Anmeldelse af Vejen op, vejen ned (2015) af Julian Barnes, Tiderne Skifter, udgivet den 24. april 2015
Anmeldt af Rasmus Lund Nielsen
Foto: Bogens omslag / tiderneskifter.dk
Julian Barnes skriver tre rørende essays, eller ét essay i tre dele, om at sætte ting sammen, som ikke har været sat sammen før: ballonflyvning og fotografering – og så kærligheden. Det er et ærligt portræt af det moderne menneskes opture og nedture og af at miste den, man elsker.
Det havde været så let, hvis det bare var det banale og lettere klichéfyldte: højt at flyve, dybt at falde. Men det er det heldigvis ikke kun – eller kun lidt: her er faldet nemlig mere brat, mere eftertrykkeligt. Vi befinder os langt fra klichéen, som jo er for slidt til længere at kunne indeholde noget betydningsfuldt. En moderne historiker beskriver det bedre, og hans udtryk citeres flere gange af Barnes selv: “Kraften i nedslaget drev hans ben ned i et blomsterbed op til knæene og sprængte hans indre organer, som blev spredt ud over jorden.” Præcis sådan føles det for Barnes, efter at han har mistet hende, han stadigvæk elsker, nemlig hans hustru Pat. Han har i lang tid været flyvende på kærlighed, og derfor bliver faldet desto dybere. Det er et poetisk fald, rørende og uopretteligt – milevidt fra klichéen.
Værket indeholder tre essays: ”Højden som en synd”, ”I midten” og ”Den mistede dybde”. De tre dele gentager og refererer i stor stil til hinanden; de er hvert sit stadie i det samme fald og kan derfor med fordel læses som tre dele af det samme essay. De to første dele er historiske betragtninger, men som også formidles i et litterært sprog. De vækker i nogen grad mindelser om dokumentarromanen, som man kender den fra for eksempel Per Olov Enquists Livlægens besøg (2001). Den sidste, den længste og væsentligste del, er en selvbiografisk refleksion. Tilsammen er der derfor tale om en slags essayroman; den er overvejende essayistisk, men med passager som formidles, som var det skønlitterært.
Hver del hænger sammen og bindes sammen af gentagelsen: ”Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen.” Fortsættelsen varierer lidt, men kan sammenfattes med: ”sommetider fungerer det, og der skabes noget nyt; verden er forandret.” Værketbevæger sig fra himmelen og ned, gentager sig selv på tre niveauer: i højden, midten og dybden.
På det første niveau, i højden, formidler Barnes historiske betragtninger om, hvordan mennesket, som Ikaros, blev overmodig og tog Guds plads i himmelen. Det skete, da det lykkedes den franske multikunstner, journalisten, karikaturtegneren, fotografen, ballonskipperen, iværksætteren og opfinderen, Félix Tournachon, bedre kendt som Nadar, at tage det første fotografi fra en luftballon. Han ændrede med netop dette fotografi fra luften perspektivet på verden for altid. For Barnes synes kombinationen af disse, luftballonen og fotografiet, at være billedet på det moderne. Vi slog med rette Gud ihjel, står der et sted, men samtidig savede vi ”den gren over, vi sad på. Og udsigten derfra, fra den højde – selv om det så kun var illusionen om en udsigt – var ikke så tosset.”
På det andet niveau, i midten, formidles ligeledes historiske betragtninger, men her er det en mere reel og ulykkelig kærlighedshistorie mellem den engelske boheme Fred Burnaby og den smukke franske skuespiller Sarah Bernhardt. Barnes sætter to mennesker sammen, skildrer den kærlighed, som kan opstå, og det kan umiddelbart synes overmodigt. For uden illusionen om en Gud er vi jo dømt til at miste for altid: ”Hver eneste kærlighedshistorie er også en potentiel sorghistorie,” står der, og Barnes fortsætter derfor med det spørgsmål, som uundgåeligt må følge den foregående konstatering: ”Hvorfor stræber vi konstant efter kærlighed?”
På det tredje niveau reflekterer Barnes over sine egne erfaringer med at være sat sammen med et andet menneske; med kærlighed og tab. Han sætter to ting sammen, som ikke har været sat sammen før: hans egen historie og den foregående, mere generelle og historiske. Den følelse, han har, efter at han har mistet sin kone, er den samme som menneskehedens følelse af at have mistet det meningsoverskud, som fulgte med Gud. Den gren, han sad på, er efter konens død blevet savet over. Hans spørgsmål bliver derfor todelt: Det generelle: Hvor kigger man hen, når man har taget Guds plads i himmelen, når man har ophøjet sig selv til det største? Og det personlige: Hvor kigger man hen, når man mister den, man elsker?
Det, man kigger efter, er kærligheden – intet mindre. Barnes skriver: ”kærlighed er det punkt, hvor sandhed og magi mødes. Sandhed som i fotografiet, magi som i ballonfart.” Ballonfart er billedet på noget magisk, noget ophøjet, som ikke går ”over al forstand.” For den findes, præcis som fotografiet, og dét er en trøst i sorgen. Selvom vi mister hende, vi elsker, mister vi ikke kærligheden. Den bærer vi som et magisk fotografi i vort inderste, men det lykkes først at fremkalde det, når vi igen er ude af vores sorghistorie og bliver blæst ud over Nordsøen i en luftballon, måske med kurs mod Frankrig.
Barnes formår at fastholde sit værk i en bevægelse fra det generelle til det personlige og bruger gentagelsen –man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen – som det, der samler. Han skriver med stort sprogligt og intellektuelt overskud, og specielt den sidste del er fyldt med sproglige perler som fx: ”Mit livs hjerte, mit hjertes liv.” Og selvom ovenstående læsning – det indrømmer jeg gerne – indeholder en noget banal pointe, så skal det ikke skræmme potentielle læsere, for her er kærligheden højt hævet over klicheen. Den er poetisk, rørende og uoprettelig.
Leave a Reply