Skønhedskritik fra Sofi

Skønhedskritik fra Sofi

Skønhedskritik fra Sofi

Reportage fra interview med Sofi Oksanen på BogForum d. 12. november 2016

Af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

Den finske forfatter Sofi Oksanen er en af de mere farverige – både bogstaveligt og billedligt talt – personligheder i nordisk litteratur, og det er ikke for ingenting, at hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2010: Hun har en del at sige med sine romaner. Jeg var der, da hun talte med Jes Stein Pedersen på BogForums scene Under Uret, og det var en oplevelse, som gav mig appetit på mere og lyst til at dykke dybere ned i Oksanens litterære håndværk.

Allerede ti minutter før hun skal på, stiller Sofi Oksanen sig klar ved siden af scenen Under Uret. Hun er umiskendelig med det store sorte virvar af dreadlocks, sporadisk prydet med violette og turkisgrønne strejf og små juvelspænder. Kraftig makeup indrammer øjnene, der vagtsomt iagttager de to kvinder, som udgør den foregående samtale. Da deres indslag er slut, indfinder Oksanen sig på scenen og sætter sig til rette i en af stolene og Jes Stein Pedersen – hendes samtalepartner – vender timeglasset på bordet. Deres samtale om Oksanens seneste bog, Norma, er i gang.

Oksanen er en af de store feministiske stemmer i nyere nordisk litteratur, og Norma er ingen undtagelse i den sammenhæng. Denne gang har hun kastet sig over hår- og skønhedindustrien, da hun mener, at hår er noget, alle kender til, også selvom de tror, at de ikke gør det. Især kvinder, siger hun, lærer, at det at være smuk gør livet nemmere, og derfor bliver de nemt ofre eller afhængige af skønhedsindustrien, idet meget af deres livs værdi bliver lagt i deres udseende. Denne samfundskritik er blandet sammen med fantasifulde elementer i Norma, der bærer præg af gamle eventyr som Rapunzel, i og med at titelfiguren i Oksanens roman har hår, som vokser abnormt hurtigt og er følsomt over for humør- og stemningskift.

Selv en stor fan af at udtrykke sig selv gennem sit udseende understreger hun, at det ikke er et problem med at gå op i sit udseende, så længe man stopper op og overvejer hvor stor en del af ens liv det optager. Hun bruger sig selv som eksempel, da det for mange år siden gik op for hende, hvor lang tid hun i realiteten brugte på sit hår, og siden bestemte hun sig for, at det var langt nemmere bare at anskaffe hårforlængelser.

Finlands skyggeside frem i lyset

Samtalen kommer ikke kun til at handle om udseende og Oksanens seneste udgivelse, men også om hendes rolle i finsk litteratur. Ifølge Oksanen har Finland en meget baglæns udvikling i forhold til kvindelig repræsentation i kunsten og litteraturen:

”Finnish people are of this mentality: ’We don’t need to talk about female authors, but just authors’. No, we need to talk about FEMALE authors”.

Hun argumenterer for at fokuset på ”kun forfattere” tidligere ikke har givet meget plads til andre end mandlige forfattere, og hvis ikke der bliver givet plads til andre, får vi kun de samme historier.

Oksanens observation af sine landsmænd er da også, at en stor del af dem har problemer med, hvad der bliver sagt om Finland uden for landets grænser. Ifølge hende vil mange finner ikke kendes ved nogle af de mørkere sider af finsk kultur og historie såsom den store forekomst af vold i hjemmet og vold der involverer skydevåben. De mener ikke, at det er noget, som kommer resten af verden ved og at det i øvrigt er folks eget problem at tage sig af den slags. Oksanen mener dog, at hvis ikke der sættes fokus på det og lægges pres på, bliver der aldrig gjort noget ved det. Derfor skal underrepræsenterede kvindelige forfattere opmuntres til at fortælle deres historier, så et andet perspektiv end det dominerende (ofte mandlige) flertals perpektiv kan komme frem.

Suverænt så længe det varede

Da Pedersen siger, at tiden er gået, ærger jeg mig, for jeg føler, at publikum kun har kradset lidt i overfladen og fået et begrænset indblik i Oksanen og hendes motiver for at skrive Norma. Men dette er traditionen på Under Uret-scenen: 20 minutters samtale eller interview og så videre til næste. Det giver mulighed for at få en smagsprøve på forfatterens personlighed, uden at det spolerer lysten til at læse deres udgivelser. Jeg ville nu ikke have haft noget imod en halv time mere af Oksanens veltalenhed og samfundskritik, med de enkelte langtrukne vokaler, der afslører hendes finske modersmål, men jeg er også taknemlig for den tid jeg var heldig nok at få i hendes selskab.