Reportage fra BogForum, Liv Duvå og Andreas Pedersen i samtale med Lars Bukdahl og Anne-Marie Mai, i Bella Center Copenhagen, d. 10. november 2017.
Af Imone Dahl
Fotograf: Imone Dahl
Nye forfattere melder sig konstant på forfatterscenen, men er deres litteratur nu også så god og spændende, at man gider at købe bogen? Fredag på BogForum hjalp Litteratursiden mig med at tackle denne overvejelse, for her snakkede forfatterne Liv Duvå og Andreas Pedersen om, hvad deres debutværker kan byde på. Resultatet var ganske givende, for jeg gik hjem en bog rigere, da jeg endte med at købe debutromanen Vi er vel helte af Liv Duvå.
Der var en summende stemning af aktivitet på årets BogForum, da samtalen på Litteratursidens stand skulle til at begynde. Der var ikke så mange unge tilskuere, men primært et midaldrende publikum bestående af kvinder og selvfølgelig undertegnede. Standen på BogForum var ikke så stor, og den endte derfor med at være fyldt godt op med tilskuere til en samtale mellem de to vindere af debutantprisen og to fra juryen bag prisen. Prisen hedder ”Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat”, og er ifølge Lars Bukdahl ”den rigtige debutantpris” modsat de andre debutantpriser, der også bliver uddelt. Under starten af samtalen var der desværre problemer med lyden, der forstyrrede en del, men efter ti minutter blev lyden heldigvis ordnet, så hele mit fokus kunne rettes mod scenen og de spirende forfattere.
Indtog på forfatterscenen
De to unge debutanter Liv Duvå og Andreas Pedersen er helt nye i forfatterverden og sidder lettere nervøst i stolene på scenen, klar til at fortælle om deres første udgivelser. Pedersen er aktuel med Fryden og Duvå med romanen Vi er vel helte. Bukdahl starter samtalen med et lettere trivielt spørgsmål; hvordan de hver især begyndte at skrive. Pedersen fortæller en anekdote fra Horsens bibliotek, hvor han altid tog hen for at læse litteratur af de store digtere som Inger Christensen og Michael Strunge. Men han forklarede også, at han samtidig havde en iboende trang til at skabe en hel bog frem for kun at skrive små digte hist og her. Derefter bliver det Duvås tur til at besvare spørgsmålet, og hun siger, at hun altid har brugt bøger som et sted, hvor man kan være. Hun var desuden træt af altid at snakke om, hvad litteraturen kan, i stedet for at vise, hvad litteraturen kan, og hun valgte derfor at begynde at skrive – også fordi hun ikke kunne lade være. Disse personlige overvejelser omkring, hvordan de blev forfattere vakte ikke større interesse hos mig, da historierne ligner de fleste andre forfatteres; ”trang til at skabe, fordi man simpelthen ikke kan lade være”, men da der blev taget fat i selve værkerne, kom der mere dybde i samtalen.
Hvad kan debutantværkerne?
Lidt inde i samtalen bliver der åbnet op for, hvad debutværkerne egentlig handler om. Duvå åbner diskussionen og nævner, at der i de fleste af hendes kapitler er en grad af et fald, og at disse fald spejler hinanden i løbet af romanen. Denne beskrivelse vakte straks min interesse, fordi hun har et skarpt øje på formen, der bliver en bidragende faktor til indholdet. Derudover pointerer Duvå også, at hun ikke har skrevet en klassisk udviklingshistorie, men i stedet er gået anderledes til værks. Denne lyst til at dyrke ’det anderledes’ er også noget Mai og Bukdahl roser ved både hendes og Pedersens debutværker. Det er også denne dyrkelse af det anderledes, som Pedersen tager fat i, da han skal udlægge, hvad hans bog kan. Han har også prøvet at undgå klassiske litteraturkonventioner – noget der generelt lyder til at være et fyord på den nye forfatterscene. Pedersen beskriver, at han i sin bog har villet, at der i hver sætning skulle være en forvandling. ”Det skaber en hurtighed i hver sætning,” siger Pedersen, og det har været en vigtig del af hans bog at følge dette mønster. Begge debutanter har dermed haft store overvejelser omkring, hvordan form skal spille sammen med indholdet. Samtidig har de ikke ville skrive et værk, der byder klassiske litteraturkonventioner indenfor. Begge debutværker bryder altså med de strenge konventioner og finder inspiration uden for rammerne.
Vag afrunding om at litteratur kan ”noget”
Selvom Duvå i starten af samtalen sagde, at hun var træt af at snakke om, hvad litteraturen kan, så var det dog den drejning samtalen tog hen mod slutningen. Det blev en lidt højtsvævende diskussion i øst og vest, hvor Bukdahl og Mai havde lidt svært ved at stille spørgsmål, så Duvå og Pedersen kunne komme på banen. Men Duvå fik dog flettet ind, at litteraturen ikke er et opslagsværk, hvor man kan slå svarene på livet op, men at den altså stadig kan noget. Hun uddybede ikke mere, og det måtte derfor være op til tilskueren selv at vurdere, hvad dette noget så var. Den lidt ukoordinerede samtale fra Bukdahl og Mai’s side kunne også ’noget’, for selvom den virkede lidt rodet til tider, fik de dog spurgt ind til nogle rigtig spændende debutværker fra to spirende forfattere. Jeg var i hvert fald så inspireret af værkerne, at jeg købte Divås debutroman efter samtalen.
Leave a Reply