores hus, og hele vejen vil jeg nyde, virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter.”
Selv sidder jeg igen her på Kasernens bibliotek. Et halvt år er gået, og det er skræmmende nok blevet tid til at afslutte denne essayrække med følgende ord: Tak, Knausgård. Fordi du delte din personlige historie med mig. Fordi du gav mig en litterær oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Fordi du inspirerede mig til at tænke tanker, jeg ellers ikke ville have tænkt. Fordi du gav mig modet til at skrive ærlige artikler.
Farvel.
Leave a Reply