Reportage fra Bogforum, Sara Omar i samtale med Gudrun Marie Schmidt om Dødevaskeren, Bella Center Copenhagen, d. 26. oktober 2018.
Af Imone Dahl
Fotograf: Imone Dahl
På Bogforum satte Sara Omar fokus på den kvindeundertrykkelse, der finder sted inden for islam. Under samtalen blev hendes roman Dødevaskeren diskuteret – hvordan den giver en stemme til alle de kvinder, der dagligt lever et liv i frygt. Opbakningen til romanen var stor. Alle 300 stolesæder var besatte, og tilhørere stod linet op hele vejen rundt langs væggene.
En barsk roman om virkeligheden
Der var en overvældende interesse for samtalen med Sara Omar på Bogforum, og det var i allersidste sekund, at jeg blev lukket ind i salen. Bag mig måtte jeg sågar efterlade en anden Littuna-skribent, som ikke var så heldig at få en plads.
Der var stille i salen, og alles blikke var fæstnet på Sara Omar, der skulle snakke om sin patriarkalsk kritiske roman Dødevaskeren. Romanen beretter om mange tragiske kvindeskæbner og fremstiller en frygtelig kvindeundertrykkelse. Med de temaer har bogen da også fået stor opmærksomhed siden udgivelsen, hvilket salens tilsluttende publikum også vidnede om. Under samtalen sagde Sara Omar, at det er en roman om ondskab rettet mod kvinder, og at hun som kvinde er parat til at tage bladet fra munden og påtale alle de forfærdelige ting, kvinder i Kurdistan bliver udsat for. Alle, der har læst romanen, må erklære sig enige i, at det er nogle meget kritiske og svære budskaber, Omar italesætter, men under samtalen beskrev hun imidlertid, at nogle kurdere har taget godt imod kritikken. Dog er der også mange kurdere, som har givet udtryk for, at de føler sig udstillet. Til denne kritik svarede hun kontant, at man bliver nødt til at snakke om problemerne og se dem i øjnene, for at kunne løse dem.
Samtalen bar præg af, at Sara Omar med sin roman ønsker at ændre på virkeligheden. Gennem litteraturen forsøger hun at rykke en sten – bare en lille én. I forlængelse af denne kommentar tilføjede Omar, at hun har oversat romanen til kurdisk, da hun ser det som en manifestation af, at en kvinde kan have ordet i sin magt. Denne kommentar udløste et spontant bifald i hele salen, som varede adskillige minutter. Det er uden tvivl et ømtåleligt og farligt emne, Omar har taget op med sin roman. Men det var også utvetydigt, at alle salens 300 tilhørere bifaldt hendes personlige indsats ved at give stemmen tilbage til undertrykte kurdiske kvinder.
Dødevasker-figuren som kvinderettighedsforkæmper
Samtalen omhandlede i høj grad, hvordan omverden har reageret på Dødevaskeren. Men Sara Omar og Gudrun Marie Schmidt fik også kort dykket ned i selve romanen, hvor Omar blev spurgt ind til, hvad en dødevasker er, og hvilken rolle dødevaskeren har i romanen. Hun svarede, at dødevaskeren i romanen er en kvinde, der vasker og begraver kvinder, der er blevet dræbt, fordi de har forvoldt skam på en eller anden måde. At røre ved udskammede kvinder er ildeset, og noget man ikke taler højt om. Men dødevaskeren er ikke bare en enkeltperson i en roman, det et udtryk for en person, der kræver basale rettigheder tilbage til kvinder, der er blevet dræbt, og som har fået frataget deres menneskelighed. Ved at insistere på at vaske og begrave ligene, gør dødevaskeren kvinderne til mennesker igen. Omar perspektiverede dødevasker-figuren til sit eget liv ved at sige, at hun ser sig selv som en dødevasker, fordi hun også kæmper for kvinders rettigheder. Med sin roman ønsker hun at gøre opmærksom på, at alle kvinder har ret til et godt liv, hvor de selv kan bestemme, men at det desværre langt fra er virkeligheden.
Hen imod slutningen af interviewet centrerede samtalen sig om, hvordan også vi som læsere kan hjælpe kvinder omkring os, der måske ikke er herre over eget liv. Sara Omar påpegede, at man ikke må være bange for at tage kontakt og spørge ind, hvis man oplever, at nogle kvinder har det svært. Man skal ikke være dømmende og bedrevidende, men gå ind i en dialog og fokusere på oplysning.
Sara Omar har med sit besøg på Bogforum stillet skarpt på verdens undertrykte kvinder og givet udtryk for, at der må gøres noget. Budskabet, jeg tog med fra samtalen var, at vi alle kan være med til at ændre denne undertrykkende kultur og skabe en bedre verden for kvinder. Budskabet er hermed givet videre.
Leave a Reply