Anmeldelse af Linea Maja Ernst: Kun til navlen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 3. maj 2024.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Weekendavisens skribent Linea Maja Ernst tager os med i sommerhus i sin debutroman Kun til navlen. Æstetikken er klar som sommerdagene, berøringerne er bløde og den sitrende flirt får frit spil, mens sætninger maler stillebener frem af pisket smør på et dækket morgenbord. Lad dig forføre af dagdrømmeri om sexstillinger og græske guder i denne sommers uomgængelige hængekøjeroman.
Bliver du mon (også) lun på Adam, når han møder dig ved vandkanten og dykker, mens du ser hver en muskel i hans krop spændes, eller bliver du forført af Sylvias utopiske fantasier om at lade sig bade i flirt og punch og venners platoniske (og erotiske) kærlighed? Begge dele er muligt i Linea Maja Ernsts debut Kun til navlen. På siderne flyder det med ferskener, udflåd og sirlige drinks, da syv venner tager i sommerhus sammen en skærsommeruge i juni.
I sommerhuset møder vi Gry: en omsorgsgudinde (næsten alle karakterer bliver sammenlignet med arketyper og fyrster, eventyrhelte, græske guder og romerske statuer). Hun er mor til Vera og Sejr og gift med Adam. Adam er en stereotyp, den populære dreng, en maskulinitetens mand, der har studeret Statskunstskab, læser The Economist og ligner en fra Euroman. Men selv Adam, der ikke bader, men svømmer (rammende beskrivelse af en type man helt sikkert kender), bliver mere nuanceret og kompleks, når han diskuterer Virginia Woolf med Sylvia. Sylvia er en dagdrømmer, en fe, polyamorøs (måske?) – helt sikkert forvirret. Hun er kæreste med Charlie, der ikke er forvirret, men er fast som en klippe. Charlie ligner en androgyn eventyrprins og er ’enhvers drøm af en kæreste’. De er alle i sommerhuset og finder snart ud af, at der skal være bryllup. Karen og Esben skal giftes. Karen, der er smuk, arbejdsom og stærk; Esben, der er forfatter, eftertænksom og afklaret.
Romanen bliver kaldt ”et portræt af millennial-generationen” – og det er også rigtigt, hvis man er en millennial, der bekender sig til KUA-core, iscenesatte middage med udskåret appelsin bare fordi og er ramt af 30’ernes (og midt-20’ernes, skriger denne zillennial) kriser og parforholdskrig. Som Sylvia tænker sukkende: ”Trediverne skulle have været som tyverne, bare med flere penge og færre komplekser. I stedet er de blevet lige det mere traditionelle, det mere lig deres forældre.” Så lad os hellere forsvinde i utopien og soppe lidt i dagdrømmen:
”Hvorfor bor vi ikke her altid, endnu flere, i skovbrynet, i hytter langs en søbred, hvorfor går vi ikke omkring i kaftaner (nej, bliver det for sekterisk? så i valgfrit sommertøj da, selv ville hun se godt ud i en tunika, hvid og broderet, bare solbrune fødder); spiser konkyliepasta og figner, grillede svampe og ansjoser og abrikoser, granatæbledesserter til fællesmiddage, helt modne tomater, safran, helt sapfisk, panseksuelt; (hun kigger ømt på fennikelhjertet, nu findelt, hvorfor skal du ikke spises ved et utopisk langbord?); hvorfor lever vi ikke i den her klare luft, så vi allesammen ville sove tungt, ikke kun børnene, vi kunne passe hinandens, vi kunne vågne tidligt og udhvilede og kysse i morgengryet, læse højt for hinanden, være hinandens problem.”
Romanen er Woolfsk i sin fortællestil; vi hopper mellem de syv venners navlepillende analyser og hede drømme. Nogle har kritiseret, at næsten alt foregår inde i disse millennial-hoveder, men der sker også bare en masse interessante ting i denne generations følelsesliv, så tak Linea, for at give et indblik i disse forskellige længsler og håb, uden at nedgøre eller håne. Det ene øjeblik er man i Charlies drøm om et familieliv, i det næste er vi i Kvædes stadige ungdommelige frihed, og begge dele bliver beskrevet så fint, detaljeret og drømmende.
Kun til navlen er ikke kun navlepillende og drømmende. Den er også humoristisk, som da Adam husker Kvædes navn som ”Matcha”, og humoren fungerer særligt godt, når romanen prikker til det politisk korrekte: ”Selvom vi tror, vi har gjort op med den klassiske mandetype, så er han stadig alles yndlings-guilty-pleasure.” Tja, selv normkritiske feminister har vel sine svagheder. Karaktergalleriet og humoren får Kun til navlen til at virke som en erotisk nyfortolkning af tv-serien Venner. Som tv-serien er romanen afslappende og forførende, mens man læser, men den er heller ikke mere end det. Hvis den har et efterliv, så vil det højest sandsynligt være som katalysator for en omgang ”Kender du typen?” med ens vennegruppe: Er man en Gry, Sylvia eller Charlie? Romanen taler ind i samtidens typefiksering, meme-kultur og hede filmsexscener og er derfor en roman af sin tid: moderne, modig, millennial.
Leave a Reply