Anmeldelse af Karin Boye: Skyer, udgivet på Palomar den 4. august 2022. Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen.
Anmeldt af Camilla Weber Farver
Foto: Camilla Weber Farver
Det er nøjagtigt ét århundrede siden, at Karin Boye debuterede med Skyer, en både himmelvendt og hverdagsbegejstret digtsamling om at være til i en forvredet verden. Jeg har bedt min læseklub om hjælp til at læse Boyes på én gang historiske og tidløse digte.
Karin Boye var 22 år, da hun i 1922 debuterede med digtsamlingen Moln, som vi nu er så heldige at kunne læse på dansk i Birgitte Steffen Nielsens fine oversættelse, der har fået titlen Skyer. Boye er en fejret digter i sit hjemland, men har først for nyligt fået danske læseres opmærksomhed – særligt med forlaget Palomars udgivelse af hendes dystopiske roman Kallocain i 2021, nyoversat af Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen.
Der er noget spinkelt og let forsigtigt over Skyer, den lille bog ligger fjerlet i hånden og digtene er sat med en skrifttype, som jeg har lyst til at kalde petite. Det klæder Karin Boye at være indhyllet i så let en dragt, det får hendes stemme til at lyde desto klarere – den er der til gengæld ikke noget spinkelt over, tværtimod. Flere af digtene er bestrøet med majestætisk klingende ord og storslåede billeder, som de nærmest mytiske landskaber, der males frem i ”Portene”:
”Jeg elsker de hvide bjerge, de marmorhvide / med panden skyllet af himlens højblå hvile, / og salthavs stormende glitter, / og doriske templer, og tankens svale krystal”
Men Skyer er ikke bare en besyngelse af det storslåede, den har også en anden og mere eftertænksom side, hvor mørket, stilheden og hverdagen får plads. Her ”ruger sommernatten / stille på drømme, som ingen ved” og glæden findes i små ting, som at have ”et æble i lommen, / en bog med fabler derhjemme”. Birgitte Steffen Nielsen har gjort Boyes svenske til et poetisk klingende dansk, der favner både det glitrende og det grå.
Karin og læseklubben
Samtidig er der noget sammensat over Skyer, noget let skurrende, som jeg ikke helt kan placere. Derfor tager jeg den fine, genbrugspapirsfarvede bog med til et møde i min læseklub, for at få andre øjne på Boyes digte. Læsning behøver ikke at være et soloprojekt; jeg har fået mine største litterære åbenbaringer sammen med andre. Klubben har eksisteret siden sensommeren 2018, og har tre medlemmer: A, L og undertegnede. Jeg læser titeldigtet ”Skyer” højt. Da jeg har læst den sidste linje, er der stille lidt. Det er måske et tegn på, at der er en modstand i Boyes poesi, det tager tid, før den trænger ind i en nutidshjerne. Vi taler om, at det er nogle mærkværdige ord, der bliver brugt om skyerne: ”Majestætiske skyer – gennem livet, gennem døden / går de smilende frem i en strålende sols skin”. De beskrives nærmest som halvguder, en verdensfjern autoritet, der er hævet over det menneskelige kaos, som Europa er i begyndelsen af 1900-tallet. Så rammer L hovedet på sømmet: Det føles ikke rigtigt vedkommende for mig, siger hun. Jeg ville ikke gå hen ad gaden og have det på den her måde. Jeg er enig.
I mange af digtene mærker jeg tydeligt århundredet, der ligger mellem Boyes samtid og min nutid. Der er noget fortidigt over dem, som måske især skyldes den religiøsitet, der løber som en undertråd igennem hele samlingen. Selvom mit verdenssyn ikke er upåvirket af den kristne religion, så nævner Boye Gud med en selvfølgelighed, som jeg ikke kender. Det lyder nærmest som en salme, udbryder A, da jeg læser digtet med titlen ”Det bedste” højt. Og der er virkelig en højstemthed over Boyes poesi, som bringer mindelser om orgellyd og kirkerum.
Historien og det tidløse
A, der er den mest historie-kyndige af læseklubbens medlemmer, kan ikke lade være med at kontekstualisere. Det kan jo også godt være et billede på ungdommens død i verdenskrigen, siger hun. Uskyldens død. Vi taler om de linjer i digtet, hvor Boye skriver: ”stolte, glimtende rejser de sig, hvide som hvid sne! / Rolige glider de frem for roligt til sidst at dø”. Visheden om altings foranderlighed og forfald ligger og lurer under overfladen. L supplerer: På overfladen virker det lidt ungt og naivt, men modsætningerne er måske faktisk et billede på storheds fald! Vi mærker historiens vingesus.
Men der er mere end poetisk historieskrivning på spil i Skyer. Når Boye vender blikket væk fra det himmelhøje og storslåede og i stedet stiller skarpt på livets små detaljer, står digtene ganske tidløst frem, og der kommer noget anderledes nært og vedkommende over dem – som her, i begyndelsen af digtet ”Morgen”:
”Når morgenens sol lister ind gennem ruden, / glad og forsigtig, / som et barn, der vil overraske / tidligt, tidligt en festlig dag – / så strækker jeg fuld af voksende jubel / mine arme ud mod den stundende dag”
Vi er enige om, at der er noget mere umiddelbart over det: Et barn, der lister sig ind i sine forældres soveværelse en julemorgen. Den voksne, der tager imod barnets umiddelbare glæde. Billedet går rent ind, også i et sind, der har hjemme i det 21. århundrede. Måske er noget af det, der gør, at Skyer stadig bliver læst i 2022, at digtene kan læses på så mange forskellige måder. Religiøst. Historisk. Eksistentialistisk. De er dejligt flertydige og derfor fleksible. Og så er de virkelig gode at tale om, og det er – for mig at se – et af litteraturens allerfineste kvaliteter.
Leave a Reply