Anmeldelse af Albertine Sarrazin: Astragal, udgivet på People’s Press den 14. februar 2017
Anmeldt af Alen Causevic
Foto: Bogens omslag / peoplespress.dk
Moderne fransk klassiker genudgives på dansk for første gang siden 1966. Udfaldet er en visuelt flot roman med en lidt for låst historie skrevet i kæk bebop-lingo. Desuden med et charmerende forord af rockikonet Patti Smith.
Den første betragtning i Albertine Sarrazins roman Astragal er synet af nattehimlen:
Men det er ikke himlen, der har bevæget sig, det er hovedpersonen, Anne. Hun er lige sprunget ned fra fængselsmuren, og i faldet har hun fået en slem fraktur på rullebenet; en knogle i anklen med den latinske betegnelse astragaleastragalos. Deraf titlen, og én af romanens symbolske troper. Den brækkede ankel er en kropslig skavank, en fysisk manifestation af Annes bøvlede position i samfundet. Hun er en ”pakke”. En identitetsløs genstand, der humper, kravler og ruller fra det ene gemmested til det andet sammen med dertilhørende komiske og charmerende bipersoner.
Og det er her forelskelsen i den eneste ene, Julien, sniger sig ind i fortællingen. Julien samler Anne op fra vejkanten og installerer hende i alskens gemmesteder, hvor hendes opsvulmede fod kan få lov at hele, mens han selv er ude på rov for at ”skaffe” midler til dagen og vejen. Kærligheden er sjældent gnidningsløs i litteraturen, og forholdet mellem Anne og Julien forstyrres af utallige forhindringer.
Astragal er en fin roman med pletvist poetiske og rørende refleksioner over kvalerne ved ikke at kunne finde sig til rette i livet. Særligt gengivelsen af de insisterende erindringer om tiden i fængslet, og betragtningerne over indespærringens varige rodfæste i sjælen er vellykkede. Eksempelvis når Anne tænker tilbage på tiden med sin kvindelige elsker i fængslernes celler:
De sproglige fuldtræffere er klart romanens primære force, men heller ikke de kan redde den centrifugerende handling fra at stagnere. Tingene stopper ligesom bare med at have en effekt, beretningen roterer meningsløst rundt og sproget begynder at prelle af.
Alt i alt starter Astragal på fremragende vis. Historien er bidsk og spændende, men romanens lidt for løsslupne sproglige coolness forstyrrer troværdigheden af den smertelige kærlighed, ligesom den også negligerer alvoren i hovedkarakterens rodløshed.
Til gengæld har bogen en forside så betagende og et layout så smukt, at det er uundgåeligt ikke at blive nysgerrig på indholdet.
Leave a Reply