Anmeldelse af Marguerite Duras: Smerten, udgivet på Gads forlag d. 28. september 2023, oversat fra fransk af Uffe Harder.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Det nemmeste er at tænke, at når krigen er ovre, så er freden og nye gode tider begyndt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. Efter fire års besættelse af den tyske magt bliver Paris i 1944 befriet. Denne begivenhed danner rammen for Marguerite Duras’ Smerten, som giver stemme til de håbefulde, fortvivlede og hævngerrige følelser, der plager alle i denne tid.
Smerten udgør seks fiktive og ikke-fiktive tekster skrevet i 1945, derefter glemt og så genfundet i 1985, 40 år senere, og udgivet på fransk. De giver et rammende indblik i tiden op til, under og lige efter befrielsen af Paris, som ikke bare er ren lykke. Det er også fortællingen om frygten for at blive opdaget i sit modstandsarbejde, frygten for om ens mand kommer, eller ikke kommer, hjem fra koncentrationslejren, og hvordan tortur af en stikker både nærer en retfærdighedsfølelse og giver kvalme. På den måde kommer læseren helt ind under huden på dem, der fortæller:
”Jeg må se at få standset den dunken i tindingerne. Hans død er i mig. Den dunken i mine tindinger. Der er ikke noget at tage fejl af. Standse den dunken i tindingerne – standse hjertet – bringe det til ro – det vil aldrig falde til ro af sig selv, det må hjælpes til det. Standse fornuftens afsporing, den flygter, den forlader hovedet. Jeg tager min frakke på, jeg går ned ad trappen.”
Citatet er fra bogens første fortælling, som også er titelfortællingen. Det er helt klart også den bærende og mest rørende del af bogen. Første del indledes med en lille tekst i kursiv, der fortæller, at det er dele af en dagbog, som ’hun’ har skrevet i sin venten på sin mand Robert L. Men hun har ingen erindring om at have skrevet det. Som det ofte er med Duras, så flyder virkelighed og fiktion sammen, og man ved ikke, hvornår der er store dele fiktion eller store dele virkelighed i romanen. Dermed vides det heller ikke med sikkerhed, om fortælleren (fortællerne) er Duras selv, eller om det er fiktive personer. Men lige meget hvad, giver denne fortælling læseren et indblik i kvinden, der venter på besked om sin mand. Tiden er væk, nogle gange er der datomarkering, andre gange står der ’April – søndag’ eller blot ’April’. Verden står stille, og hun venter. Hun venter på at få at vide, at hendes mand er død. Hun ved ikke om det er 14 dage, en dag eller 1 time siden. Hun ved intet, men mærker alt.
Og de andre tekster
Men der er også fem andre tekster i bogen. I en af teksterne møder vi modstandskvinden, der på mange punkter minder om kvinden fra første fortælling. Hun har en ven af samme navn som i første fortælling, og hun har en mand, der også er blevet taget af nazisterne, som hun går og venter på. Men på andre punkter virker de som to vidt forskellige kvinder. Denne kvinde er ikke lammet af tiden, men indgår derimod i en form for venskab med fjenden. Det kan skaffe modstandsbevægelsen oplysninger om krigen og måske kan det give dem en fordel i at redde hendes mand, der er blevet taget til fange. Hver dag bliver en kamp for ikke at afsløre sig selv eller blive afsløret i sit arbejde, der uden tvivl vil få hende dræbt:
”Jeg er bange for at dø. Alle er bange for at dø. Det er en forfærdelig angst. Vi kender ikke tyskerne. Vi er sikre på, at tyskerne er moderer. Jeg ved, som et barn ville videt det, at Rabier kan dræbe mig. Det bliver bekræftet hver dag.”
På tværs af næsten alle fortællinger finder man ligheder og forskelle i fortællerne og det fortalte, hvilket på en indirekte måde viser læseren, hvor kompleks sådan en periode er. Læseren møder modstandskvinden, der for alt i verden vil have, at alle tyskere skal straffes, lige meget hvad deres intention er. Vi møder også modstandskvinden, der bliver tiltrukket af den karismatiske, men også på forhånd dødsdømte, militsmand. Vi møder en tredje modstandskvinde, hvis mand er blevet deporteret, men som indgår et venskab med netop den mand, der indfangede hendes mand og sendte ham afsted. Og vi møder kvinden efter befrielsen, som tror på, at man ikke skal se det som en tysk forbrydelse, men en forbrydelse begået af hele verden.
”Hvis denne nazistiske forbrydelse ikke antager et verdensomspændende format, hvis den ikke betragtes på et kollektivt plan, til koncentrationslejrfangen i Belsen, som er død alene med en kollektiv sjæl og en klassebevidsthed […] være svigtet”
På én og samme tid former disse fortællinger én person og mange personer.
Forlagets forord er superflot skrevet og giver en spændende indsigt i Duras’ skrivestil og fortælling. Desværre kommer der også nogle spoilers, som gør især første fortælling mindre spændende at læse. Om de har haft en bagtanke med det for at sige til læseren, at det ikke skal være spændingen, men mere følelserne, omkring begivenhederne, der skal være i fokus i læsningen, ved jeg ikke. Det håber jeg på. Hvis man gerne vil bevare en smule stemning i første fortælling, så gem forordet til efter. Alt i alt er det en barsk, men flot fortælling, som gør tiden omkring krigens afslutning mere kompleks end som så.
Leave a Reply