Jonas Hassen Khemiri er født og opvokset i Sverige med en svensk mor og en tunesisk far. Han har læst økonomi og litteraturhistorie på universitetet og udgivet to bøger på ’khemirisk’, et blandingssvensk inspireret af det fransk-arabisk-svenske, der blev talt i hans eget hjem. Selvom han i Sverige blev hyldet som ’indvandrerforfatter’ i 2003, da han debuterede med Ett öga rött (dansk: Et øje rødt), vil han ikke tage titlen på sig. Han er ikke ”et etnisk talerør”.
Om Lea Løppenthin: ”digt om territorier” i Forfatterskolens Afgangsantologi. Basilisk 2013
Af Maja Pedersen
Foto: Bogens omslag / basilisk.dk
Lea Løppenthin er en af de mest markante forfatterdebutanter det sidste år, og hun var for nylig indstillet til Litteratursidens debutantpris. I den forbindelse har jeg rettet blikket mod en af hendes tidligere udgivelser. Med ”digt om territorier” har Lea Løppenthin bidraget til Forfatterskolens Afgangsantologi med et spændende, nyt bud på, hvordan samtidslitteraturen skriver om sted. Her er årstid en faktor, der på den ene side kan udviske stedligheden, og på den anden side være et sted i så høj grad, at kroppen ikke kan gå umærket igennem de rum, årstiden skaber. Lea Løppenthin er optaget af beboelse, steder og territorier. Det smitter.
I folkeskolens sidste år (hvor dansk udvider sig og som fag begynder at indeholde undervisning i journalistik og medier) fik jeg at vide, at jeg aldrig måtte skrive en kronik om, at ”jeg ikke kan lide pædofile”, at ”pædofile bør få kappet snippen”, og den slags. I det lå den pointe, at man i en kronik skal synes noget rigtig meget, og det om noget, alle ikke er enige om. Det at man ’ikke kan lide pædofile’ er derfor ikke kronik-materiale. For det er vi alle sammen enige om, at vi ikke kan. Det på trods af, at ’pædofili’ egentlig ikke er ulovligt. Pædofili er en seksuel orientering, der ikke er forbudt. Det er seksuelle overgreb til gengæld; at handle på sin seksuelle orientering mod børn, der ikke har en idé om, hvad sex indebærer og om det er noget, de vil.
