Poetiske drømmebilleder

Anmeldelse af Poul Lynggaard Damgaard: Vi bærer hinanden som frakker, udgivet på forlaget Ravnerock d. 24. december 2019  

Anmeldt af Isabel Vetting Pedersen 

Foto: Isabel Vetting Pedersen 

Poul Lynggaard Damgaard har været en del af det århusianske forfattermiljø i nogle år nu, og vi har tidligere i Littuna anmeldt nogle af de antologier, han er udkommet i. Digtsamlingen Vi bærer hinanden som frakker er den fjerde bog, han selv udgiver, og selvom den ikke som sådan har et handlingsforløb, er der alligevel en rød tråd i digtsamlingen. Digtene består nemlig af smukke, abstrakte naturbeskrivelser, der bliver malet frem med et poetisk sprog.  

På omslaget af Vi bærer hinanden som frakker er et foto af forfatteren Poul Lynggaard Damgaard i sort-hvid, som giver mig et indtryk af, at denne digtsamling muligvis handler om forfatteren selv. Dette er langt fra det indtryk, jeg står tilbage med efter at have læst bogen. Selvom der i flere digte er et ”jeg” og et ”du”, er omdrejningspunktet i de fleste af digtene naturen og det miljø, der omgiver jeg’et og du’et. Digtet ”Alt udenom mig” står frem som et af de eneste digte, der beretter om mennesker frem for natur: 

Jeg læser det som en kommentar til vores samfund med digitale medier, hvor vi i højere grad er i hvert vores hjørne af verden frem for at tale ansigt til ansigt.

Sanselige naturbilleder  

Udover i det førnævnte digt er det sjældent, at relationen mellem jeg’et og du’et bliver nævnt, for det, der derimod synes at optage forfatteren i denne samling, er, som før nævnt, miljøet. Naturen med alle dens fugle, træer, bølger, søer, regndråber og blomster. For ikke at nævne solen og månen. Det er sanselige naturbilleder, Poul Lynggaard Damgaard maler, eller som han skriver: ”Et digt er ikke et billede du ser, men en fornemmelse / af havens billedrige hukommelse.” Det er meget smukke, lyriske fornemmelser, som jeg i begyndelsen uden held forsøgte at smage på og konkretisere. Men jeg må indse, at sproget i digtsamlingen er for sanseligt og frit til at lade sig indfange, i stedet vil jeg hive nogle af de sproglige krummelurer frem, som jeg studsede over, og som jeg stadigvæk ikke helt kan hitte ud af, for eksempel digtet ”Alt det som ansigtet ligger op til”, som figurerer på bagsiden af bogen: ”Vi klukler ryg mod ryg. / Lad os gro over og under hinanden. / Intet mod er større end det der opstår / i skoven. / Jeg bærer det i mig / som en tom æggeskal der gives liv. / Inde i mig finder du alt / før billederne kommer til syne. / Lyset er anderledes på vej væk. / Grenen er knækket i mit ordforråd. / Nu kommer solens lys.” Det er på én gang så ligetil poetisk, og så frustrerende abstrakt. Men for mig at se er det en styrke, digtene har.  

Lyt til digtet 

Det har været nødvendigt for mig at lægge bogen fra mig et par gange og smage på ordene, fordi man ellers bliver helt forpustet af at læse alle de mange lyriske billeder, som digtsamlingen er proppet med. Smag engang på ordene ”Silketræ”, ”Fabriksskyer”, ”Diamantmennesket” og ”Verdensfråde”. Man bliver nødt til at stoppe op for rigtigt at kunne nyde de billedlige fremstillinger.  

En hjælp til at sætte tempoet ned, kan være selv at læse digtene højt. Ellers kan man gå på YouTube og finde Poul Lynggaard Damgaards egen oplæsning af enkelte digte fra digtsamlingen, hvis man ikke er så heldig at finde ham til en oplæsningsaften på eksempelvis Løves Bog– og Vincafé. Jeg synes oplæsningen giver noget ekstra til oplevelsen af digtsamlingen, så udover at jeg vil anbefale at læse digtsamlingen, vil jeg også opfordre til at tjekke oplæsningen ud.