Anmeldelse af Siri Hustvedt: Det jeg elskede, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 25. marts 2021. Oversat fra engelsk af Jette Røssell.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Kunstnerroman, kriminalroman, kærlighedsroman, filosofisk roman, essayroman, skæbnefortælling, thriller – kært barn har mange navne og bogens bagside prydes af alle disse. Det jeg elskede formår at rumme det hele. Med udgangspunkt i to familier fra kunstnermiljøet i New York, får vi indblik i både møntens forside og bagside. Vi får adgang til Leos levede liv – og alt hvad han elskede.
Leo bor i SoHo med sin kone Erika og arbejder som kunstanmelder. Han har et særligt øje for kunst og bliver hurtigt gode venner med kunstneren Bill, da han køber et af hans malerier. Maleriet forestiller en ung kvinde, der ligger på gulvet i et tomt rum. Det virker som om, at hun betragter noget udenfor maleriet og i hånden holder hun en lille legetøjstaxa. Længest til højre i billedet ser man en kvinde, som er på vej væk. Man kan kun skimte hendes fod og ankel, iført en hyttesko. Leo bliver med ét optaget af denne kvinde og føler sig derudover, som er han selv med i billedet i form af dén skygge, som repræsenterer den tredje person i billedet, en som betragter billedet udefra. Billedet blev kaldt et selvportræt og senere fortæller Bill os, at alle hans malerier er selvportrætter:
”’At se er en flydende proces,’ sagde han. Jeg nævnte de skjulte fortællinger i hans arbejde og han sagde at for ham var disse historier ligesom blodet der gennemstrømmer et legeme – stier af liv. Det var en afslørende metafor, og jeg glemte den aldrig. Som kunstner jagtede Bill det usete i det sete. Paradokset var at han havde valgt at skildre denne usynlige bevægelse i figurativ form, der om noget er en stivnet fremstilling – en overflade”.
Kunsten bliver et omdrejningspunkt for Leo og Erika, samt Bill og hans kone Lucille og deres tætvævede tilværelse i SoHo i New York. Bills kunst er et vigtigt element gennem hele romanen og de dybdegående beskrivelser fungerer parallelt til beskrivelsen af vennernes liv. Når livet gør ondt og bliver svært at sætte ord på, gør Bill det for os gennem sin kunst.
Kvinderne
På trods af, at fortælleren Leo er en mand, bliver vi introduceret til en række stærke kvinder i romanen, som kommer til at stå centralt. Romanen indledes med, at Leo mange år efter, at handlingen i romanen udspiller sig, finder nogle breve. Det er breve skrevet til Bill af Violet, som er kvinden på føromtalte maleri. Kærlighedsbreve, der tigger Bill om at forlade Lucille og finde sammen med hende i stedet. Lucille er her blevet mor til Bills søn og Bill har allerede tidligere haft et forhold til Violet, men er vendt tilbage for at tage sig af sin familie. Det er da Leo finder disse breve, at han beslutter sig for at skrive vennernes historie og det bliver altså Violets viljefasthed og handlen, der bliver startskuddet til romanen – hvilket på mange måder er meget sigende. Kvinderne i Leos liv er alle både mødre, hustruer og succesfulde karrierekvinder. De tør bede om, dét de vil have og stå fast, men de er samtidig fulde af kærlighed og omsorg for dem omkring dem. Det er ikke kvinderne, der er hovedpersonerne i romanen, men Hustvedt har skrevet dem ind i fortællingen med en stor omhyggelighed og dyb respekt, som er utrolig smuk – og vigtig.
Hovedet på sømmet
Det er svært at beskrive, præcis hvad Det jeg elskede egentlig er for en slags roman. Ja, det er en kærlighedsroman, der netop handler om alt det, Leo elskede igennem sit liv. Men det er ikke den typiske kærlighedsroman og den er desuden langt mere end dét. Da den første gang udkom i 2003 blev den kaldt alt lige fra kriminalroman og thriller til en filosofisk roman, essayroman, skæbnefortælling – og selvfølgelig kærlighedsroman. Den er fuld af store glæder og dyb sorg, mord og erotik, kunst og liv. Den handler om sandheder og løgne, om skæbner og om livet. Det er en roman, der rummer alting på én gang, men uden at gå på kompromis. Hustvedt skriver som en drøm. Hun beskriver mennesker med en omhu og indsigt, som er helt utrolig, som i Leos første møde med Bill:
”Allerede denne første dag fornemmede jeg Bills askese, hans næsten brutale længsel efter renhed og hans modstand mod kompromiser. Følelsen bundede både i det han sagde og i hans fysiske tilstedeværelse. Han var rolig, lavmælt, behersket i sine bevægelser og samtidig udstrålede han en intensitet og målrettethed der fyldte hele rummet”
Det er poetisk og smukt, samtidig med at man får fornemmelsen af, at det er hovedet på sømmet i forhold til hvem Bill er, hvilket resten af romanen blot giver os ret i. Generelt er hun så omhyggelig i sine iagttagelser gennem fortælleren Leo, at man næsten får en fornemmelse af, at det er en selvbiografi, man læser. Dette er blot med til at understrege, hvor dygtig Hustvedt er til at skabe et univers og tage os med ind i det. Det var mit første møde med Siri Hustvedt – men det bliver bestemt ikke mit sidste.
Leave a Reply