Anmeldelse af Andrés Barba: Små hænder, udgivet på Skjødt Forlag d. 28. februar 2019.
Oversat af: Ane-Grethe Østergaard
Anmeldt af: Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Mange har sikkert prøvet at stå i en situation, hvor man ikke helt passer ind i mængden, hvorefter man måtte vælge, om man ville være en del af det eksisterende fællesskab eller vælge sit eget selskab. Andrés Barbas novella Små hænder handler netop om en lille pige, der lige er blevet forældreløs, og hun skal derfor finde sin plads på børnehjemmet, og i blandt de andre piger, hvor en uhyggelig tone følger historien.
Små hænder følger den syvårige Marina, der netop har mistet begge sine forældre en i voldsom bilulykke. Hun også var selv med i bilen, og har pådraget sig alvorlige skader, men var ved fuld bevidsthed igennem det hele. Novellaen åbner med en sætning, som kommer til at følge Marina på en spøjs måde igennem hele historien, da den lyder: ”Hendes far døde på stedet, hendes mor på hospitalet.” Marina kan i starten ikke helt forholde sig til sætningens betydning, og hun udviser derfor heller ikke den store sorg over at have mistet sine forældre, hvilket bekymrer både læger og psykologer på hospitalet. En psykolog vælger derfor at give hende en dukke for at se, om Marina kan udtrykke sin sorg og følelser igennem den, hvilket ikke sker, men Marina bliver til gengæld hurtigt stærkt tilknyttet til dukken, og den bliver hendes kæreste eje. Marina reagerer heller ikke på, at hun skal på børnehjem, men hun forholder sig skeptisk, da hun ser det første gang:
To stemmer
Novellaen er skrevet i tre dele, hvor den første omhandler Marinas ulykke og hendes tid på hospitalet, og der er historien holdt i en tredjepersonsfortæller, hvilket skaber en distinktion til Marina. Anden og tredje del handler om hendes start på børnehjemmet: rutinerne og hendes sociale liv med de andre piger, men her skifter kapitlerne fortæller, så hvert andet fortsætter i en tredjepersonsfortæller, men fra Marinas parti; imens de andre er en mærkelig form for jegfortæller fra de andre pigers synsvinkel, hvor der hele tiden bliver brugt ”vi” og ”vores”. Det gør, at de andre piger bliver set som en enhed med deres eget fællesskab, som Marina ikke er en del af. Marina bliver ikke inkluderet af de andre piger, da hun har prøvet at have et liv uden for børnehjemmet, hvilket mange af de andre ikke har. De opbygger derfor en voldsom jalousi over alle de ting, som Marina siger, hun har prøvet, og der bliver dermed skabt en klar grænse med Marina alene på den ene side og de andre piger på den anden.
Marina og de andre pigers forhold gennemgår ikke nogen form for udvikling, da de andre piger aldrig helt kommer til at acceptere hende, og omvendt lukker hun heller ikke dem ind, hvilket godt kan gøre den ellers korte tekst på knap 100 sider til at virke lang. Der sker dog lidt, da Marina opfinder en ”dukkeleg”, som de kun kan lege om natten, hvor pigerne skiftes til at være dukken, som ikke kan sige eller gøre noget, kun lytte. Denne leg ændrer ikke Marina og pigernes forhold om dagen, men de får alligevel en snært af fællesskab om natten, indtil det bliver Marinas tur til at være dukken, hvor legen og historien slutter. Man finder derfor ikke ud af, hvad der sker efterfølgende, eller hvordan de andre piger behandler Marina som dukke, så man kan kun som læser gisne om, hvad der kommer til at ske.
Leave a Reply