Anmeldelse af Agnes Lindbeck: Nikes bog, udgivet på Gutkind d. 17. april 2024. Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
En ulykke kommer sjældent alene, og det gør den heller ikke i Nikes bog af Agnes Lindbeck, hvor begivenheder breder sig som ringe i vandet, og sammenblander romanens syv hovedkarakterer. Det hele starter med et ubevogtet treårigt barn, der går ud i bølgen blå i 1982. Tre familier vikles ind i hinanden, og det hele slutter i 2019, hvor alt er forandret, og intet minder om den sommerdag, hvorfra det hele udsprang.
Rosmarie skriver til sin veninde Karin, om begge deres familier ikke skulle tage sammen på stranden for at nyde det gode vejr. Det er sommer i Kummelvik, Sverige. De tager hen til deres strandplet, som ikke er befærdet af andre end dem; denne dag dog også af feriegæsten Sonja og hendes datter Nike, der sammen med manden Olle lejer sig ind i Rosmarie og hendes mand Jannes lille sommerhus. Noget, der begynder som en helt almindelig sommerdag på stranden, udvikler sig hurtigt til starten på én lang række af katastrofer. Pludselig er treårige Nike på vej ud i vandet, og Sonja er ingen steder at se:
”De kigger ikke. Ingen kigger. Altså er det ren og skær tilfældighed, rent held at Tommy pludselig får øje på den lille pige, datteren, på vej ud i vandet, ud i bølgerne. Uden en hånd at holde i. Rent held, at han ser hende før hun synker ned under overfladen: endnu en sten kastet på må og få.”
Dette er fortællingen om hovedsageligt syv voksne og fem børns liv, fra de er helt unge, til flere af dem ligger i graven. Med så stort et persongalleri skal man som læser godt nok holde tungen lige i munden, men fat mod: der er over 700 sider og omkring 37 år til at lære dem indgående at kende. Det er en livsfortælling af de store slags, der hiver læseren igennem skilsmisser, dødsfald, utroskab, hemmelige og ikke-hemmelige forelskelser. Det er en roman, der måske grundet tykkelsen kan kræve tilløb at starte på, men det er bestemt det hele værd. Jeg blev suget ind i fortællingen, og før jeg vidste af det, manglede jeg ikke særlig mange sider.
En tydelig fortæller med klare holdninger
En stor grund til, at jeg som læser blev trukket ind i fortællingen, er Lidbecks fantastiske måde at skrive på. Hun lader fortælleren komme til orde og kommentere på, hvad der sker her og nu – men især også hvad der er sket forud for og senere i fortællingen. Det er forstyrrende på den helt rigtige måde; læseren sidder begravet dybt i beskrivelsen af en persons ageren, et lidt knudret forhold eller hvordan byen ser ud, hvortil forfatteren pludselig kommer med en kommentar, der rækker ud over den fortalte tid om, hvordan denne person eller by er om flere år – et årstal vi når senere hen i fortællingen. På den måde teases der internt i historien, og det kan bare noget virkelig interessant:
”Hun vil mindes det når det er hende der står – nu bevæger vi os langt frem i tiden og nævner ikke noget om alt det andet der vil have ændret sig – forrest i lokalet, i en blazer og et par pæne bukser […] til den tid, i fremtiden, vil Karin, hvad end der ellers sker, have købt børnehaven i Kummelvik, og den vil lægge grunden til den hun videre bliver, videre ind i en fremtid vi endnu ikke kan se, ikke herfra.”
Det er morsomt for læseren at se, som i en glaskugle, hvordan historien kommer til at udforme sig, uden man ved, hvordan man præcis når derhen, og hvad der vil ske i mellemtiden.
En lidt ærgerlig slutning
Med så storslået en fortælling tror jeg, det er svært at få den sluttet ordentligt og tilfredsstillende for læseren, og det synes jeg heller ikke at Lindbeck lykkedes helt med. Jeg tabte pusten under de sidste 100 sider, som jeg ikke synes var lige så gode eller fængende som de første 600. Der er uendeligt mange tråde, der ikke bliver afsluttet, og efterhånden som man kommer til slutningen, går det op for en, at en del af disse aldrig bliver det. Med et udgangspunkt i 12 menneskers liv (et antal, der kun vokser) er det selvfølgeligt, at ikke alt bliver afsluttet, men jeg synes alligevel, at flere tråde fortjente at blive i det mindste lidt bedre afrundet.
Men det er ét kritikpunkt jeg har for en bog, der er 700+ sider lang, og som jeg ellers synes er helt fantastisk. Som i en (alt for) lang tv-serie gør de første mange gode sæsoner også de sidste to dårlige sæsoner værd at se, fordi man trods alt gerne vil have afslutningen med. Jeg vil stadig helt bestemt anbefale denne roman – men måske med en lille advarsel om de sidste kapitler.
Leave a Reply