Anmeldelse af Hans Peter Madsen: Hyldemeter, udgivet på Turbine d. 17. maj 2024.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Sjældent har jeg læst så nørdet underholdende en udgivelse, som Hans Peter Madsens debutroman Hyldemeter. I denne fortælling er en sproglig revolution under opsejling, og den skal sættes i gang af jegfortælleren og hans ven, A. Men nogle gange kan ønsket om at holde fast i et venskab forblænde, hvem man egentlig selv er.
Vi møder jegfortælleren i hans folkeskoleår, hvor en ny dreng starter i klassen; A. Jegfortælleren og A. bliver hurtigt venner, og snart åbnes dørene til en verden af sproglig hyperfokusering og ordmæssigt nørderi. For A. har nemlig planer om at vælte det bestående sprogsystem og alle dets, efter hans mening, udueligheder. I en æske bag en smal reol med tykke bøger indsamler A. udklip af tekststykker fra alskens steder, som skal være med til at gøre revolutionen til virkelighed. Nogle af de fund, A. har gjort sig, er blandt andet vestjyders insisterende, forkerte stedord og pølsevognes placering af apostrof i ejefald:
“Man kan kende en god pølsevogn på, at ejefald er markeret forkert. Britta’s pølser må nødvendigvis være gode, men Brittas pølser kunne jeg aldrig finde på at spise. Er det ikke rigtigt?”
Hvis ikke det fremgår tydeligt nok af citatet ovenfor, så løber der en lun understrøm af lingvist-excentrisk humor gennem denne fortælling.
Fiffigt flueknepperi
Som studerende i Nordisk Sprog og Litteratur, der selv på grammatikkurser har haft fingrene nede i det danske sprogs mindste bestanddele (fonemer, grafemer, morfemer for interesserede), er det herligt at læse en roman, hvor forfatteren har givet sig selv frit slag til at udleve sin entusiasme heri. Madsen formår virkelig at gå i kødet på sproget; han endevender de vendinger, vi alle er vant til at bruge i flæng, men som måske i virkeligheden ikke giver helt mening, og som derfor ikke undslipper denne romans syntaks-fluekneppende årvågenhed. Se blot denne passage, hvor jegfortælleren sidder fast i beskrivelsen af at køre i tog gennem landskabet:
“Markerne glider forbi uden for vinduet. Ruden er støvet, måske ligefrem tilsandet. Markerne glider ikke forbi uden for vinduet. De ligger, hvor de altid har ligget. Det er toget, der glider forbi inden for vinduet. Toget glider ikke, det kører, ruller. Her glider ingen. Markerne undlader at glide forbi uden for vinduet.”
Dette er blot ét af mange eksempler på passager, der ses nøje efter i krogene, omformuleres, gentages i nye formuleringer og afsøges i jagten på den mest korrekte sætning. Denne næsten maniske tilgang til sproget er ikke bare underholdende, men afslører en ømhed for ordene, sætningerne og sproget som noget ædelt og skrøbeligt, vi skal passe på og kere os om.
Meta-Madsen
Selvom jegfortælleren hurtigt træder i baggrunden til fordel for A.s revolution – og sin egen indretning efter A.s væremåde – får læseren dog et sted at vide, at han hedder Hans Peter, ligesom forfatteren. Om der bør trækkes en lige linje mellem jegfortæller og forfatter er svært at afgøre, men metakommunikerende passager som nedenstående er under alle omstændigheder med til at understrege Madsens leg med læseren, både hvad angår den sproglige tematik og fortællerinstansen:
“Jeg skal huske at beskrive noget sanseligt for at gøre det her til en scene i en roman: Millionbøffen smagte godt. Den var sovsekulørfarvet, sovesekulørt. På tallerkenen blev den opblandet med ketchuppen, farven på maden på gaflen var en kemisk reaktion deraf. Jeg kan ikke beskrive det mere præcist. Lav selv en millionbøf, øs op, kom ketchup på, rod rundt.” Det er citater som dette, mere end romanens egentlige plot, der dryssede tryllestøv over min læseoplevelse. For nok fortsætter plottet med jegfortællerens voksenliv, hvor han skal genfinde den nu afdøde A.s revolutions-æske – men den del vil jeg ikke afsløre mere om her. I stedet synes jeg, du skal skynde dig at læse denne originale perle, hvis du har nydt at læse mit udvalg af finurlige citater.
Leave a Reply