Anmeldelse af Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren (genudgivelse) udgivet på Gutkind d. 16. august 2024.
Anmeldt af Karoline Kjærsgaard Andersen
Foto: Karoline Kjærsgaard Andersen
Kim Blæsbjerg lukker dig ind i tidslommer i det 20. århundrede med familiefortællinger fra Den Spanske Syge til frygten for atomkrig i 80’erne. Vi følger generationer i en arbejderfamilie. En mor ligger for døden med den Spanske Syge, som senere skal føre til, hvordan oldebarnet ufrivilligt som voksen i 1980’erne får et barn med sin papsøster. Alt sammen et resultat af sin desperation på at forstå, hvorfor hans oldefar som ung klatrede hele vejen op til rådhustårnet i bitterhed og desperation på at vinde en tabt kærlighed.
Slægtshistorien fortælles igennem jeg-fortælleren, William Lundstrøm, som er barn og ung i 1980’erne i slutningen af Den Kolde Krig. Læseren får ikke meget adgang til William som karakter, og der skabes derfor en distance til ham, og hvem han egentlig er. Lige indtil slutningen, hvor kortene bliver lagt på bordet.
Læseren får indblik i smukke møder og tragiske begivenheder, som Williams forældre, bedste- og oldeforældre oplevede. Det giver os en idé om, hvorfor deres liv udformede sig som de gjorde. Vi bliver indført i, hvordan hans farmor, Milla, blev sendt væk af sin far, Emmanuel i to år, fordi han ikke kunne rumme ansvaret for at opdrage hende som alenefar efter tabet af sin hustru, Millas mor. Tillige får vi beskrevet, hvordan Emmanuel senere bliver forelsket i Millas unge barnepige, Sofie, og at han i bitterhed spolerer hendes bryllup på rådhuset i København ved at lade et brev dumpe ned til hende:
”Emmanuel kunne på de over hundrede meters afstand ikke skimte Sofies ansigtstræk. Efter al sandsynlighed kunne hun heller ikke se, at det var ham. Men han konstaterede at hun ligesom resten af forsamlingen stod med nakken bagover og en hånd over øjnene (…). Så kastede han brevet ud i vinden”.
I forbløffelse over bedriften modtager Emmanuel en kopi af nøglen til tårnet. Han fik aldrig gjort brug af den, men William har andre hensigter 56 år senere, hvor nøglen lander i hans hænder.
Fortælleren røber ikke før til sidst, hvordan en uforventelig begivenhed sker for William, i hans desperate søgen på at forstå Emmanuels motiv for at klatre op i rådhustårnet. Han må klatre i sin oldefars sko. Han klatrer hele vejen op i tårnet i bidende vinterkulde og tager sin papsøster, Wendy, med. De har længe haft en vis seksuel tiltrækning til hinanden. De overgiver sig til hinanden med bar hud og udholder kulden ved at dele kropsvarme (og væsker):
”Det er forkert”, sagde jeg. ”Nej William. Vores forældre er ikke gift. Og selv hvis de var … det betyder ingenting. (…) Jeg mærkede dødsdriften komme snigende med muskelsammentrækningerne, befrielsen ved at give slip, og havde ingen tanke end at føre dette mit første samleje til ende. Jeg accepterede konsekvenserne, jeg påtog mig sygdommen, hvis bare jeg kunne få lov at ligge tæt forbundet med min papsøster indtil øjeblikket kom”.
Ni måneder senere skete der det, der bare ikke måtte ske.
Romanen indeholder spændende og detaljerede skildringer af faktiske historiske begivenheder, særligt hos den almindelige arbejderfamilie og frygten for atomkrig i 1980’erne. Sammenhængen af familiehistorierne fremstår dog lettere vilkårligt i kompositionen. Det gør det svært som læser at gennemskue, hvilke fortællinger og karakterer, der er de vigtigste for selve plottets fremdrift. De får derfor en anelse overfladisk udtryk. Jeg får som læser oplevelsen af aldrig helt at komme ind under huden på karaktererne. Fortællegrebet om ikke at røbe sig selv, som vigtig aktør i hele slægtshistorien, fungerer fint i begyndelsen af romanen. Men i takt med romanen skrider frem, bliver det desværre en anelse frustrerende og forvirrende at læse ift. hvilken rolle William spiller i sin egen medvirken i sin slægts historie. Begivenhederne kommer til at fremstå adskilte og gør det svært at se, at de alle skal indgå i et handlingsforløb. Det er ærgerligt, fordi Blæsbjerg gennem sit ellers detaljerige sprog, også kendetegnet ved sin roman De bedste familier, kunne lade fortælleren som karakter træde mere ind i familiens historie. Det vil kunne give slægtens historie et udtryk af at være et helstøbt portræt. Det vil skabe en større forbundethed til læseren og vise, hvordan vi på mange måder er dybt forankret i vores egen familiefortælling, som kan give os en forståelse af, hvad vi kommer fra.
Leave a Reply