Stilheden mellem ordene

Anmeldelse af Stine Pilgaard: Meter i sekundet, udgivet på forlaget Gutkind den 15. maj 2020

Anmeldt af Camilla Weber Farver

Foto: Camilla Weber Farver

I et rødt murstenshus i Vestjylland, mellem vindmøller, køer og begejstrede højskoleelever, bor en lille familie på tre: mor, far og barn. De er flyttet dertil, fordi faren har fået arbejde som forfatter-lærer på den nærliggende højskole. Moren er med som påhæng, og det er hendes bestræbelser på at finde en plads – i fællesskabet, moderskabet og trafikken – der er romanens omdrejningspunkt.

Det hele begynder, da højskolens karismatiske forstanderinde, der tilsyneladende dublerer som både Kirsten Giftekniv og headhunter, skaffer fortælleren et arbejde som brevkasseskribent på det lokale dagblad. Romanen er en sammensætning af brevkassespørgsmål og -svar, lejlighedssange, som fortælleren komponerer sammen med en af de andre højskolelæreres påhæng, og prosa. De små tekststykker ligger side om side, og danner tilsammen et skønt, farverigt og lidt skævt kludetæppe. For Meter i sekundet er ikke en bog, som bøger er flest. Stine Pilgaard skriver i en stil og en genre, der er helt hendes egen, og begge dele er fulde af overraskelser, humor og livsklogskab.

I fortællerens tilværelse er alting nyt: landskabet, fællesskabet, moderskabet. Og oven i alt det andet nye er hun også i gang med at tage kørekort. Med mere end firs angstfyldte lektioner bag sig er hun blevet lidt af et fænomen blandt de lokale kørelærere, som skiftes til at undervise hende, fordi hun tilsyneladende er mere end hvad én kørelærers tålmodighed kan klare – og fordi hun interesserer sig mere for mennesker og deres historier end for højrevigepligter.

Et studie i samtalen

Helt centralt for romanen er samtalen. Faktisk kunne man godt argumentere for, at romanen på mange måder er et studie i samtalekunsten: Hvordan taler man med købmanden? Med kørelæreren? Med sit barns dagplejemor? Stine Pilgaard har et usædvanligt blik for menneskers måde at tale til – og forbi – hinanden. Det sammensurium af ord, udtryk og indforståetheder, som udgør samtalen, bliver redt ud, så man pludselig kan se, hvad det egentligt er, der foregår, når vi mennesker taler sammen. Som da Mona, en af fortællerens mange kørelærere, fortæller om sin vestjyske opvækst:

Samtalen kan give anledning til både glæde og sorg, til venskab og frustration. Og netop frustration er karakteristisk for fortællerens møde med den fåmælte, vestjyske samtaleform. For at komme den akavede stilhed og misforståelserne til livs, opsøger hun derfor samtalens mester, Anders Agger, for at få hjælp. Som hans lærling opdager hun, at det faktisk ikke er samtalen, men stilheden mellem ordene, hun skal lære at blive fortrolig med for at kunne indgå i et mere smertefrit forhold til både købmand og dagplejemor.

Forretsmetaforer og lejlighedssange

Hvis Stine Pilgaards sprog var et økosystem, så ville humor, ironi og alvor leve side om side i en symbiotisk sameksistens. Det er overraskende og velfungerende. Det særlige ved sproget, og ved romanen som sådan, er måske netop, at man på én gang føler genkendelse og overraskelse over det. Som når der opfindes nye begreber som ”næstentinding” (om det sted i luften, lige ud for tindingen, hvor købmandens fingre standser i en hilsen) og ”Colgatepige” (om piger, der sværger til Colgate). Eller når fortællerens knivskarpe sprog-blik, som her, bryder ind i en diskussion om salattyper:

Man mærker, at Pilgaard deler sin fortællers opmærksomme kærlighed til sproget. Særligt i de skønne lejlighedssange, får hendes sprog lov til at udfolde sig i finurlige og smukke mønstre. For eksempel i en fødselsdagssang til fortællerens søn, skrevet på melodien til Sov sødt barnlille:

”Mens solen rammer/din kravlegårds tremmer/bemærker jeg at/du vokser hver nat/og ser på dig helt koncentreret/men hurtigt fortalt/så elsker jeg alt/du er og du bli´r og har været.”

I det vindblæste landskab

Hvis jeg kun måtte skrive ét ord i anmeldelsen af Meter i sekundet, så ville jeg snyde lidt og skrive: (k)ærlig. For både ærligheden og kærligheden løber igennem hele romanen, hvor de skaber balance i virvaret af teksttyper, ironi og alvor. Det kunne så nemt blive upersonligt. Ironien kunne blive til en havemur, som fortælleren kunne forskanse sig bag og derfra, i sikker afstand, udstille vestjyderne, højskoleeleverne og øko-entusiasterne som uforståeligt sære. Fortælleren lægger da heller ikke skjul på, at hun til tider ikke forstår, hvorfor højskoleeleverne absolut skal være så glade, eller den lokale købmand så fåmælt. Men der er altid spor af kærlighed at finde, og fortælleren tøver ikke med at vende sin ret imponerende observationssans mod sig selv. Hun ser sig ikke bedre end de mennesker, der omgiver hende, bare lidt anderledes og usikker på benene i sin nye tilværelse. Næsten som en imitation af det flade landskab, folder fortælleren sig selv og sit liv ud foran læseren, hvis øjne drages af vidderne og forundres over træerne, som vestenvinden har blæst skæve.

Meter i sekundet er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt. Når man først har ladet sig opsluge af dens finurlige verden, så sidder man nemlig fast der, blandt vindmøllerne, køerne og højskoleeleverne. Og det gør faktisk slet ikke spor.