Kunsten at være en hvid heteroseksuel cis-kvinde

Det er ikke på mode at være feminist i dag. De fleste mener, at der er ligestilling mellem kønnene; at kvinder ikke er undertrykte, men har samme muligheder og samme privilegier som mænd. Derfor er det ofte hårdt at være feminist i et samfund, hvor de herskende fordomme opfatter feminister som sure og hysteriske mandehadende lebber, der ikke ved, hvor godt de selv har det. De seneste år har mange feminister imidlertid forsøgt at give feminismen et nyt ansigt udadtil. Et ansigt, der betoner den folkelige, altomfavnende og frem for alt humoristiske feminisme.
Det humoristiske er også en del af projektet i Caitlin Morans bog Kunsten at være Kvinde. Men humoren har sin pris, og i Caitlin Morans bog synes prisen at være for høj: Humoren er med til at gøre både værket og læseren ukritisk og blind over for den sexisme og stereotypisering, som Moran, godt gemt væk under humor og gode grin, udøver i værket.

Et godt eksempel på, hvordan Caitlin Moran er sexistisk, kan findes i følgende citat, der også har været at finde på et provokerende reklame-postkort fra Gyldendal:

Og hvad sex angår, skal du huske på, at mænd er nogle velsignet nemme dyr. De er ligeglade med, hvilke trusser du har på. Når først du har taget skørterne af, er de bedøvende ligeglade, om så din numse er iført en grøn indkøbspose med hjemmelavede huller til benene. (Moran, s. 109)

Forargeligt, ikke? Alligevel er denne sexistiske fremstilling af mænd ikke et element, der er blevet lagt vægt på i bogens modtagelse. Og hvis man ikke bliver forarget over ovenstående citat, skyldes det sandsynligvis, at man halvdelen af tiden ikke ved, om Caitlin Moran mener det, hun siger.

Bogen er grundlæggende humoristisk – og det i en grad, hvor man som læser bliver i tvivl om, om de sexistiske og stereotypiserende kommentarer ”bare er for sjov” – og hvor vidt humoren skulle kunne retfærdiggøre dem.

I stykket lige inden ovenstående citat om manden som et nemt sex-drevet dyr, finder vi således en joke om, hvordan kvinder ikke behøver gå med de tråde af undertøj, modeverdenen foreskriver:

Hvor mange gange har du pludselig og uventet fået sex i et stærkt oplyst lokale med en erotisk connaisseur, der var svær at gøre tilfreds? Nej, vel? Med de odds in mente kan du lige så godt have et Backgammon-bræt i trussen, så du i nødstilfælde kan underholde en gruppe ældre damer. Den slags er meget mere sandsynligt. (Moran s. 109)

På den måde er læseren med på den humoristiske bølge og griner med, når hun/han løber ind i Morans mere sexistiske kommentarer. Min teori er, at humoren gør os mindre kritiske overfor vittighedens afsender og gør os dermed mere milde overfor budskaber, vi ellers ville tolke som sexistiske. Vi tænker, at Caitlin Moran, der jo er “en af vores egne”, og som fra første side er selverklæret “rabiat feminist”, umuligt kan være sexistisk. Vi føler os beroligede og bliver magelige. Og hvis vi alligevel synes, hun siger noget sexistisk, må det være fordi, vi er for nærtagende – for hysteriske selv for rabiate feminister – og vi skynder os at skubbe tanken væk igen. For hun siger jo, hun er feminist.

Sådan lykkes det Moran at vende et skyts mod sine egne medfeminister, som de typisk må slås med fra udenforstående: “Det var jo bare for sjov, da jeg kaldte hende/ham for luder/bøsserøv/neger.” Man bliver som feministisk læser konstant i tvivl om, om man bare er hysterisk, hvis man er kritisk over for Morans udsagn.

Kunsten at være en ekskluderende feminist

Ud over at få feminister til at føle sig hysteriske, formår Moran også at anvende adskillige andre herskerteknikker i løbet af bogens 341 sider.

Herskerteknikkerne bliver brugt af en person bevidst eller ubevidst for at sætte sin vilje igennem. Dermed opstår magt-relationer, hvor nogen inkluderes imens andre ekskluderes. De mennesker, Caitlin Moran undertrykker og ekskluderer med sine herskerteknikker, er primært transkønnede og kvinder og mænd, der ikke lever op til bestemte sociale normer, der omgiver kønnet – normer, som Caitlin Moran i humorens navn nægter at give slip på.

Kvinder: Sådan har vi det jo alle sammen – ikke?

Bogen afslører sig som både håbløst gammeldags og ekskluderende, fordi den ikke tager kritisk stilling til, hvad køn er. Hvem er den “kvinde”, Moran konstant henvender sig til? Og hvorfor tager hun for givet, at det kun er kvinder, der læser hendes bog? Den feministiske debat har for længst bevæget sig ind i en ny fase, hvor kønnet dekonstrueres, queeres og opløses. Men Caitlin Moran holder uden diskussion fast i en statisk, binær kønsforståelse, hvor en kvinde er hvid, heteroseksuel, ikke-transkønnet og elsker sko, og en mand er hvid, heteroseksuel, ikke-transkønnet og elsker sex.

Moran ville sagtens kunne fastholde sin binære kønsopfattelse med alle dens stereotypificerende vedhæng uden at miste sin integritet som feminist. Men når Caitlin Moran end ikke går i dialog med den knap-så-binære kønsopfattelse, der i disse dage indtager en væsentlig plads både i akademia, i det virkelige liv, i medierne og hos heltinden Lady Gaga, forekommer det, at hun ikke har taget stilling til, hvad køn er i dag – og dét er et problem. Den ukritiske, humoristiske og lette tilgang til svære spørgsmål om køn er i det hele taget kendetegnende for tonen mange steder i bogen, og det svækker dens feministiske potentiale væsentligt.

Bogens formodede modtager er uden tvivl en “kvinde”. Men selv som kvindelig læser kan man føle sig ekskluderet, for det er tilsyneladende ikke gået op for Caitlin Moran, at alle kvinder ikke er ens: For at være modtager af Caitlin Morans bog, er det påkrævet, at du er en hvid, vestlig, heteroseksuel kvinde fra den øvre middelklasse – dermed også sagt, at du elsker sko og er bange for edderkoppespind:

En mandlig feminist er en af evolutionens skønneste nettoresultater. En mandlig feminist burde BESTEMT stå på den stol – så vi kvinder kan skåle med ham i champagne, før vi begærer hans krop for vildt. Og måske få ham til at skifte den pære, mens han alligevel står deroppe. Vi kan ikke gøre det selv. Der er et stort edderkoppespind på fatningen. (Moran, s. 81)

Ovenstående citat er også et godt eksempel på en heteronormalisering af relationer mellem mænd og kvinder. Kvinder og mænd kan simpelthen ikke have en fornuftigt feministisk debat, uden at den heteroseksuelle undertrykte kvinde begejstret og savlende kaster sig over den feministiske mand. Man kunne godt drømme om en verden, hvor de ligestillede køn kunne have en seriøs debat, uden at det skulle have seksuelle undertoner. Men det heteronormative samfund kalder; og her er alle relationer på tværs af kønnene nødvendigvis seksuelle – også hos Caitlin Moran, den “rabiate feminist”.

På den måde stereotypificerer (herskerteknik nr. 10) Caitlin Moran begge køn og påstår, at hun kan definere andres kønslige virkelighed (herskerteknik nr. 7). Det gælder særligt kvinderne, som hun taler til. Sådan ekskluderer hun utallige kvinder, der ikke vil kunne identificere sig med det “du”, hun taler til i bogen, fordi de enten ikke er hvide, ikke begærer mænd, eller ikke befinder sig i et bestemt klasselag i samfundet.

Transkønnede: Usynliggørelse og imødekommende modstand

I bogen fortæller Caitlin Moran om, hvordan hun som 15-årig blev feminist, da hun begyndte at læse Germaine Greer. Moran fortsætter igennem hele bogen med at omtale Germain Greer som “Gudinde Greer”. Det ved hun godt, at hun ikke kan slippe af sted med uden først at erkende, at Germaine Greer også har det, Caitlin Moran åbenbart selv ser som små skønhedsfejl:

Senere hen blev jeg selvfølgelig Greer-agtig nok til at være uenig med hende om ting, hun sagde: Hun droppede sex i 80’erne, var modstander af valget af en transseksuel lektor på Newnham Ladies College, blev hysterisk omkring transkønnede mænd, der ville være kvinder, og, vigtigst af alt, gjorde udfald mod Guardians klummeskriver Suzanne Moores høje hår (“fugleredehår og knep-mig-sko”) hvilket gjorde mig ked af det. Jeg elsker højt hår. (Moran, s. 89)

Der er så meget i denne halve undskyldning, der gør mig feminist-vred. Hvis vi – for at give Moran en lille fordel – ser bort fra hendes brug af det stigmatiserende ord “hysterisk” om en anden kvindes politiske holdninger og den efterfølgende fokuseren på kvinders udseende, så bugner det alligevel stadig med kønspolitisk rablen.

For det første omtaler Caitlin Moran transkvinder som “transkønnede mænd, der ville være kvinder”. De ord er undertrykkende og uforstående overfor andre kønsidentiteter end Morans egen priviligerede position som cis-kønnet kvinde – dvs. en kvinde, hvor det indre oplevede køn stemmer overens med det køn, samfundet forventer. Endnu værre bliver det, da Moran vælger at bruge humoren til at bagatellisere Germaine Greers undertrykkelse af transkønnede: “og, vigtigst af alt, gjorde udfald mod Guardians klummeskriver Suzanne Moores høje hår…” For som rigtig kvinde går Moran selvfølgelig mere op i hår, end hun går op i minoriteters rettigheder – eller hvad?

Morans tilgang til transkønnede er et klassisk eksempel på imødekommende modstand (herskerteknik nr. 6): Hun erkender, at der er et problem med Greers holdning til transkønnede, men nægter at lade det problem stå i vejen for at gøre Greer til sin “gudinde”. Hun bagatelliserer dermed transkønnedes (store) kamp for at blive accepteret i samfundet, en kamp, som hendes gudinde aktivt har modarbejdet. Caitlin Moran sætter dagsordenen og bestemmer, hvad der er “vigtigst af alt”: Og det er “kvinden”. Den hvide, heteroseksuelle cis-kvinde.

Det vidner om en enorm blindhed over for sine egne privilegier som cis-kvinde, når man føler sig berettiget til at bagatellisere transkønnedes problemer. Det er en position, Moran udelukkende kan indtage, fordi hun tilfældigvis ikke selv er transkønnet. Det er en position, der vidner om et voldsomt lavt solidaritetsniveau med transkønnede, og det mener jeg er fuldkommen uacceptabelt i en nutidig feministisk kønsdebat.

Kunsten trods alt at bidrage med noget konstruktivt til kønsdebatten

Når alt det negative ovenfor så er sagt, er det, Caitlin Morans bog rent faktisk kan, at fortælle en personlig historie om den undertrykkelse, sexisme og de problemstillinger, der indgår i mange cis-kvinders liv. Jeg kunne personligt godt lide den første del af bogen, hvor Moran i et krydsfelt mellem teori og selvbiografi fortæller om sin barndom, ungdom og pubertet. Den del af bogen har noget personligt og vedkommende på hjerte, hvor Moran ikke påtager sig at tale på andres vegne end sine egne. Det skulle hun måske have holdt sig til.

Samtidig beskæftiger bogen sig med en lang række tabuer, der indgår i mange kvinders liv fra pubertet til overgangsalder: Menstruation, pubertet, kønsbehåring, onani, porno, sex, undertøj (der sidder for stramt), overspisning, forskruede kropsidealer, sexisme på arbejdspladsen, abort… Med sin ærlige og bramfri tilgang til tabuer omkring det at være kvinde kommer Moran trods sin svævende humor og stereotypificerende tilgang til køn med et modigt og konstruktivt bidrag til debatten. Og det er takket være humoren – som desværre også gør værket langt mindre kritisk – at hun kan nå ud til de bredere masser og være med til at sætte feminismen på dagsordenen igen.

Desværre agerer Morans feminisme stereotypificerende, fremmedgørende og ekskluderende i stedet for inkluderende. Kort sagt en feminisme, jeg ikke kan stå inde for.