Anmeldelse af Signe Gjessing: I kan da også bare skrive om stjernerne!, udgivet på Gyldendal d. 31. maj 2024.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Signe Gjessing (f. 1992) har skrevet en lille, humoristisk tekstsamling af digte og prosa, der med kreative personificeringer og nye virkeligheder rummer både dybt mørke og stor kærlighed.
Det er en tynd, pink, mikroforlagsæstetisk sag, jeg finder i postkassen en solskinsdag i maj. Gyldendals sorte trane hilser på mig fra pakkens indpakning, og da jeg åbner den, kan jeg ikke lade være med at bladre igennem den 40 sider korte bog. At den skulle vise sig at rumme et helt univers, der krævede tre gennemlæsninger (og gerne flere) at forstå omridset af, havde jeg ikke kunnet forestille mig.
I kan da også bare skrive om stjernerne! er en lille blandet pose af prosa og digte. Samlingen er opdelt i fem mere eller mindre særskilte tekster: Et epileptisk anfald – En Marialegende; De svømmende; Eden; Svanesøen; og I kan da også bare skrive om stjernerne!
I Marialegenden er roser, stjerner og bevidstheder lige så agerende og levende som mennesket. Her kan universet gå på biblioteket og låne stjerner, rosenhaven spærrer sit kort, efter Maria har plukket en rose til sit køkkenbord, og hendes knogler har for resten stadig en tandbørste til at stå hos stjernerne. Legenden er bygget op omkring et epilepsianfald: før, under og efter anfaldet. En dag – før anfaldet – vandrer Marias tanker hen på sommerfuglenes stoflighed, og hendes bevidsthed vandrer med:
”Marias bevidsthed er på baggrund af sine tanker om berøring af sommerfuglevinger inviteret til en konference om sommerfugle, men Maria er ikke inviteret med. Bevidstheden pakker informationer om citronsommerfugle ned i en rejsetaske, forventningsfuld.”
Selv er hun på aftenkursus om bevidsthed. Det afholdes af epilepsianfaldet, og Maria sidder blandt ”flere besvimede, der følger nysgerrigt med.” Bevidstheden er væk, så der må uddeles nødbevidsthed til de bevidstløse. Anfaldet har ramt, og sønnen – man kan tænke sig til, hvem det er – sømmes fast til korset. Mørket er kommet med som gæst: ”Universet hænger sit mørke overtøj på Marias knogler, før det kommer ind på plejehjem, hvor stjernerne nu er havnet.”
Læseren kan vælge enten at holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i verdensaltet og dets agenter eller blot overgive sig til de skrøbelige, men selvsikre sætninger, der rummer en sprød poesi: ”Universet må bide smerten i sig, når roserne afblomstrer. Men ligesom Maria har universet lidt roser at give af.” Og så er der humoren, som løfter både værket og mundvigen: ”At-være-sig-omverdenen-bevidst er heldigvis en tilbagevendende begivenhed, så Maria behøver ikke at være ked af, at hun gik glip af det denne gang.”
Også i teksten Eden blandes stjerner, havet og himlen med en moderne, jordisk verden: ”Havet lejes ud til paradiset som airbnb”, ”Paradiset har årskort til stjernefrugtliv + ledsager”, stjernerne kan møbleres for fem kroner, og Gud har en blå regnjakke. Vi er nu i paradisets floder, stjernerne springer i havet, og sætningerne maler stadig nye, smukke sprogbilleder: ”Stjernerne refunderer den skjorte, de strikkede af mine nerver, og får et marmorbassin.” Angst bliver stof, alt bliver materielt, verden kan røres og mærkes, og stjerner kan tage på kostskole.
Opdagelserne er uendelige i I kan da også bare skrive om stjernerne! Mange af sætningerne står stærke alene, som denne fra Svanesøen: ”Ligesom japanerne er inspireret til deres teceremoni af / den katolske liturgi, / er verdensaltet inspireret til sin stjerneopsætning af / måden, du løfter mig.” Jeg har dog en klar fornemmelse af, at teksterne bliver ved med at knopskyde, og nye forbindelser findes ved hver genlæsning; en sammenhæng tydes, en bevægelse. Jeg træder ind i læsningen forført af stjerner og hopper med hovedet først ned i deres uendelige himmelhav.
Leave a Reply