Litterær reportage om Josefine Ottesens multimediale udgivelse: ”Helgi Daner” (udgivet 02.10.2014, Josefine Ottesen Forlaget)
Af Line Andersen
Foto: Bogens omslag / josefineottesen.dk
Da jeg modtager Josefines Ottesens seneste roman Helgi Daner, bliver jeg straks begejstret. Ikke nok med at bogen er tyk og fremstillet i et lækkert materiale, så ligner den også en lille gave, for der sidder et rødt og skinnende elastikbånd rundt omkring den. Båndet sidder dog ikke rundt om bogen blot for pyntens skyld.
I et nytænkende udgivelsesprojekt har Josefine Ottesen arbejdet med at udfordre læseoplevelsen ved at tilføje en række ekstramaterialer til det traditionelle bogobjekt. Helgi Daner er altså ikke blot en roman om Holger Danske og Danmark i år 800 – det er også et univers, bestående af spillekort, musik og en hjemmeside, der forlænger – og måske fællesgør – læseoplevelsen yderligere.
Josefine Ottesen har skrevet en historisk roman, der blander islandsk saga-stemning, lidt fantasy og overtro sammen med korrekte historiske detaljer. Den fortæller historien om tronarvingen Helgi, der ikke lærer sin far, Danermarkens konge Gøtrik, at kende, før han er gammel nok til at blive en del af kongens hof. Vejen til tronen viser sig dog at være alt andet end let. Jofrid, kongens onde mor, bifaldt fra start ikke Gøtriks forelskelse i alfekvinden og Helgis mor Svanhild, og på trods af at Helgi har kongeligt blod i sine årer, benytter Jofrid enhver lejlighed til at få ham ned med nakken. Da Helgi bliver givet som gidsel og pant til den magtfulde franske konge, Karlmagne, ser det ud til, at Jofrids problem er løst. Men Helgi undergår stor udvikling udlandet og vender tilbage til Danmark som en erfaren og lærd kriger, der er klar til at følge sit lod som tronfølger. Historiens univers er eventyrligt, og det understreges på vellykket vis af ekstramaterialerne, der på denne måde er med til at udvide bogens virke.
I et interview med Ottesen fortæller hun mig, at hun længe har været optaget af at ”pakke romanen ud”. Hun mener, at læsningen gennem de sidste 3-4 generationer er blevet meget privat, og hun ville derfor forsøge at genaktualisere højtlæsning og fortælling som et fælles anliggende. ”Litteraturen står jo på skuldrene af den mundtlige tradition, og man kan sige, at romanen jo sådan set bare er en fortælling med pap om,” siger hun blandt andet. Bogen har givet Josefine Ottesen mulighed for ikke blot at arbejde med børn og unge, men med hele familier.
I 2014 indviede Ottesen 17 læsefamilier i Brønderslev i sit projekt. De skulle sammen læse og lege sig ind i Helgi Daners univers. Hver fik de en kasse, der bestod af et læseeksemplar af Helgi Daner, en lydbogsversion, en e-bogsversion, et hæftet 20 siders resumé af bogens 540 sider, en cd med bogens sange, noder og becifringer, 26 karakterkort med billeder og beskrivelser af de gennemgående personer, et kort over områderne, bogen foregår i, og et hæfte med forslag til en lang række læselege.
Ottesen ville på denne måde sætte fortællingen fri. Hun beskriver, hvordan hun ofte oplever, at mange finder bogmediet svært tilgængeligt. Ved at afprøve sit projekt på læsefamilierne, fik hun bekræftet, at der er en længsel efter at læse sammen. ”Jeg fornemmer et meget stærkt ønske – både ved skoleforedrag og åbne foredrag med flere generationer – om at samles om en fælles fortælling. Efter de åbne foredrag sælger jeg bøger, og det er stort set kun særudgaven, der bliver solgt, så det er åbenlyst at kombinationen af roman + ekstramateriale, tiltrækker den type læsere, der dukker op til mine foredrag,” fortæller hun.
Josefine Ottesen mener dog ikke, at hun på baggrund af sine ekstramaterialer kan få folk, der i forvejen ikke læser, til at læse: ”Jeg har hele tiden haft for øje, at jeg ikke var ude i en mission, der handlede om at få mennesker, der ikke læste, til at læse, men i højere grad at udvide oplevelsen blandt dem, der i forvejen var optaget af fortællinger.” Hendes ”feltstudie” har da også givet pote, og hun: ”er blevet bekræftet i sin forestilling om, at mange af os længes efter fællesfortællinger, der skaber poetiske referencerammer og på den måde giver mulighed for at tale sammen på et mere nuanceret niveau”.
Til slut indrømmer Ottesen at hun ikke ved, hvor meget af ekstramaterialet, der reelt er blevet brugt, men hun konkluderer at: ”…det vigtigste er tanken om, at litteraturen kan skabe betydningsfulde møder på tværs af generationerne”.
Leave a Reply