Anmeldelse af Ulrikka S. Gernes: En pige forlod værelset, udgivet på Gads forlag d. 23. februar 2024.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Ulrikke S. Gernes har skrevet en autofiktiv roman om en ung piges møde med en over 30 år ældre mand i det (måske for) frisindede kunstnermiljø i 80’erne. Er det kærlighed eller griskhed, der får en ældre mand til at skrive til, forføre og penetrere en fjortenårig pige? Gernes folder oplevelsen ud fra pigens perspektiv, da forelskelsen rammer, og fra den voksne kvindes perspektiv, da hun i slutningen af romanen skal forholde sig til oplevelsens tærende svigt. En pige forlod værelset efterlader læseren med en uafrystelig kvalme og er et vigtigt indlæg i vor tids #MeToo-debat.
1980, København. Tanja er 14 (og et halvt!). Mikala, hendes veninde, er 12. Kunstreceptionen er fyldt med kunstnere, elegante kvinder omgivet af cigaretrøg og mænd med flirtende hænder. Tanja og Mikala har brugt aftenen på at rode i en toilettaske, der lå glemt på dametoilettet. De leger som ægte tweens: fjoller rundt med tamponer og prøver læbestift, tørrer farven af med papir for ikke at blive opdaget af deres mødre. Tanjas far har bidraget med kunst til udstillingen. Det er hans kunst, hans bekendte, der fylder udstillingsbygningen. Og det er her, Tanja møder Eg. Eg, som efter denne aften i begyndelsen af 1980, når at sende Tanja 138 kærlighedsbreve, inden året er omme. Eg, der som stor, anerkendt forfatter indleder sine breve med ordene ”Søde, smukke, henrivende, kæreste Tanja.” Eg, der har børn på Tanjas alder. Eg, som er 46, og Tanja, som er 14 (et halvt).
Pige eller kvinde
Med En pige forlod værelset skriver Ulrikka Gernes sig ind i en bølge af kvindelige forfattere, der igennem romanformen fortæller om deres egen #MeToo-fortælling. Hendes norske kollegaer Hilde Rød-Larsen og Linn Ullmann har i henholdsvis Diamantaftener og Pige, 1983 også beskrevet deres forhold til markant ældre mænd i 80’erne og 90’ernes kunstneriske og akademiske miljøer. Men Gernes’ hovedkarakter er yngre end pigerne i Diamantaftener og Pige, 1983. I begyndelsen af romanen er alt set fra den fjortenårige piges perspektiv, og sprog og metaforer afspejler det unge sind: ”Så sad vi der på kanten, en mand og en pige, nej, en mand og en kvinde, med tankebobler og hjerter over deres hoveder.” Når Eg og Tanja er ude at spise får hun bananasplit til dessert pyntet med en lille, lyseblå paraply af silkepapir (den ville hun gerne have haft med hjem). Hun bliver tabt i samtaler med Egs venner om kulturpolitik og nepotisme i kunstfonden, vinen brænder i hendes mave, når hun tager et sip (hun ville meget hellere have cola), og hun sammenligner sig selv med Askepot, når hendes mor holder hende hjemme og forbyder hende at se Eg. Det er i detaljerne, at Tanjas unge alder bliver tydelig: Hun er ikke voksen, men et barn.
Beskrivelserne og forholdet til Eg ændrer sig, som Tanja bliver ældre igennem romanen. Således er beskrivelsen af deres første kys tro mod den unge piges oplevelse: ”Banegården sejlede, vuggede, gyngede. Hele verden forsvandt i dét kys, ét eneste kæmpemæssigt kys, som jeg svævede midt indeni. Vores munde var én mund, som glubsk åd sig selv.” Hvorefter forhold, sprog og metaforer modnes, i takt med at Tanja bliver ældre: ”Moskitoerne åd mig, jeg fik lopper, heller ikke Eg kunne lade mig være.” Egs parasitiske væsen er tydelig: Beskrivelserne går fra, at Tanja og Eg æder hinanden i et kys, til at han æder hende som moskitoer på en krop. Romanens andre, mere eksplicitte beskrivelser af deres fysiske relation er næsten ikke til at holde ud.
En stor, glubsk hånd
Endnu en særlig ting ved En pige forlod værelset er, at det ikke kun er pigens ord, vi hører. Som læsere får vi igennem Egs breve også adgang til hans perspektiv, eller i hvert fald til den retorik, som han bruger til at overbevise Tanja (og sikkert også sig selv) om deres forholds integritet:
”En gang imellem tror jeg, at dine nærmeste betragter mig som en stor glubsk hånd, der rækker ud efter en smuk, ung blomst, som er al for fin til mig. Det undrer mig, at de i så fald ikke også kan forstå, at så ensidigt kan vort forhold under ingen omstændigheder være. Så sandt som også et forhold som vort kan være ligeligt afstemt: at man f.eks. ikke tager uden at give lige så meget igen. Jeg synes, at vi begge tager hos hinanden og giver lige så meget tilbage. Det kan man for øvrigt også sagtens gøre, selvom den ene har flere erfaringer”
Romanformen egner sig godt til at beskrive og reflektere over køn, magt og overgreb i en tid, hvor nuancer hurtigt kan glippe i hashtags og kulørte debatindlæg. Derfor bør vi alle byde Ulrikka Gernes nye roman kærligt velkommen. Den sætter sig i maven, hjertet, åndedrættet og giver et kærkomment perspektiv på samtykke, seksualitet og smerten ved svigt.
Leave a Reply