Anmeldelse af Chigozie Obioma: Vejen til landet, udgivet på Forlaget Klim d. 14. juni 2024. Oversat fra engelsk af Hans-Jørgen Birkmose.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Med Chigozie Obiomas direkte skrivestil uden omsvøb kommer læseren med helt ned i Biafrakrigens skyttegrave i 1960’ernes Nigeria. Vejen til landet er Obiomas odysée om Biafrakrigen; hvor mismod og død ulmer side om side med dybe venskaber og kærlighed, og hvor fjenden måske har vundet på forhånd, men hvor der stadig kæmpes for idealet og retfærdigheden.
Kunle var som barn energisk og snakkesalig. Han var det barn, der vandt debatkonkurrencer. En dag, hvor han er alene hjemme med lillebroren, Tunde, og en veninde, kommer Tunde ud for et trafikuheld, der gør, at han bliver bundet til en kørestol resten af livet. Kunles liv ændrer sig drastisk efter dette, plaget af sin skyldfølelse; han bliver indadvendt, snakker ikke mere, mister venskaber, og søskendeforholdet bliver meget indviklet.
I 1967 sidder Kunle på sit studieværelse, hvor han er i gang med at læse jura. Han har ikke snakket med nogen i flere dage, besøger heller ikke familien så ofte, og orienterer sig ikke ud over sig egen verden. En dag banker hans onkel på døren. Han fortæller, at der er udbrudt borgerkrig i Nigeria, at Biafra, den sydøstlige del af Nigeria, kæmper for at være selvstændig. Og hvad værre er, så er Tunde sammen med barndomsveninden og hendes familie flygtet direkte ind i krigszonen. Som eneste svar på morens sorg over brorens truede liv samt Kunles egen skyldfølelse fra barndommen, er der ingen andre muligheder end at bevæge sig ind i krigszonen, finde Tunde og bringe ham tilbage. Men uvidende om verden går det for sent op for Kunle, at det selvfølgelig ikke er nemt at bevæge sig ind i en krigszone og få sin lillebror ud. Inden han får set sig om, er han indlemmet i Biafrakrigens hær og kæmper en kamp, som han intet ved om. Dette fører ham ud på en livsomvæltende rejse, hvor han knytter broderbånd stærkere end livet og bliver forelsket i en kvinde, som han ikke vil forlade. Hvor målet i starten var skyldfølelse, bliver målet med rejsen efterhånden større og mere betydningsfuld for ham:
”Han kom ind i denne krig for at råde bod på noget forkert, han havde gjort mod sin bror. Nu vil han gøre det gode, der betyder mest for ham – redde hendes liv, som hun har reddet hans. […] Han går ind på sygeplejerskernes kontor og meddeler dem, at han vil tilbage til lejeren. De tre sygeplejersker tror, det er løgn. Han har sin frihed, er sluppet ud af krigen, kan forlade Biafra eller opsøge sin bror.”
Fortællingen i en fortid, formaninger om en fremtid
Fortællingen om Kunle er bygget op på to lag, hvor der først og fremmest er en seer, der sidder på en bjergtop i 1947, og ser en vision 20 år ud i fremtiden om en ufødt mand, som deltager i Biafrakrigen, dør og genopstår. Samtidig følger man netop denne ufødte mand Kunle i visionens realtid. På den måde bliver fortællingen et miskmask af en krig, der er faktuel rigtig, men som fremstilles som noget, der endnu ikke er sket, og på den måde bliver det en form for advarsel til fremtiden – både for Nigeria i 1960’erne, men måske også for os i dag.
”Kunle indser nu, at dette er en renselsesfest – med vidnesbyrd, hvor man letter sig for byrden af det gamle liv, hvor de døde gør regnskabet op, hvor de arkiverer livets mindeværdige stunder. […] Kunle er tryllebundet af den transcenderende veltalenhed, hvormed de beskriver begivenhederne, der kulminerer i deres død. Det falder ham ind, at det eneste sande ved menneskeheden kan findes i de historier, den fortæller, og nogle af de sandeste af disse historier kan ikke fortælles af de levende. Kun de døde kan berette dem.”
I flere interviews, inklusiv til litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus i år, fortæller Obioma, at han i lang tid har vidst, at han gerne ville skrive en bog om den nigerianske-biafranske krig, men har ikke vidst hvordan. Specielt fordi ingen vil tale om den. Strukturen til bogen kom først, da hans mor nævnte det igboske ordsprog, som også afslutter citatet ovenfor, at historien om en krig kun kan blive fuldstændig og sandfærdigt fortalt, når den fortælles af både de levende og de døde.
Når du læser romanen, skal du være klar på en krigsroman, hvor detaljeringen og sproget kryber ind under huden på dig, så du føler, at du næsten selv er soldat i krigen. Den kan være hård, skræmmende og til tider skrækkelig at læse, men det kan den kun, fordi Obioma skriver så helt og aldeles flot, så man ikke kan lægge den ned. Romanen er uforudsigelig og en stor læseoplevelse. Den får helt bestemt de varmeste anbefalinger herfra.
Leave a Reply