Anmeldelse af Simone de Beauvoir: Misforståelsen, udgivet på Gyldendal d. 8. september 2023.
Anmeldt af: Laura Højberg Andersen
Foto af: Laura Højberg Andersen
At man til tider føler sig ensom og overset i en kærlighedsrelation er for mange ikke unaturligt. Dette maler Simone de Beauvoir et billede af i den nyeste oversættelse af sin posthume roman Misforståelsen, hvor vi møder ægteparret Nicole og André. De har været sammen i mange år, og oplever begge både at føle sig ensomme og oversete i deres forhold.
Da ægteparret Nicole, pensioneret lærerinde, og André, firetres år med smil i øjnene, er på vej til Moskva, er det for at besøge Andrés datter, Macha. Det er udgangspunktet, at de skal være der omkring en måned, men planerne bliver ændret – og dette er ikke uden skrupler. De føler sig oversete af den anden – André vil gerne forlænge opholdet og være mere sammen med sin datter, som han ikke ser særlig tit, mens Nicole bare gerne vil hjem til Paris, fordi hun keder sig.
Nicole og André har været sammen længe, og når det er tilfældet, er det ikke altid nødvendigt at tale sammen hele tiden. Dette er tydeligt allerede fra første side:
”Hvor mange gange havde de ikke bevæget sig igennem verden sammen, i et tog, i en flyvemaskine, på et skib, siddende ved siden af hinanden, mens de læste en bog? Sådan ville de fortsætte, igen og igen, med at glide stille af sted ved siden af hinanden, over hav og land og gennem luften. Der var noget ømt ved den slags øjeblikke, som ved en erindring, noget fornøjeligt som ved et løfte.”
Romanens handling skildres fra begge parters perspektiv, hvilket gør min læseoplevelse bedre, fordi jeg får lov til at opleve både situation og følelser hos dem begge, når de har kurrer på tråden. Det sker flere gange gennem romanen, at ægteparret misforstår hinanden og at de hver især er overbeviste om, at de har ret.
Når tosomhed bliver til ensomhed og tilbage igen
Nicole og André har svært ved at finde hinanden emotionelt gennem romanen. Min oplevelse er, at når de bliver taget ud af deres vante rammer i Paris, er de også lidt på bar bund.
”I Paris er vi bundet sammen af et net af vaner, der er så stramt, at der ikke er plads til spørgsmål. Men er der noget sandt og levende tilbage mellem os under det skjold? At vide, hvad han er for mig, siger mig ikke noget om, hvad jeg er for ham.”
Livet kører derudad for dem begge to, men det virker ikke til, at de stopper op og mærker efter, hvad de selv eller den anden føler. Selvom Nicole og André egentlig gerne vil hinanden, oplever de som mange andre par misforståelser. Dette sker i form af ringe eller mangel på kommunikation, hvor mange konflikter kunne være undgået, hvis bare parterne havde snakket med hinanden i stedet for at gå ud fra, at man ved, hvad den anden tænker og føler. Et budskab der kan stå lige stå stærkt i dag, som da romanen blev udgivet første gang for et halvt århundrede siden.
Efter en del misforståelser gennem romanen, ender det dog med, at de endelig får talt rigtigt sammen. På den måde bliver Moskva og turen et vendepunkt for ægteparret, blandt andet fordi de bliver opmærksomme på mønstre, de hver især har hjemme i Paris, kan være medvirkende til at skille dem ad i stedet for at holde dem sammen. Og er de sammen af vane og ikke af kærlighed? Flere spørgsmål dukker op under samtalerne, som der faktisk kan være en vis lykke i:
”Det er en stor lykke at kunne tale sammen, sagde hun. Ægtepar, der ikke ved, hvordan de skal bruge ordene – man forstår godt, at misforståelserne kan have en sneboldeffekt og ende med at slå alt i stykker.”
Min oplevelse med romanen er, at den vil stikke dybt i læseren. På trods af at det ikke er en lang roman, synes jeg, at den har meget at sige. Jeg er sikker på, at mange forhold på flere tidspunkter gennem deres levetid oplever denne form for misforståelser og mangel på at lytte til den anden. Alt i alt en rigtig god læseoplevelse med mere mellem linjerne end øjet kan se.
Leave a Reply