Tove giver gode råd

Tove giver gode råd

Tove giver gode råd

Anbefaling af Tove Ditlevsen: Små hverdagsproblemer udgivet på Gladiator d. 8. november 2018

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen

Fotograf: Cecilie Bøgh Pedersen

Før der var Mads & Monopolet, var der Tove Ditlevsen og hendes brevkasse i Familiejournalen. Problemerne i 50erne, 60erne og 70erne var ikke mindre, end de er i dag. Faktisk er mange af temaerne og problematikkerne genkendelig for læsere den dag i dag: jalousi, utroskab, alkoholisme og kontrollerende forældre er blot nogle af de ting, som folk har skrevet til Familiejournalen om. Og Tove Ditlevsen har besvaret brevene med en passende blanding af alvor og humor.

I 1956 overtog Tove Ditlevsen Familiejournalens brevkasse efter Edith Rode. Det første brev hun besvarede var fra en ung pige på nitten år, som var blevet forlovet med en mand på 27, hvis mor ikke kunne lide hende. Ditlevsen rådede dengang den unge pige til at slå koldt vand i blodet og afvente, at svigermorens afvigelse sikkert gik i sig selv igen, når hun indså, at hendes søns følelser for pigen var ægte nok. Dermed var tonen af både humor, moderlighed og irettesættelse hvis nødvendigt lagt for resten af Ditlevsen brevkasse, som løb helt til 1976 og endte med at udgøre mere end 4000 spørgsmål og svar! Som Josefine Klougart så fint beskriver det i samlingens korte forord, så gør hun det altså godt, hende Tove Ditlevsen, og man mærker tydeligt ”hendes helt særegne stemme – hendes humor, hendes skarpe intellekt og hendes indsigt i menneskelivet simpelthen.”

Små og store problemer
Mange af problemerne er præget af de samme temaer. Tit er det unge kvinder, som skriver ind angående drenge eller mænd, som de er blevet håbløst forelsket i. Der er også mange hustruer, som brokker sig over deres ægtemænd. Med det sagt, så er der samtidig også stor forskel på graden af alvoren i problemerne. Nogle gange er det små, simple ting, som hurtigt kan løses. Andre gange handler det om de helt store og uoverskuelige emner som alkoholproblemer, børnemishandling og depressioner. Ditlevsens råd varierer selvfølgelig meget alt efter hvad problemet er, og hun er ikke bleg for at være ærlig og sige tingene lige ud. Eksempelvis så skriver ”jyden” ind med et problem angående hans kone, som han har opdaget, har været sammen med tyske soldater under krigen. Toves svar er både ærligt, oprigtigt og en god påmindelse for folk – også i dag:

”Der er ingen mening i at dømme et menneske på handlinger, der er begået for over 25 år siden. Deres kone er ikke den samme i dag som dengang. Jeg kan i hvert fald forsikre Dem for, at der går adskilligt større krigsforbryder rundt ibland os end Deres kone – pæne og agtede medborgere, som fortiden ikke længere kan indhente.”

Andre svar er interessante at læse, fordi tiden unægteligt har ændret den måde, vi ser tingene på. Tove råder f.eks. en ung dreng på 15 år til at blive ved med at ryge, for ”det beroliger nerverne, og menneske trænger nu til et eller andet, der kan dulme angsten for tilværelsen.” I andre mere alvorlige tilfælde skriver hun også, at man må lærer at leve med depression og at man i bund og grund ikke kan gøre noget ved et alkoholmisbrug – ting, som vi heldigvis den dag ved ikke er sandt. Ikke desto mindre er Toves råd oprigtigt interessante, humoristiske og gode at tage til sig og tænke over.

En mastodont
Det eneste minus ved den herlige samling er den størrelse: den fylder helt absurd meget og er svær – hvis ikke umulig – at tage med sig nogen steder hen. Den ville ellers have været perfekt til tog-  og busture, for dens knap 1000 sider er proppet med gode dilemmaer, som er både relaterbare og god underholdning. Udover bogens størrelse så er der ikke så meget at sætte en finger på. Nogle af problemerne går ganske vidst igen, men det er samtidig også med til at give et spændende indblik i den hverdag, som folk havde dengang. Problemerne er både meget ens og meget forskellige fra dem, vi har i dag, og bogen kan dermed også vise, hvordan tiderne og vores forståelse har ændret sig. Det er sikkert meget sundt engang imellem af blive mindet om, at verden var meget anderledes for 50, 60 og 70 år siden.

Værket kan varmt anbefales til alle som er Tove Ditlevsen fans. Hun har nu engang ret i meget af det hun siger, den kære Tove, og der er ingen vej uden om, at ”vi elsker eller hader ikke med vor forstand” eller at ”livet rummer nu engang ikke så overvældende mange chancer, at man har råd til at få forbi en eneste af dem.” Gode citater er der i hvert fald masser af og selv de, som ikke er så bekendt med Tove Ditlevsens værker, kan helt sikkert få en masse ud af samlingen også: om det så er en godt grin, en påmindelse om hvordan livet var dengang ”far var dreng” eller simpelthen et godt råd med på vejen.