Anbefaling af Selma Rosenfeldt-Olsen: Det fælles bedste, udgivet på forlaget Harpyie den 8. februar 2022.
Anbefalet af Camilla Weber Farver
Foto: Camilla Weber Farver
Hvordan er det at have en søster? At være en? Som enebarn er det spørgsmål, jeg har stillet mig selv mange gange. For mig har søsterskab altid været en sløret størrelse, noget jeg til tider har manglet, andre gange været lykkelig for at undvære. Med Det fælles bedste åbner Selma Rosenfeldt-Olsen søsterskabets dør på klem, så læsere (med og uden søstre) kan få et glimt af de fine og komplicerede bånd, der binder søstre sammen – og alt det, der kan skille dem ad.
Bogen er en kompleks sammenvævning af tre kvinders historier: Loras, Mannis og Judiths. Lora er Mannis storesøster, og de to vokser op i Sydslesvig i skyggen fra Anden Verdenskrig. De leger og lever sammen, er skiftevis sammensvorne og ærkefjender, indtil Lora bliver gift med en dansk læge og flytter til Danmark. Beskrivelserne af søstrenes barndom er indhyllet i et nostalgisk skær, men uden at blive naiv eller romantiseret. Rosenfeldt-Olsen tager barndommen alvorligt og skildrer både euforiske og knudrede følelser med en fintfølende fornemmelse for søstrenes børnelogik.
”Gederams, en hel mark. De unge, grønne planter var ikke så pæne, men når vi plukkede et blad og gned det mellem to fingre, knirkede det saftigt. Gederamsene blev et kjolehav, en kjole hver i gederamslilla var alt, Lora og jeg ville have.”
Judith kommer ind i billedet en efterårsdag i 1953: Her møder hun den nu attenårige Manni, der, alene og med et knust hjerte, sidder på en kirkegård i Hamborg. Judith præsenterer sig som ”omrejsende” og tilbyder Manni at tage med hende til Berlin. Det bliver begyndelsen på en ganske særlig relation, der skal vise sig at få betydning for alle tre kvinders liv.
I søsterlære
Judith og Manni flytter ind i en lille blik-hytte i Berlin, og langsomt begynder en hverdag at samle sig omkring dem. Her går Judith i lære hos Manni: Hun, der ingen søskende har, vil lære at være søster. Det vigtigste redskab i uddannelsen er en lille sangbog, hvor alle de lege, som Lora og Manni legede som børn, står skrevet i marginen. Bogen fungerer som en søsterskabs-drejebog, som Judith må instrueres i for at blive en rigtig søster.
”Hvis jeg er søster i forvejen, og du ikke er, så kom jeg først og er storesøster. Det gør dig til lillesøster, hvis du overhovedet bliver noget. Lige nu er du ingenting.”
Romanen foregår i en verden, der på overfladen fremstår genkendelig og historisk korrekt. Men der er også noget uforklarligt på spil, som folder sig langsomt ud undervejs. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at der opstår en ret hekset forbindelse mellem de tre kvinder, som vidner om, at søsterskab handler om mere end blodsbånd. Det handler også om at være lydhør over for hinandens stemmer, hvad enten det er i drømme eller i virkeligheden.
Selma Rosenfeldt-Olsen skriver de tre kvinder frem, så de står lysende klart for mit læseblik. De er vidt forskellige, men ensomheden har de til fælles, den synes at ligge på lur lige under tilværelsens overflade. På den måde handler Det fælles bedste også om de ensomme følelser, der findes både i og uden for fællesskabet. Søsterskab er værdifuldt, noterer jeg mig, men det er ikke altid en leg.
Finurlig skrivekunst
Rosenfeldt-Olsens prosa flyder afsted, ikke som en stille strøm, men som en lystigt pludrende bæk. Den er frisk og livlig, og bevæger sig i ofte overraskende retninger. Samtidigt står sproget skarpt, der er ingen overflødige ord (bare de rigtige) og formuleringerne antager ofte en nærmest motto-agtig karakter. Mens jeg læser, er jeg nødt til at finde en blyant frem, så jeg kan understrege ord og sætninger, og sætte små begejstrede udråbstegn i marginen. Man kan ikke bare lade sætninger som ”Den måde, en due kan træde op på noget, så forsigtigt og uendeligt kejtet” forsvinde i mængden. Og fra nu af vil jeg altid tænke på modne bygmarker som ”silkemarker”.
”Når juli lakker mod enden, er sommeren for længst tippet. Det grønne er mørkegrønt, silkemarken er moden. Det er trist, men der er lyspunkter, i hvert fald ét: vinden i den modne silke. Tjeeeeeeeee.”
De tyske omgivelser har sneget sig helt ind i sproget, hvor tyske ord og sætninger dukker op som små, klangfulde brud på det danske sprog. Salzbrezel, Affenliebe, Schnurrbart. Og så er der de skønneste egennavne. Kaiserdammbrücke, Hardenbergplatz, Friedhof Heerstraße. Jeg er vild med det, de tyske ord smager anderledes end de danske, og gør læsningen til en både lækker og lydlig oplevelse. Det er finurlig skrivekunst af den fineste slags.
Om små og store historier
Bogen foregår i årene 1932-1969, en af de vel nok mest skelsættende perioder i nyere europæisk historie. Verdenskrigen og dens eftervirkninger ligger som en undertråd igennem hele bogen, men det er ikke Historien med stort H, som Rosenfeldt-Olsen er interesseret i. Fortællingen om Manni, Lora og Judith er drevet af en nysgerrighed på de små historier, der tilsammen udgør et menneskeliv. Historiens vinde blæser, men de tre kvinder er ikke bare hvirvlende blade i den. De går deres egne veje, skaber deres egne historier i historien.
”To søstre er godt, men tre er bedre. Det er at få det bedste ud af det, der er. Sammen laver vi reglerne om, så de bliver sådan, som vi gerne vil have dem.”
Det fælles bedste er en fin og rørende roman om søsterskab, moderskab og venskab. Om den ensomhed, der findes i mellemrummene. Og om at finde et fællesskab på trods. Det vigtigste, Selma Rosenfeldt-Olsen har lært mig om søsterskab? Det er også noget, man kan vælge.
Leave a Reply