Krimilitteratur set fra en forfatters synspunkt med udgangspunkt i Forkynderen, Forlaget Punktum, 2013
Af Line Andersen
Foto: Bogens omslag / forlagetpunktum.dk
Skandinavisk krimilitteratur har overtaget den danske litteraturscene det sidste årti. Med Liza Marklund som en af de svenske fortropper eksploderede tendensen, der i dag har efterladt et næsten uoverskueligt stort, skandinavisk krimilandskab. Jeg har spurgt krimiforfatter Dagmar Winther, hvorfor hun tror, krimilitteraturen er blevet så populær.
Forkynderen (2013), også kendt som The Preacher, skrevet af Dagmar Winther og Kenneth Degnbol under pseudonymet “Sander Jakobsen” er endnu et stjerneskud på den skandinaviske krimihimmel – og det uden at være helt ligesom de andre i den efterhånden overfyldte krimiklasse. Forkynderen blev skrevet af forfatterparret for efterhånden et par år siden, men blev ikke antaget af nogen af de danske forlag. Dette fik dog ikke Dagmar Winther og Kenneth Degnbol ned med nakken, og i stedet for at gnaske tudekiks oversatte de romanen til engelsk med det resultat at det store britiske forlag Little Brown planlagde at udgive krimien i e-bogsform i både England, Australien og Japan. Gennem omveje fik det danske forlag Punktum, som ellers udelukkende udgiver udenlandske romaner, fat i Forkynderen, og den blev derfor udgivet i Danmark i november 2013 inden e-bogsudgivelsen i England. The Preacher er netop udkommet som e-bog i England, og jeg har derfor inviteret den ene halvdel af forfatterduoen, Dagmar Winther, til en uformel snak om, hvad der gør krimier så populære, og hvorfor Forkynderen adskiller sig fra mængden.
L: Forkynderen er en ud af mange nordiske krimier – hvad adskiller netop denne roman sig fra de andre?
D: Den er ambitiøs forstået på den måde, at vi i hvert fald har sat os for at lave den slags bog, vi selv har lyst til at læse. Der er mange detaljer, og der er megen psykologi, den er lang, og den er omfattende i sine temaer.
Og så har vi faktisk ønsket at forholde os til en vis grad af realisme – beskrive en meget voldsom begivenhed i et menneskes liv, et tab på den måde, som giver mening. Noget kriminallitteratur bevæger sig ud i nogle ekstremer, som vi har svært ved at genkende med bizarre torturformer, seriemordere og mennesker, der graver sig ud af sin egen grav med en økse plantet i hovedet. For os giver det mest mening at beskrive det ekstremt voldsomme, hvis det er i en kontekst, hvor vi rent faktisk kan bruge det til noget. Ellers svælger man i vold for voldens egen skyld.
Og så er Forkynderen forhåbentlig en indgangsbillet til den egn, vi lever på. Og det synes jeg også, god litteratur skal tilbyde: et indblik i en verden, man gerne vil lære bedre at kende. I dette tilfælde det lille landsbysamfunds mange sære miljøer og konstellationer i det østjyske.
L: Hvorfor tror du/I krimigenren er blevet så populær?
D: Jeg tror, vi som mennesker har brug for at hale det, der bevæger os, tæt på med en fiskesnøre i ny og næ. Det er en måde at forholde sig til den verden, vi lever i – at det utænkelige og uforståelige kan ramme os. Vi læser det for at forholde os til det i små doser og for at få noget at tænke over. Det er samme bevægelse, der giver os lyst til at læse en sød kærlighedshistorie eller en grå hverdagsnovelle – vi trækker følelserne tættere på og forholder os til dem.
Og så er krimi underholdende! Det er god historiefortælling. Ekstreme situationer, ekstremt pres er grobund for de bedste historier. Lige fra Bibelen, eventyrene og folkesagnene kan mennesket bedst identificere sig med de situationer, hvor vi kæmper. Had, hævn, begær, kærlighed, magtsyge, jalousi – alle de vigtige følelser, som blomstrer, når vi er pressede.
L: Hvad har inspireret jer, og hvorfor har I valgt netop at give jer i kast med en krimi?
D: I sin tid gik vi i gang på grund af en krimikonkurrence, Politikens Forlag satte i gang. Og så er det en genre, der har en rammesætning, nogle grundpræmisser, der er til at gå til. En opskrift, som man så kan udfordre og ændre på og tilsætte sine egne krydderier. Vi er inspireret af hverdagslivet og af de små, umærkelige bevægelser, der gør, at vi af og til kommer på afstand af de mennesker, vi egentlig skulle være tættest på. Og vi beundrer de forfattere, der tør udfordre genren lidt og kræve lidt mere af sin læser.
L: Krimier bliver tit betegnet som “en genre alle kan begå sig i” og er især tidligere blevet set ned på af litterater – hvad mener du/I om det?
D: Det giver ikke megen mening for os – med mindre man taler om den rammesætning, jeg nævnte tidligere. Men der er ikke nogen grund til at se ned på rammesætninger og genremæssige spilleregler. Det er med krimier som med al anden litteratur – der skrives gode og mindre gode. Jeg mener bestemt ikke, alle kan begå sig i en krimi – der findes mange knap så vellykkede forsøg.
Krimien tager fat lige der, hvor mennesker er i affekt, og det er alt andet lige dér, livet for alvor kan mærkes. Og hvordan vi handler, når vi er i affekt, er der kommet masser af storslået historiefortælling ud af; i bøger, i film, i journalistik, i kunst. Den fantastiske Frøken Smillas fornemmelse for sne er i al essens en krimi. Masser af forfattere som Dickens, Dostojevski, Umberto Eco og John Steinbeck har forbrydelsen som udgangspunkt. Fantastiske TV-serier som True Detective og Breaking Bad kredser om de samme temaer. Det er virtuost og velfortalt, og jeg ser ingen som helst grund til at se ned på det
Jeg er ikke selv udpræget krimifan, men Forkynderen var skarp og underholdende læsning og er bestemt en bog, jeg vil anbefale – både til skeptikerne, som jeg selv, men også til krimilitteraturens brede fanskare.
Leave a Reply