Slap af og vær lille

Reportage fra litteraturfestivalen Vild Med Ord, 30. August 2014, Ridehuset, Aarhus
Skrevet af Anne Skov Thomsen

Dagbladet Informations litteraturanmelder Kamilla Löfström mødte lørdag eftermiddag til litteraturfestivalen Vild Med Ord Jens Blendstrup til en samtale om barndommens skyldige og uskyldige dæmoner i forbindelse med forfatterens seneste bog med den karakteristiske titel ”Luskefisefortællinger”.

Min sidemand formelig hulker af grin, og rundt omkring på de andre fuldt optagede stolerækker rystes der på hovederne i klukkende vantro, mens Jens Blendstrup med rekordstort skæg dramatiserer de skæve, barnlige karakterer i endnu en luskefise-fortælling. Han ændrer skiftevis tonefald fra dybt til højt alt efter, hvem der er fortællingens mest naive eller unge stemme, og snøfter og læsper sig hæsblæsende gennem de flabede dialoger om Fedesens farmor, Præste-Poul, Heino og alle de andre.

En luskefis er med Blendstrups egne ord ’en sympatisk krejler’ – én man ikke helt ved, hvor man har, eller hvad kan finde på. Som fx da fortælleren lille-Jens går rundt ved dørene i byen med en trækvogn sammen med sin storebror Niels for at samle gamle fjernsyn og radioer til deres tvivlsomme ’forening’. Apparater, som måske er allersjovest, hvis man kan smadre dem godt og grundigt hjemme i haven. Men den barnlige naivitet og fantasi rummer også katastrofen, og inden længe er Jens og Niels overbevist om, at de har skabt en kræftfremkaldende trykbølge på linje med den atombombe, de har set i fjernsynet, og faderens tyndhårede isse ligger snart under for drengenes patetiske anger over deres ugerning og natlige frygt for konsekvenserne. Som læsere og tilhørere griner vi hjerteskærende af dem, både for deres skruppelløse, ubekymrede luskefiseri og deres ’velfortjente’ straf og naive frygt. De er – ja, sympatiske krejlere.

”Luskefisefortællinger” er en hyldest til barndommen og i særdeleshed friheden, der knytter sig til disse ubekymrede år. Blendstrup nævner flere gange, hvordan han i en tidlig alder holdt op med at lege som de andre børn, der angiveligt var den, de legede at være. Men samtidig, reflekterer han videre, er han også selv stadig et barn. At forblive levende er at bevare en trang til leg, og denne leg er fortællingen om at være barn igen. Faktisk husker Blendstrup nærmest barndommen tydeligere, end da han levede i den. Eller rettere: Det skete er forsvundet til fordel for fiktionen. Barndommen er så at sige bedre som voksen, fordi barndommen er en uudtømmelig kilde til fortælling.

Som Kamilla Löfström bemærker, lader Blendstrup således også ved flere lejligheder sin fiktive far sige til lille-Jens: ”Slap af og vær lille.” Et udsagn, der peger på Blenstrups politiske budskab om at lade børn være børn. Fortællingerne kaster et samfundskritisk blik på de overbeskyttende og kontrollerende tendenser, der præger nutidens forældre. Som barn i halvfjerdserne fik man lov at ’gakke ud’, uden at der var nogen, der skulle sikre én mod at jokke i en narkomansprøjte på legepladsen.

Samtidig tager Blendstrup afstand fra den forskønnede erindring om bardommens gyldne dage. ”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg-fortælleren alene var alt for kedelig,” siger han. Det er de andre børn og skæve karakterer, der giver fortællingen sit salt og, i særlig grad, peber. Uden dem forfalder barndomsfortællingen nemt til det patetiske glansbillede, og i den forbindelse er der også en klar pointe med de små enkeltstående stumper af fortællinger: Barndommen huskes i glimt og skal ikke indordnes i et stort forkromet og forklarende episk forløb.

Som tilhører kan jeg kun give Blendstrup ret. Barndommens frihed bliver også luskefisefortællingens frihed, når den store, skæggede mand i det dramatiserende øjeblik taler sig ud af bogen og frit fabulerer på en rus af lattervækkende børnestemmer.