Mente de det virkelig?  

Mente de det virkelig?  

Mente de det virkelig?  

Anmeldelse af Thomas Korsgaard: Mente I det, udgivet på Lindhard og Ringhof d. 15. september 2023. 

Anmeldt af Anne Philipsen 

Foto: Anne Philipsen 

Hvordan kan én sætning, sagt en tilfældig aften i nattelivet, ændre hele ens liv for en tid, når der ikke skete andet? Det kan den, når sætningen er ’skal du dø?’, og grunden til, at der ikke skete mere, måske var, at du flygtede fra stedet. I Mente I det sætter Thomas Korsgaard fokus på, hvordan ord sætter sig i mennesker og kan skabe en lammende frygt.  

Han er i byen med en veninde og venter på hende, mens hun er på toilettet. En gruppe unge mænd kommer pludselig op til ham og spørger ’Skal du dø?’. Politiet bliver tilkaldt, de siger mændene skal forsvinde, men politiet forsvinder selv, før mændene gør det. De nærmer sig ham igen, men inden de kan få sagt mere, løber han. Denne aftens begivenheder sætter sig i ham, fordi selvom det ’kun’ forblev ved det verbale, så er det en hård sætning at få råbt direkte ind i ansigtet. Men værst af alt, den får ham til at se, at verden (stadig) er et utrygt sted at færdes i som homoseksuel mand. 

”Min veninde prøvede at få mig med videre. Men et eller andet var gået i stå inden i mig. Jeg stod bare der og prøvede at se i alle retninger på én gang. Så kom mændene tilbage. Rasende, heftigere. Og så løb jeg.” 

Fortælleren beskriver, hvordan det er svært for omverdenen helt at forstå, hvor slem denne hændelse har været – og selvom han ikke vil indrømme for sig selv, hvor stor en betydning den har haft, så sætter den sig i ham. For en tid ser han mørke skygger over det hele, fordi mente de virkelig, at han skulle dø? 

Ikke bare en enkelt hændelse, men et helt liv

Hvis det så bare handlede om denne enkelte hændelse, så ville det måske være nemmere at feje ad vejen, men hurtigt viser Korsgaard, at det ikke blot handler om denne ene hændelse, men nærmere et samfund, der systematisk igennem et helt liv har underkuet og stadig underkuer homoseksuelle. Dette gør han, ved at romanen er bygget op af korte afsnit, bestående af alt mellem én linje og lidt mere end en side, der hver især giver et øjebliksbillede af en fortid eller nutiden, og som samlet set giver et portræt af den verden, fortælleren er vokset op i. Ved afsnit, der begynder med ’som x-årig’, får læseren indblik i en række hændelser forløbet over flere år, og viser, hvordan der er mange udløbere fra barnsben, der både former den homoseksuelle til undertrykkelse, og andre mænd til at være undertrykkere. 

”Som syvårig. Vi havde hele familien på besøg. Min kusine og jeg gik op på loftet. Klæde-ud-kassen vendt i vejret. Paryk og boa. […] Jeg valsede ned ad trapperne. Vrik i hoften. En hånd i vejret. De klappede alle sammen, men det var ikke på den samme måde”   

Selvom dette er en kortroman, får man på en utrolig kontant måde indblik i, ikke blot hvordan en enkelt hændelse for en stund sætter sig i kroppen, og får selv postbuddet, med ASOS-pakken til at virke som en overfaldsmand, men hvordan et helt liv i underkuelse føles. Hvordan der sætter sig en ambivalens i kroppen – for hvordan kan man på én og samme tid være bange for mænd og forelske sig i dem? 

Det er ikke en roman, der tager lang tid at læse, men den tager i den grad lang tid at fordøje.