Anmeldelse af: Suzanne Brøgger et al. Coronamonologerne, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 26. november 2020
Anmeldt af Henriette Schmidt
Foto: Henriette Schmidt
Coronamonologerne er en antologi skrevet af 14 forskellige forfattere under lockdown i foråret 2020. Teksterne blev bestilt og samlet af Teater Republique, en del af Østerbro Teater, som derefter gav de 14 monologer til 14 skuespillere, med opgaven om at fremføre og filme den tildelte monolog. Coronamonologerne er en dokumentation af et historisk moment, hvor vores hverdag pludselig blev forandret, et moment man nu kan opleve i bogform.
Skrevet til teatret
I perioden fra marts til juni så over en halv mio. danskere Coronamonologerne som digital teaterforestilling online. Hermed lykkedes det Teater Republique at rykke teatret fra de tomme teatersale hjem i stuerne. Nu er de 14 historier foreviget i bogmediet, og når man sidder med Coronamonlogerne mellem hænderne, er det da også tydeligt, i de fleste tekster, at de er skrevet til at blive fremført. Især i Jenny Lund Madsens tekst: ”Et kram uden handsker”:
”Nul navlepiercing … Eller andre steder. Hehe. Men altså; hvorfor ikke også prøve at finde lidt loove her i coronatiden …
(Hun smiler stort, laver et kækt håndtegn. Slår sig selv i hovedet).
Ej for helvede, hvor dumt … ”Nul navlepiercing” … ”Loove”.
(Hun tænder for kameraet igen. Prøver forfra – lidt mere alvorligt).
Hej derude. Jeg hedder Sandra, og jeg er sådan rimelig safe at knalde.”
Dog synes jeg, at samtlige tekster i antologien, inklusive Jenny Lund Madsens, fungerede glimrende på skrift. Jeg kunne sagtens se bort fra de manuskriptlignende parenteser og læste dem, som jeg ville læse enhver anden beskrivelse i en bog. Desuden havde flere tekster som f.eks. Kristina Stoltz’ ”Grædepunktet” slet ingen parenteser.
Coronahumor
Noget andet, jeg synes uddraget fra Madsens tekst illustrerer nydeligt, er humoren, som mange af teksterne rummer. Allerede i antologiens første tekst af Christina Hagen, måtte jeg trække på smilebåndet, da jeg læste: ”Hey, har du tænkt over hvordan universet ligesom bare hævner sig nu og bare er sådan TAK FOR SIDST SHITHEAD”. For slet ikke at nævne alle de relaterbare situationer der henvises til. F.eks. da de sociale medier var overdynget af selvudnævnte viruseksperter eller som hovedpersonen i Tine Høegs tekst ”Simple Feast”, der snart ikke kan holde ud at være indespærret med hendes mand meget længere:
”Normalt har jeg hele dagen for mig selv, otte-ni velsignede timer. Johannes plejer at gå på arbejde, han er tandlæge. Nu er han her hele tiden med sin krop og sin kæft der hælder ligegyldigheder udover mig. Læser højt fra avisen, griner af banaliteter i tv. Han er så nem at begejstre, det er ikke til at holde ud.”
Allerede anderledes
Mens jeg læste den ene historie efter den anden, kunne jeg desuden ikke lade være med tænke over, hvor meget der er sket siden forårets lockdown, hvoraf historierne udspringer. På den ene side er alting anderledes. Smittetallene er faldet og steget, butikkerne genåbnede og lukkede, og mundbind er blevet en fast del af outfittet. På den anden side er vi lige nu tilbage i en lockdown, der ligner mere og mere den fra forårsmånederne. På en måde er historierne allerede forældede. F.eks. kan man i flere historier finde den usikkerhed og de spekulationer, der prægede den første lockdown. Starten på bekendtskabet med den virus, som alle kender nu. Men på en måde er historierne også utroligt aktuelle. I Thomas Lagermand Lundmes historie kan man blandt andet læse om den opmærksomhed, vi har fået på kontakt og berøring. En opmærksomhed ingen vidste, vi stadig ville have nu, knap et år efter, men som ikke mindst får mig til at springe op ad sofaen så snart nogen glemmer at vaske hænder i en film.
Historier som vækker genklang
På trods af at være skrevet til teatret synes jeg, at Coronamonologerne gør sig godt i bogmediet. Antologiens tekster varierer utroligt meget. Det ene øjeblik kan du læse et digt eller en sang med tilhørende nodeark, og det andet læser du teksten til en bloggers karantæne-video, hvor hun fejlagtigt forveksler bekymringens trykken for brystet med et astmaanfald. Medmindre astmaanfald kan udløses af pressemøder?
Dog kan man nogle gange også sidde med en følelse af at gå glip af noget, når man sidder med f.eks. førnævnte nodeark, og ville ønske at man kunne høre tilhørende sang. Hvis det er en mulighed, er det i hvert fald ikke lykkedes mig at finde, eller få adgang til, nogen af de filmede udgaver.
Men denne følelse optrådte kun få gange, og langt de fleste gange var det en læseoplevelse med historier, som vækkede genklang både i den humoristiske kritik af talentløse altansangere, men også i den bekymring og usikkerhed, som stadig, i hvert fald hos mig, kan mærkes i dag.
Leave a Reply