Poetiske betonbjerge

Anmeldelse af bogserien Små bjerge af beton. Udgivet af Aarhus Litteraturcenter og forlaget Jorinde & Joringel d. 14. april 2015.

Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / joringel.dk

Små Bjerge Af Beton er en samling af bøger skrevet med udgangspunkt i Gellerup. Fælles for de bidragende forfattere er, at de alle har boet, eller stadig bor, i Gellerup. Samlingen indeholder tekster skrevet af forfatterne Mads Mygind, Hanne Højgaard Viemose, Lars Bo Nørgaard, Homam Mohammad Amin samt unge fra folkeskoler i området. De forskellige værker kredser særligt om hverdagen i Gellerup, hvor bleskift, jobsøgning, kærlighed, Edwin Rahrs Vej, Bazar Vest og ikke mindst helhedsplanen spiller en vigtig rolle.

Det første værk i bogsamlingen er Mads Myginds Jeg stiger på en bus ud til Gellerup, som består af en samling af små, korte og poetiske tekster. Som titlen antyder, tager teksterne udgangspunkt i de buslinjer, som kører til Gellerup området, ikke mindst buslinje 4A. Teksterne kredser især om de veje og gader, som 4A passerer, specielt Edwin Rahrs Vej og Stenaldervej, der begge er centrale for digterjegets minder om sin opvækst. Andre pejlemærker som Bazar Vest er dog også vigtige i værket. Samlingen er velskrevet og skaber fine øjebliksbilleder af hverdagslivet i Gellerup. Dette liv beskrives ganske mangfoldigt – det spænder fra det velkendte, offentlige billede af Gellerup i form af tekststykker som ”et kanonslag runger mellem blokkene” (s. 14) og ”en rød Toyota trækker udstødningen mod asfalten ned ad Lenesvej” (s. 26) til det mere uventede i form af minder om en lykkelig barndom i Gellerup og finurlige, digteriske billeder som det følgende:

”hey mester, du har glemt dine følelser

råber slagteren, da jeg går derfra med en lammekølle

og har glemt en pose pølser” (s. 21)

Igennem disse alsidige tekster skriver Mads Mygind en særlig Gellerupstemning frem, som findes i hverdagslige hændelser, objekter og ikke mindst menneskene og deres handlinger.

Mælk og pistoler

Dagligdagen og Gellerupstemningen er ligeledes fremtrædende i Hanne Højgaard Viemoses bidrag til bogserien; tekstsamlingen Helhedsplanen. Livet i Gellerup som alenemor er essentielt i teksterne, ligesom den mere voldsomme side af tilværelsen beskrives i form af skudepisoder og hærværk. Samtidig er der en politisk stillingtagen til emner som for eksempel fratagelsen af det frie skolevalg. Således er det en kontrastfyldt tekstsamling, der indeholder modstridende billeder i teksterne om hverdagslivet og moderskabet. Forpligtelserne som mor og borger på den ene side strider imod trangen til at være fri, at skrive og selv være hærværksmand på den anden side. Det konfliktfulde og modsatrettede fremskrives og understøttes af blandingen af beskrevne dagligdagssituationer og pudsige, syrede og fantastiske billeder, som alle er at finde i teksterne. Denne sammensathed gør teksterne interessante at læse, ikke mindst på grund af Hanne Højgaard Viemoses særlige skrivestil, der er skrive humoristisk og alvorlig på én og samme tid, hvilket særligt er tydeligt i de surrealistiske tekststykker:

”Jeg tænker på at tage mine bryster og stikke af,

så ville drengene tørre ud, svinde ind som

skrumpehoveder, jeg kunne komme og hente og hænge i

mit bælte eller stille på skrivebordet som trofæer” (s. 10)

Tekstsamlingens titel, Helhedsplanen, som refererer til kommunens ombygning af Gellerupområdet, kan også tolkes som et personligt billede af digterjeget. Teksterne handler om kampen for at få hverdagen til at hænge sammen, om politiske standpunkter, ikke mindst i forhold til familielivet, men også om en større frygt:

”nogle gange farer jeg sammen, som blev jeg beskudt,

ved brevkassen der smækker, eller: vi kommer drivende

på ladcyklen, en mand på gangstien stikker hånden i

inderlommen, kold og stivnet ved jeg, at nu skal jeg dø” (s. 22)

Beånding og tomme rum

Lars Bo Nørgaard har bidraget med tekstsamlingen Vores 74 m2, hvis digterjeg er arbejdsløs og forfatter. Således besidder Nørgaards digterjeg til dels den frihed, som Viemoses digterjeg ønsker sig, men teksterne kredser ligeledes om dagligdagen i Gellerup, iblandet minder om rejser til Indien. Selv i Indien er det hverdagslige dog det altoverskyggende, og digterjeget beskriver blandt andet, at de ikke drak mælk eller spiste kød på rejsen. Hjemme i Gellerup leves hverdagen midt imellem de tomme betonskeletter og bjerge af beton og grus. Ligesom hos Viemose er helhedsplanen et væsentligt emne sammen med dét at miste sit hjem. I den forbindelse gør digterjeget sig en række overvejelser om beton som materiale og som ramme for et hjem:

”Allerede nu står en af de i alt tre blokke fuldstændigt afpillet med kun betonelementerne tilbage. Tomme rum, hylder uden indhold. Rum nøjagtig magen til det vi bor i, men som endnu er fyldt med ting som minder os om noget andet, en sten, som bare er en sten, men ikke bare en sten, fordi jeg har samlet den op i Indien […]” (s. 7)

Digterjeget beskriver en række overvejelser omkring, hvad det betyder, når éns hjem og nabolag rives ned. Nedrivningen og idéen om beånding er vigtige i denne forbindelse, hvor Nørgaard nærmer sig en definition af, hvad der gør et hjem til et hjem. De digteriske beskrivelser af hverdagslivet som almindelig beboer samt tankerne om og beskrivelserne af det nære krydres med overvejelser om store spørgsmål angående eksistens, konspirationer og synkronicitet. Samtidig italesættes en mangel på medbestemmelse som beboer i forhold til helhedsplanen, og dette lader til at have en sammenhæng med en anden af digterjegets betragtninger om Gellerup: Det er som et sted for sig. Noget, der ligger uden for Aarhus, og som ikke rigtigt er en del af byen: ”Jeg har det som om jeg er i eksil; den tanke kan jeg få.” (s. 20) Nørgaards tekster er fornøjelig læsning, og han formår, ligesom Mygind, at fremstille Gellerup som et sted med en helt speciel stemning.

Krig og kærlighed

Homam Mohammad Amin har bidraget med Arabiske digte ­­− en samling, hvor digtene er trykt på både arabisk og dansk. Homam Mohammad Amin er født i Irak og kom til Danmark som flygtning i 1990’erne. Dette afspejles i digtene, idet en del af digtene omhandler hvordan det opleves at komme til et nyt land og møde en anderledes kultur. Samtidig handler samlingen om de store spørgsmål, som også Nørgaard adresserer, særligt om menneskets eksistentielle vilkår; at der er meget, som ligger uden for den menneskelige kontrol − herunder krig og kærlighed, som er essentielle emner i samlingen. Digtene er velskrevne, og særligt Amins kærlighedsdigte samt de tilbageskuende mindedigte er subtile og yndefulde, ikke mindst når han sammenskriver krigens ødelæggelse med drømmenes kraft:

”På samme tid som en uopmærksomhed fordampede vores drømme

Fordi Baghdad blev sigtet på

Og alle vores ønsker blev destrueret

De syngende fugle gav afkald på deres reder

Og afrevne kropsdele blev spredt

Og tusinder blev dræbt og kropsdele flænset

Men mine drømme blev ikke tilintetgjort.” (s. 27)

De unges stemmer

Den sidste tekstsamling i bogserien er Vejret er grønt, som udgøres af en række tekster skrevet primært af unge på 8. – 9. klassetrin, der bor og går i skole i området omkring Gellerup og Brabrand. Teksterne er skrevet under et skriveværksted på de unges skoler, og i denne sammenhæng må ’værksted’ siges at være et centralt ord. De fleste tekster bærer præg af at være øvelser, idet de fremstår en anelse ufærdige og ikke er finpudsede. Man fornemmer, at de unge har fået stillet en opgave, som ikke alle har taget vel til sig: ”Wow, de 20 minutter varer en time for mig, jeg ved faktisk ikke hvorfor, ej okay, hvad er det jeg skriver om!!” (s. 11)

I visse tekster er der dog et større potentiale. Teksterne kredser mest om hverdagslivet og ligger på denne måde i forlængelse af de øvrige værker i bogsamlingen, om end perspektivet i Vejret er grønt naturligt nok er hos de unge, hvor skolen og vennerne er vigtige. Det unge perspektiv kan også siges at være væsentligt i forhold til bogens andre tematikker: håb, drømme, minder samt overvejelser om livet og døden, ikke mindst i forhold til dem, som har haft døden tæt inde på livet: ”Jeg husker den dag min onkel døde / Jeg husker den dag min fætter døde […]” (s. 9). I den smårodede tekstsamling, som Vejret er Grønt desværre fremstår som, findes der glædeligvis poetiske perler som disse. Tekstsamlingen giver de unge i Gellerup en stemme, hvilket er prisværdigt. Vejret Er Grønt virker desværre ikke fuldstændigt overbevisende, simpelthen fordi de unges demotivation skinner igennem i mange af teksterne.

Små bjerge af beton er en interessant og væsentligt bogsamling, som bestemt er anbefalelsesværdig. De bidragende forfattere giver hver et unikt og anderledes indblik i livet i Gellerup, idet teksterne giver et mere nuanceret billede af områdets og dets beboere, end det sædvanligvis tegnes i offentligheden.