Anmeldelse af Vladimir Vysotskijs De lunefulde heste & andre sange, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 1. juni 2020.
Anmeldt af Jasmin Hansen
Foto: Jasmin Hansen
De lunefulde heste & andre sange er en del af Det Poetiske Bureaus Lommebibliotek, og er et af de adskillige klassiske, russiske værker, de har udgivet. Alligevel har denne sangbog noget helt særligt over sig; ikke blot er den skrevet af en af Ruslands notoriske berømtheder, Vladimir Vysotskij, men den er også et alsidigt værk fyldt med allegorier, hverdagssnak og grov satire.
Vladimir Vysotkskij var digter, sanger, skuespiller og en af de meste kendte personer i Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. Han kritiserede åbenlyst regimet i sine sange og skrev om alt fra krig til bjergkultur. Selv om hans sange ofte virker direkte og personlige, skrev han sange til teateret og fortalte herved fra samtlige karakterers synvinkel. Alt dette gør, at hans sange både er mangfoldige, refleksive og intime på samme tid.
Selv om at Vysotskij var kendt i sin levetid, var det først efter hans død i 1980, at han blev officielt anerkendt af Sovjetunionen. Dette skyldes hovedsageligt, at hans liv var præget af skandaler, misbrug og en indædt kamp mod det sovjetiske regime, der ikke var glad for den måde, regimet blev portrætteret i hans kunst. Alligevel er det også denne indædte kampvilje og Vysotskijs tendens til ikke at holde noget tilbage, der gør hans sange så forrygende at læse og høre, som man kan høre på YouTube.
Et Bredt Vingefang
”Her kæmpede jorden imod hvad den ku´,
Men nu er den skjult af granit,
Hver mands skæbne blev slået itu,
Hér smeltes hver skæbne til ét.”
Således skriver Vysotskij i hans sang ”Massegravene”, der beskriver en slagmark fra 2. verdenskrig. Som det fremgår af dette citat, er Vysotskjis skrivestil både allegorisk, poetisk, men også overraskende nede på jorden. Det er dette brede vingefang, der nok tiltalte mig mest ved bogen. Hver sang viste mig en ny side af Vysotskijs stil. Når han skriver om historiske begivenheder, er han højtidlig; når det kommer til hverdagen, er han grov i munden; og når han påpeger Sovjetunionens triste tilstand, er han begge dele på én gang. Ligeledes er det også denne variation i stilen, der sikrer, at bogen indeholder noget til enhver smag. Så på trods af, at en ”sovjetiske sangbog” umiddelbart lyder ret niche, var den grunden til, at Vysotskij var elsket af hele befolkningen.
Sovjetiske Satire
Der er intet bedre end litteraturen til at forbinde mennesker på tværs af tid og sted. Af denne grund er endnu en af mine yndlingstræk ved De lunefulde heste & andre sange dens evne til at give en indsigt i den sovjetiske kultur. Selv når man tages på bjergvandring eller til fronten under 2. verdenskrig, har alle sangene et tydeligt sovjetiske præg. Dette præg viser sig både i form af den skarpe samfundskritik, der konstant væver sig ind i digtene – både allegorisk som i ”Ulvejagten” eller ”Lignelse om sandheden og løgnen”, men også i en mere direkte form som set i sektionen ”Sange om Sovjetkultur”. Og idet Vysotskij var populær i sin samtid, kan man regne med, at hans meninger på mange måder var repræsentative for folkets.
På denne måde rammer Vysotkskij en balance mellem et omskifteligt ’jeg’, der fortæller en historie alle kan relatere til, og et ’jeg’, som er dybt bundet i den tid, sangene er skrevet i. Alt dette gør værket perfekt til dem, der godt kan lide at få deres nysgerrighed pirret og en større indsigt i et liv, der er lidt anderledes end det man kender.
Leave a Reply