Som at blive sunget for 

Anmeldelse af Leonard Cohen: Smukke tabere, oversat af Louise Ardenfelt Ravnhild, udgivet på Forlaget Turbine d. 25. februar 2022

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Smukke tabere er et fragmenteret og poetisk stykke tekst samlet til en roman. Det er mørk poesi, kærlighed, sex og en kompliceret trekantsrelation. Den er udtalt og udspillet med en tør humor, en direkthed og en stemme fra et liderligt begær, der afspejler sig hos læseren: et begær efter mere poesi fra Leonard Cohen. 

”I mødet med Leonard Cohens sexede og bløde billeder og poesi fik jeg en ny fornemmelse af, at litteratur ikke altid bare skulle forstås eller forklares.” Sådan skriver Katinka Bjerregaard i sit velformuleret forord til Cohens roman, der generelt lader til at have gjort indtryk på den danske sangerinde. 

I romanen optræder tre hovedpersoner: den navnløse hovedperson, hans kone Edith og deres fælles ven F. De har en fælles betagelse og stort begær rettet mod Catherine Tekakwitha, en helgen fra 1700-tallet og en del af mohawk-stammen. Deres historie og tragedie bliver skrevet frem i brudstykker. Det er fragmenterende og legende. Det er tekstpassager, der beskriver situationer og øjebliksstunder på en episk og ligefrem måde. 

”Jeg gjorde som han sagde, kneb øjnene sammen, og – det eksploderede i en kølig, betagende brand der sendte stråler ud til alle sider (på nær nedad, for der var spillebordet). Græd ikke, sagde F., og så faldt vi i snak.”

Det fineste ved romanen er dens sproglige overlegenhed. Der er ingen tvivl om, at Cohen mestrer kunsten at sætte ord sammen. Det er som at blive sunget for med hans genkendelige hæse, dybe sangstemme. Den er spændstig og saftig i sine erotiske vers med omkvæd af sorg og mørk poesi, der bygger bro over trekantsrelationen. Det er gyldne toner af eksotisk kærlighed og fremmed fascination med toner, der skaber en underliggende stemning af, at noget særligt er på spil. Det lyder måske abstrakt og ukonkret, men det fornemmelsen man får med Cohens roman i hænderne. 

”Fremfor alt er det ensomhed. Jeg vil ikke være en stjerne og bare dø. Åh, lad mig være sulten, så er jeg ikke det absolutte centrum, så kan jeg udpege træerne i deres individuelle liv”

Tab, kærlighed, sex og religion er en håndfuld af de mange tematikker Smukke tabere skriver frem. Selvom romanen bærer alle disse tematikker er det ikke altafgørende i mødet med fortællingen. Jeg mener derimod, at handlingen ikke nødvendigvis er det væsentligste at forstå ved romanen; den skal opleves. Smukke tabereskal læses langsomt; den skal nydes og reflekteres over undervejs, linjer skal genlæses og ord skal smages på. Den fortjener ens fulde opmærksomhed og tid. 

Så til sidst er der bare at videregive Katinka Bjerregaards sande forords ord: ”Lad bogen snakke til dig og dig snakke til bogen. Du sidder jo for helvede med bogen lige nu, så du skal bare fyre den af.”