Anmeldelse af Bjørn Rasmussen: Kirstens hævn, udgivet på Gyldendal d. 26. april 2024.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Bjørn Rasmussen er blandt Danmarks mest kontroversielle og eksperimenterende forfattere, særligt hvad angår sproglig stil og tematikker. Vi kender allerede hesteverdenen fra hans banebrydende debut, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 – og nu er vi atter tilbage igen. I hestestaldene med teenagepigerne. Byd velkommen til Kirstens hævn. Hyp hyp!
Jegfortælleren Kirsten er 14 år og lever i symbiose med slyngveninderne Karina, Anita og Hvepsen. Sammen er de en hårdtslående firkløver af hestepigeenergi og Spice Girl-power (fuck det, at der mangler et femte medlem), der bruger tiden på at ride på deres elskede heste og snakke om drenge. Men når Kirsten er hjemme, er det hendes mors ækle nye kæreste, Steen, der rumsterer i hendes hoved:
“Jeg hedder Kirsten, og da jeg var 14 år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel. Jeg vil gerne beskrive ham for dig her, det ville være oplagt og passende, men jeg synes ikke han fortjener den anerkendelse at få et ansigt.”
10hi f9s og hormoner i galop
Mens Kirsten lægger skumle planer for Steens bortgang, begynder der at opstå fnidder mellem Karina og Anita. Det handler om halvparten i Don Juan, og selvom firkløveren har en pagt om at være hinandens bodyguards, forvrænger uenighederne mellem Karina og Anita gruppens dynamik. Og det er her, i kaosset omkring Kirsten, at hun for alvor får øjnene op for de ældre drenge; Church, Horse og Trold, som både kan åbenbare hende for sin egen spæde seksualitet og en verden af stoffer, som Steen har fortjent at blive drugged med. Det er med overdådig overbevisning, at Rasmussen lukker os ind i en 14-årig piges speed-hormonelle tankemylder, hvor had og kærlighed, klarsyn og forvirring farer rundt. Nogle gange er tankerne fikseret på at løse venindernes uvenskab eller at udtænke ondskaber mod Steen, andre gange at fantasere om sex:
“De fine, hvide hår på hans brune, spændstige lår, jeg drømte om at afklæde ham og se en skov af kønshår komme til syne. Jeg ville gerne ind i den skov og forvilde mig. Det var ikke så meget tanken om pikken, mere drømmen om at komme op i hans røvhul med en lommelygte.”
Vrinskende girlpower
Kirstens hævn er som et glitrende Wendy-blad med en hemmelig sektion om teenagepigens indre liv i medgang og modgang. Noget af det, Rasmussen virkelig formår, er nemlig at inkarnere den provinsielle, rastløse teenagepige med alt hvad hun indebærer af hestehaler, uretfærdighedsfølelser, eskapistiske dagdrømme og fremtidsfantasier. Især rammen omkring rideskolen med al den skønt specifikke heste-lingo skaber en helt særlig og unik stemning omkring Kirsten og hendes veninder. Det er de fire mod verden, og sammen udforsker de det ukendte ingenmandsland, teenagealderen, hvor man hverken er barn eller voksen. Alderen, hvor alt virker til at handle om liv og død, hvad enten det er oprøret mod en ond papfar, en uoverensstemmelse i venindegruppen eller den nye erfaring med onani:
“Det er okay at blive liderlig. Det er okay at du ikke har lyst til at bruge fingrene. Det er okay at du har brug for en hest. Du må gøre lige hvad fanden du vil.”
Rasmussen for president
Kirsten, Karina, Anita og Hvepsen er både herligt uhyrlige og ustyrlige, samtidig med at man sympatiserer med deres længsler og følelser. Mellem linjerne af det fandenivoldske og sparke-røv-feminine har Rasmussen øje for Kirstens kamp for sig selv og det, hun holder af. For selvom Kirstens hævn både er sjov, sarkastisk og sassy, er den også fyldt med ømhed overfor de pubertære væsner, der skal finde sig selv, mens de holder krampagtigt fast i de fællesskaber, de nu engang omgås i:
“Verden er så dårlig, hun fortsætter sin remse, skolen er så dårlig, men I er ikke dårlige, I er de bedste venner i verden, og det må I fucking forstå.”
Leave a Reply