Når der er smæk på sproget, ved jeg, at jeg har fat i noget

Reportage: Lone Hørslev om Dyrets år på Højbjerg Bibliotek, 18. februar 2015. Dyrets år udkom 18. september 2014 på C&K Forlag.

Af Line Andersen og Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / arnoldbusck.dk

Med håret sat op i en stram knold og pandehåret næsten arkitektonisk afbalanceret i forhold til det lidt spidse ansigt fremstår Lone Hørslev nærmest østlig. Stående foran den lille, men dog tætsiddende forsamling, fanger hun straks sine tilhøreres opmærksomhed med et nærvær, der kan sammenlignes med selvsamme levende tilstedeværelse, man vil opleve i Hørslevs litteratur.

Ved indgangen til Højbjerg Bibliotek hænger en reklame for onsdagens Forfatteraften med Lone Hørslev med en stor markering over sig: UDSOLGT! Vi sidder derfor tæt, og der er varmt i lokalet. Luften er tyk af forventning, og setuppet blandt Højbjerg biblioteks bøger øger blot koncentrationen blandt publikum. I aften skal Lone Hørslev fortælle om sit nyeste værk, romanen Dyrets år. Både Ludvig Holberg, St. St. Blicher, H.C. Andersen, Juliane Preisler og, måske mest kendt, J.P. Jacobsen har i deres forfatterskaber ladet sig inspirere af den historiske karakter Marie Grubbe – og Lone Hørslev gør dem alle kunsten efter i romanen.

På de portrætter af Lone Hørslev, man kender, ser hun alvorlig og en anelse skrap ud. Sådan ser hun også ud denne aften. Men så snart hun åbner munden, blødes det hårde ydre op, og forfatteren fremstår spøgefuldt charmerende. Man kan næsten fornemme Marie Grubbes karaktertræk i Hørslevs udtryk. Et udtryk, der går igen på romanens forside, hvor hun selv poserer som en Marie Grubbe-figur, hvilket hun også fortæller om i løbet af aftenen. I det hele taget forklarer Lone Hørslev, at hun har gjort en dyd ud af at leve sig ind i Marie Grubbes samtid i forbindelse med bogens tilblivelse.

Hørslev lægger ud med at fortælle, at hun ikke var interesseret i at skrive en ”fra vugge til grav”-roman, som hun selv kalder det. Hun har derimod valgt at fokusere på en kort periode i Marie Grubbes liv, nemlig vinteren 1666-1667. ”Det her tidspunkt er afgørende i Marie Grubbes liv, for det er her, hun er utro første gang,” forklarer hun forsamlingen. Som 16-årig blev Marie Grubbe gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, søn af Frederik d. 3. og statholder i Norge fra år 1664. Handlingen foregår på Akershus Slot i det daværende Christiania, hvor den unge og rastløse Marie det meste af tiden er overladt til sig selv pga. sin mands mange udlandsrejser.

Hørslev arbejder med en vekslende synsvinkel, og handlingen udspiller sig derfor skiftevis på tværs af tid, sted og karakterer. Der findes både passager fra Maries barndom og fremtid. Hovedparten af fortællingen foregår dog omkring Dyrets år, 1666, og kapitlerne fra for- og fremtid er derfor blot med for at skabe et historisk overblik for læseren. Synsvinklen skifter samtidig mellem romanens forskellige karakterer, således at læseren får et indblik i både over- og underklassens forskellige skæbner. Hermed former romanen en troværdighed, som Hørslev selv uddyber sådan: ”Det er mest en bog om KÆRLIGHED – ikke historie. Men selvfølgelig er det vigtigt, at det historiske billede er troværdigt, for at kærlighedshistorien også kan være det”. Hun forklarer det nærmere ved at tilføje: ”Det er vigtigt for mig, at sproget er levende. Jeg vil ikke hele tiden skulle standse op og koncentrere mig om de små historiske detaljer”.

Poeten i Hørslev er heller ikke helt gemt væk i romanen på trods af den historiske ramme. ”Når der er smæk på sproget, ved jeg, at jeg har fat i noget,” fortæller hun med et glimt i øjet. Efter et spørgsmål om sprogets betydning for romanen forklarer Lone Hørslev, at hun skriver, som hun nu engang plejer at skrive. Hun forsøgte sig i begyndelsen af romanens tilblivelse med at skrive mere ”1600-tals-agtigt”, men droppede det igen, da ”det ikke er godt eller interessant og bare ser fjollet ud!” Det poetiske sprog opleves bl.a. i en scene fra slotskøkkenet, hvor de to kokkepiger Drude og Gunille, mens de arbejder, skæmter omkring herskabet:

”De fnyser. De gyser. De fniser og er helt varme og ophørte, ringle, rangle, du og hen over sukker og mandler, og de har hørt at han og fruen har leget julelege, og hvad ellers? Et kys og måske mere, der er nogen der har set at de har udvekslet breve. Franske sange! Uha, og i hvert fald favørbånd, Drude rører i massen til mandlerne omsider bliver hvide” (s. 50)

Lone Hørslev fortæller desuden forsamlingen, at det var en udfordring for hende at skrive romanen, fordi den historiske periode begrænsede hendes sproglige frihed. Derfor indeholder romanen heller ikke særligt mange sammenligninger, for ”man kan f.eks. ikke skrive, at slotsgården er på størrelse med en tennisbane”.

Senere beskriver Lone Hørslev Marie-figurens særlige væsen som afvigende fra datidens normsæt: ”Marie, hun gør det, man i halvfjerdserne kaldte at realisere sig selv. Hun gør det bare. Hun er på mange måder offer for det patriarkalske samfund, men formår alligevel at slippe af sted med sine alternative handlinger,” fortæller Hørslev. Dette skyldes på mange måder, at Marie ikke kan få børn:

”Hun havde aldrig talt med nogen om det, men sandheden var at hun så på sin goldhed, sin ufrugtbarhed, med hemmelig glæde. Fordi det paradoksalt nok for Marie var en omstændighed der gav hende liv.” (s. 146)

Hørslev har valgt at gøre Marie til et meget sensibelt og stærkt følende individ, hvilket bl.a. kommer til udtryk i følgende passage, som Hørslev også selv læser op:

”Anne Orse strammer til, og Marie gisper og forbander den uro hun har i sin krop, og som intet korset kan holde styr på. En uro som er flyttet ind i hendes krop efter Blanquefort kom til Christiania i sommer. En uro som har vokset sig større dag for dag, som en myretue der kriblende krablende vokser. Fordi han har skrevet til hende, fordi han pludselig ikke mere skriver til hende. Hvorfor skriver han ikke mere til hende?” (s. 16)

Lone Hørslevs bidrag til litteraturen om Marie Grubbe er både fascinerende og beundringsværdigt – både hvad angår selve romanen og bestemt også foredraget på Højbjerg Bibliotek. På trods af en mildt sagt ustabil mikrofon og et tætpakket lokale leverer hun et lærerigt og underholdende oplæg, der på intet tidspunkt mister sit nærvær. Læs Dyrets år for det sanselige sprog og den levende og nytænkte beskrivelse af karakteren Marie Grubbe.