Anmeldelse af Haruki Murakami: Byen og dens usikre mur, udgivet på Klim d. 17. oktober 2024. Oversat fra japansk af Mette Holm.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Byen og dens usikre mur er den japanske forfatter Haruki Murakamis første romanudgivelse i 6 år. Fans har ventet i spænding, og de vil ikke blive ikke skuffede. De får serveret en mursten af en roman fyldt med alt det, Murakami gør bedst – mystik, parallelle verdener, forskydninger i tid og en følelse af, at intet er, som det ser ud til at være.
Anmeldelse af Stine Askov: Varme hænder udgivet på Gyldendal d. 3. april 2024.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Varme hænder handler om at være omsorgsperson og om det ansvar, der følger med. Det er en både smuk, uhyggelig og lærerig bog, der viser, hvor komplekst livet sommetider kan være, og hvor svært og vigtigt det er nogle gange at sige fra – selvom man har så meget omsorg at give af.
Anmeldelse af Anne Cathrine Bomann: Akvariet, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 29. februar 2024.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Akvariet er en roman om et venskab med en blæksprutte. Men det er mest af alt en roman om venskaber generelt. Om livet, og hvad man gør, når det pludselig forandrer sig fundamentalt – helt uden man var forberedt på det.
Anmeldelse af Therese Bohman: Andromeda, udgivet på Turbine d. 21. februar 2024. Oversat fra svensk af Juliane Wammen.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Andromeda er en bog om, hvordan vi definerer stor litteratur. Det er en bog om at føle litteraturen i vores krop og om frustrationen over et samfund, der ændrer både litteraturen og måden, den omtales på. Det er en bog om, at god litteratur kan føles som endelig at komme hjem.
Anmeldelse af Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 9. februar 2024. Oversat fra japansk af Hanne Arnold.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Hvorfor er det altid Shibata, der skal vaske kaffekopper op og tømme skraldet? Hvordan mon hun kan slippe af med de trælse opgaver? Hvorfor forventer de andre, at hun gør det, bare fordi hun er den eneste kvinde på kontoret? Og kunne det hele måske være lidt lettere, hvis bare hun lader som om, hun er gravid?
