Anmeldelse af Nathaniel Hawthorne: Det Skarlagenrøde Bogstav, udgivet på Forlaget Klim d. 23. september 2021, oversat fra engelsk af Hans-Jørgen Birkmose
Anmeldt af Henriette Schmidt
Foto: Henriette Schmidt
En toldinspektør finder et falmet rødt stykke stof formet som bogstavet A samt optegnelser, der beretter om en 200 år gammel historie omhandlende en vis Hester Prynne. Optegnelserne er dog mangelfulde og efterlader et hul i Hesters historie, som til gengæld præsenterer en muglighed for toldinspektørens længsel efter at skrive. Resultatet bliver den fulde historie om Hester Prynne; en klassiker, der stadig er aktuel i dag.
Nathaniel Hawthornes værk starter med beretningen om en ukendt fortællers liv i Salems toldbod. Da fortælleren fyres fra sit job som toldbodsinspektør, et job han i øvrigt fandt kedsommeligt og følte sig uværdig til, får han imidlertid en undskyldning for at udleve sin forfatterdrøm. Her ser han ser sig forpligtet til at færdiggøre historien om Hester Prynne, hvilket afslutter bogens afsnit om Toldboden og indleder historien om Det Skarlagenrøde Bogstav. Denne historie begynder med Hesters vandring fra fængslet til byens rettersted på en nærmest Game of Thrones lignende ”SHAME” manér. Dog er Hester ikke nøgen, det er jo trods alt ikke Game of Thrones, men i stedet iført nydeligt tøj prydet af et flammende rødt A. På armen bærer hun sin nyfødte datter Pearl, der er beviset på Hesters synd; hun har været sin fraværende mand utro og skal bære et A for ”Adulterer” – Ægteskabsbryder.
”Uden at ændre et ord”
Oprindeligt udgivet i 1850 er det ikke underligt at bogen skabte en del uro blandt datidens læsere. Dog er denne uro, ikke noget forfatteren lod sig synderligt meget mærke af, som han humoristisk kommenterer på i ”Forord til anden udgave”:
”og derfor beder han med forlov om måtte sige, at han omhyggeligt har genlæst Toldboden i den hensigt at ændre eller fjerne alt, hvad der var ubeføjet, og at øve mest mulig bod og bedring for de oprørende ugerninger, han var blevet kendt skyldig i at have begået. […] Forfatteren ser sig derfor nødsaget til at genudgive Toldboden uden at ændre et ord”
Hawthorne høstede hermed allerede point hos mig, da han med humor elegant latterliggør protesterne mod værket. Toldboden forekom mig egentlig først som en noget lang intro til historien om Det Skarlagenrøde Bogstav, især når man tænker på hvor kort bogen er. Til gengæld tilbyder Toldboden et fantastisk malerisk indblik i 1800-tallets Amerika med sine beskrivelser af toldinspektørens omgivelser – som jo heldigvis er forblevet uændrede.
En læser på afstand og i historien
Humoren begrænser sig heldigvis ikke kun til forordet. I Toldboden møder man ofte en selvironisk fortæller og i Det Skarlagenrøde Bogstav findes humoren særligt i form af en ubeslutsom fortæller: ”Altså, nu tøver vi lidt med at afsløre, hvorfor præst Dimmsdale anså det for at være yderst heldigt. Alligevel – for ikke at foreholde læseren noget – var det, fordi han […]”.
Fortælleren vil altså først holde oplysningen skjult for læseren, men ender alligevel med at fortælle det, fordi han ikke kan lade være. Denne ubeslutsomme fortæller, gav mig flere gange et smil på læben.
Jeg bed yderligere mærke i måden fortælleren både sørger for at gøre læseren opmærksom på sin position som læser men også inviterer læseren ind i historien. Dette er et genkommende fænomen, som måske tydeligst ses i starten af Det Skarlagenrøde Bogstav:
”Da vi finder den så tæt på tærsklen til vores fortælling, som nu er på nippet til at træde ud af dette lidet lovende indgangsparti, kan vi næsten ikke gøre andet end at plukke en af dens blomster og række den til læseren”
At læseren gøres opmærksom på sin position udenfor historien men samtidig inviteres ind lyder modstridende men fungerer ikke desto mindre. Jo mere jeg læste, jo mere fik jeg en fornemmelse af, at fortælleren forsøger at skabe en fiktiv fortrolighed med sin læser. Og selvom læseren hele tiden tiltales ”læseren”, bliver læseren næsten en karakter i den samlede fortælling. Nogle ting holder fortælleren skjult, men som historien udvikler sig, oplever man hans ubeslutsomhed, og fortælleren beslutter sig alligevel for at fortælle læseren ting, han ellers ville holde skjult for spændingens skyld.
En tung byrde?
Før jeg læste bogen, var mit kendskab til værket i høj grad præget af filmen Easy A fra 2010 med Emma Stone i hovedrollen. I filmen læser Stones karakter værket i skolen og efter et rygte bryder ud om hendes eftersigende mistede mødom, beslutter hun sig for at bære det samme flammende røde bogstav på sit tøj som Hester Prynne. Easy A er sin egen historie, men alligevel er der flere paralleller, der viser værkets aktualitet i dag. Mest af alt ses det nok i behandlingen af de to kvinder, hvor begge bliver udskammet og set ned på, for at have opført sig ”løssluppent”. De udsættes altså for, hvad der er kendt som ”slutshaming”. Men fælles for de to kvinder, er også den sympati man føler for deres situationer, og særligt i Det Skarlagenrøde Bogstav ses ikke kun fortællerens sympati for Hester, der beskrives som en engel, men der tages også stor afstand til den slutshaming som folket og især hendes mand udsætter hende for: ”Må Gud tilgive dig!” sagde præsten. ”Du har også syndet dybt!”.
Desværre er slutshaming ikke et fænomen, der blev begravet med Hesters flammende A, og i høj grad noget som mange udsættes for i dag, men her kan man måske igen søge hjælp i værket. For som Hawthorne genialt skrev i sit forord: ”Offentlighedens mishag ville være en tung byrde for forfatteren, hvis han følte, at han fortjente den”.
Leave a Reply