Litterær artikel om Shakespeares Hamlet
Af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: aarhusteater.dk
”To be – or not to be.” Dette spørgsmål er fra en af litteraturhistoriens mest berømte monologer og det ytres af hovedpersonen i Shakespeares Hamlet fra 1603. Hamlet er i høj grad et værk, som er et produkt af sin samtid, men alligevel vedbliver den plagede prinsefigur at gå igen i vores moderne populærkultur. Det seneste skud på stammen er den unge digter Caspar Erics eksperimenterende nyfortolkning af den kanoniserede historie i teaterstykket #amlet, der lige nu spiller på Aarhus Teater. Men hvad er det ved den mere end 400 år gamle fortælling, som vedbliver at være aktuelt?
Amlet løber rundt i ring i det mørklagte lokale med afkortede skridt, som giver insisterende genlyd når kondiskoene rammer betongulvet. Ud over skoene er han nøgen. Året er 2017, og Amlet er hovedpersonen i Caspar Erics genfortolkning af historien om prinsen af Danmark. Fortolkningen bygger både på tekster fra Saxo Grammaticus, der menes at være det oprindelige oplæg til Shakespeares stykke, og så selvfølgelig på The Tragedy of Hamlet, Prince of Denmark af William Shakespeare. Lige umiddelbart minder #amlet ikke meget om originalen. Amlet og hans Ophelia, her blot kaldet Felia, er iklædt jeans og sokker fra Adidas. De hører soul og techno, og moderne teknologi indgår som en naturlig del af deres interaktion med hinanden. Igennem intense monologer og dialoger taler de om skammen ved at gå alene hjem med en pizzabakke under armen, frygten for ikke at kunne finde ud af at elske og angsten for ikke at kunne levere seksuelt. Og alligevel synes selve kernen i Shakespeares stykke at være fanget lige dér; i scenen hvor Amlet apatisk løber i ring om sig selv.
”Man delights not me!”
Shakespeares Hamlet har lige mistet sin far. Hans mor har herefter giftet sig med farbroren, som tilmed halvt har ranet tronen fra den stakkels prins. Det er derfor ikke noget under, at Hamlet mildest talt ikke er tilfreds. Faktisk er dette noget af en underdrivelse; Hamlet er rasende. Som en muggen teenager laver han scener ved middagsbordene og smækker med dørene, imens han surmulende går rundt og stiller spørgsmålstegn ved sig selv, sine omgivelser og livet. Men så dukker spøgelset af Hamlets far op og erklærer, at han er blevet myrdet – af ingen anden end farbroren, såmænd. Herefter skulle man tro at begivenhederne ville begynde at tage fart, men det gør de alligevel ikke rigtig. For Hamlet er et rodehoved, og kan ikke finde ud af, hvad han egentlig vil. Det kunne lyde næsten komisk, hvis ikke det var fordi, at den apati, som plager Hamlet, synes at komme fra et mørkt og dystert sted:
What a piece of work is a man! How noble in reason, how infinite in faculty! In form and moving how express and admirable! In action how like an angel, in apprehension how like a god! The beauty of the world. The paragon of animals. And yet, to me, what is this quintessence of dust? Man delights not me.
Når denne udtalelse fra Hamlets mund sammenholdes med den berømte monolog, hvori Hamlet debatterer, hvorvidt han skal tage sit eget liv eller ej, tegnes et mere alvorligt og forstyrrende billede end det, som selve plottet umiddelbart lægger op til. For Hamlet virker ikke bare melankolsk, han virker direkte deprimeret. Intet af verdens skønhed berører ham, og alt synes som ubetydeligt støv. Verden synes således ikke værd at leve i eller at kæmpe for, og det er derfor ikke underligt, at han overvejer:
Whether ’tis nobler in the mind to suffer
The slings and arrows of outrageous fortune
Or to take arms against a sea of troubles
And by opposing end them. To die, to sleep–
No more–and by a sleep to say we end
The heartache, and the thousand natural shocks
That flesh is heir to.
At læse Hamlet ud fra præmissen om, at værket fortæller en historie om depression, er blot en tolkning ud af mange. Men det er en tolkning, som i lyset af vores moderne samfund og Caspar Erics genfortælling synes mere relevant end nogensinde før. En ny undersøgelse fra Rigshospitalet viser, at antallet af unge danskere, som bliver indlagt med depression er tredoblet inden for de seneste sytten år. Ifølge landsformanden i Foreningen for Psykiatri, kan en af årsagerne til denne stigning være, at den unge generation er under pres som aldrig før: ”De er pressede i deres hverdag. Der er mange krav til dem: Hvordan skal jeg være, hvordan skal jeg klare mig, har jeg venner nok, er jeg alene,” fortæller hun til dr.dk.
Hamlet strippet ned til sokkerne
Så hvordan kan Shakespeares 400 år gamle Hamlet hjælpe os til at forstå og belyse de problemer, som lige nu præger det danske samfund i 2017? For at kunne svare på dette, er vi nødt til at vende tilbage til #amlet. Selvom jeg lagde artiklen ud med at erklære, at stykket ikke minder meget om Shakespeares tekst, så formår det alligevel at bryde fortællingen ned og blotte kernen. Med sin frie fortolkning af den originale historie har Caspar Eric nemlig formået at gøre kulisserne og selve plottet næsten overflødigt, for i stedet at fokusere på de temaer, som giver stykket sin uforgængelighed. Her er intet prangende Kronborg, ingen soldater klædt i brynjer, ingen kirkegård og ingen teatertrup. Her er kun Amlet og Felia, næsten nøgne og dermed blottede for både sig selv og publikum – fysisk såvel som psykisk. At stykket kredser om temaer frem for plot understøttes af, at der under det lidt over en time lange forløb, næsten ikke sker noget. Karaktererne snakker mest, både med sig selv og med hinanden. Denne simplificerede setting gør det muligt for os at fokusere på det, som er kernen i både Hamlet og #amlet: nemlig meningsløsheden, melankolien, angsten og den manglende identitet. ”Jeg tager en maske på,” siger Amlet på et tidspunkt. ”Masken bøjer sig ned over hende og rør ved hende…” I Hamlets kaotiske indre følelsesliv er der intet fast udgangspunkt, og intet pejlemærke. Prinsen af Danmark ved ikke, om han skal hævne sin far, om han skal være konge, om han skal forfølge sit kærlighedsforhold til Ophelia, eller om han skal tage tilbage til Wittenburg og fortsætte sine akademiske studier. Denne rodløshed, forvirring og apati afspejles uhyggeligt rammende i den moderne Amlet, som taler og taler, men aldrig handler. Amlet adskiller sig ved ikke at have nogen rustning eller kongekrone at gemme sig bag.
Eviggyldig aktualitet
”Mit navn er Amlet, som Amlet før mig, som Amlet før ham,” messer skuespilleren Simon Matthew gentagne gange igennem stykket. Sagt mange gange hurtigt efter hinanden smelter ordene sammen. Hamlet eller Amlet? Og er der egentlig nogen forskel? Amlet er blot det sidste skud på stammen af en lang række af Hamlet’er, som er kommet før ham – og der vil med garanti komme flere. For med de dybdegående temaer, som omhandler desperation, livslede og eksistensforvirring, vil Shakespeares prins af Danmark nok altid være aktuel og relevant for det moderne menneske. Nu mere end nogensinde, idet de nye forskningsresultater sætter præstationsangst og depression blandt unge op til fornyet debat. Men måske kan Hamlet også andet og mere end bare at spejle et samfund, hvor der i dén grad er noget, som er råddent i Danmark. Imens det originale værk ender tragisk med hovedpersonens død, ender #amlet på en mere håbefuld note: De to hovedpersoner løber ud af lokalet hånd i hånd, imens de råber: ”Jeg vil gerne være her!”
Måske skal vi ikke kun se Hamlet, prins af Danmark, som en figur hvori vi kan spejle os og se vores mørkeste og mest fortvivlede sider. Med sin nyfortolkning beviser Caspar Eric nemlig, at historien i den grad også har potentiale til at kunne belyse problemer i det moderne samfund og sætte dem til debat. Og måske kan stykket endda hjælpe os til at finde ud af, hvordan vi giver flere unge mennesker lyst til at være her.
Leave a Reply