Anmeldelse af Bjørn Rasmussen: Jeg er gråhvid. Udgivet på Gyldendal d. 13. september 2018.
Anmeldt af Imone Dahl
Fotograf: Imone Dahl
Det er svært at sige, hvad der præcist foregår i Bjørn Rasmussens nyeste roman Jeg er gråhvid. Frem for at være en roman med et egentligt handlingsforløb skildrer værket en bestemt psykisk tilstand. Læseren har uindskrænket adgang til den psykisk ustabile hovedperson Bjørns inderste tanker. Disse er prægede af angst, hashtåge, lyst til alkohol og en dybfølt kærlighed til sin ægtemand Jacob.
Bjørn Rasmussen har siden udgivelsen af sin debutroman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet på poetisk og demonstrativ vis udforsket litteraturens rammer og form inden for forskellige genrer, og Jeg er gråhvid er en fortsættelse af denne stil. Romanen har ikke et konkret handlingsforløb, men fremstår snarere som et blik ind i hovedpersonen Bjørns tanker i perioden efter, at hans ægtemand Jacob har besluttet sig for at få et barn sammen med den ukendte Maren. En kvinde, som vi ikke ved mere om, end at hun var med til Sankt Hans. Jakobs beslutning resulterer i, at den ustabile Bjørn må få styr på sit liv, så han kan være papfar til barnet og samtidig redde sit ægteskab.
Et sandt tankemylder
Det viser sig dog hurtigt, at Bjørn har mange dæmoner at slås med, så derfor er det ikke nemt for ham at få styr på sit liv. Indledningsvis begynder han på antabus, så han kan lægge alkoholismen bag sig. Denne nye start på et mere stabilt liv – kickstartet af antabus – er også begyndelsen på romanen, der består af dagbogs- eller logbogsagtige optegnelser, der følger ham igennem hans kamp mod alkoholismen. Optegnelserne består af tidsangivelser og Bjørns tanker i netop disse angivne minutter.
Antallet af dage uden alkohol bliver altså omdrejningspunktet for resten af romanen. Hver dag er der angivet flere forskellige klokkeslæt, som tilsammen sætter rammen for Bjørns mange tanker. Tidsangivelserne fungerer således som en fast markør, men derudover er romanen et virvar af tanker. Tankerne er en blanding af fiktive samtaler med hans kommende datter og hans afdøde mor Mimi, beskrivelser af gåture med hunden Fiske og den allestedsnærværende trang til enten medicin, euforiserende stoffer eller alkohol. De fragmenterede tanker gør, at læseren nemt farer vild under læsningen, da det ofte er svært at gennemskue, hvad der sker i romanen på realplan. Dette ses eksempelvis i følgende citat:
”10.07
Ingen engle ringe, det blæser stille over vor utilstrækkelighed.Insemination.
Der hænger et baseballbat på væggen i min lunge. Der hænger en le, en lever.
Homoseksuel lyder lidt som leukæmi bagfra.
Fucking hvide verden, jeg slår dig ihjel. Jeg kommer til at gøre en forskel, i mit fesne hjerte kan alting ske. Den her går ud til mine sløve søstre på klippen.”
Tro mod sin stil
Den ligefremme og frembrusende stil i citatet gennemsyrer hele romanen og er et udtryk for, at Bjørn Rasmussen er tro mod sin mærkværdige stil. Romanen er underholdende i kraft af de vanvittige og usammenhængende tanker. Men i længden bliver det dog en anelse kedeligt kun at befinde sig i den samme tilstand, selvom den er nok så absurd og anormal. Min største anke mod romanen er, at karakterudviklingen har måtte vige til fordel for hovedpersonens mange iagttagelser – i længen mangler jeg noget andet end besynderlige tankestrømme, som det er umuligt at spå hvor ender.
Hvis man har mod på et eksperimenterende stykke litteratur, er Bjørn Rasmussens Jeg er gråhvid værd at kaste sig over. Sproget er altdominerende i romanen med en stil, der minder om modernismens stream of consciousness. Stilen er gennemarbejdet, og det virker troværdigt, at tankerne stammer fra hovedpersonen Bjørn. Men jeg må også erkende, at jeg på grund af de mange fragmentariske tanker manglede et fast holdepunkt under læsningen hvilket resulterede i dyb forvirring over, hvad der foregik.
Leave a Reply