Ud over afgrunden

Anmeldelse af Klaus Rifbjerg: Idræt, udgivet på Gyldendal d. 6. oktober 2014 .

Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Idræt er en roman, hvori der siges utrolig meget, uden at den egentlige kerne afsløres. Hele tiden har man fornemmelsen af, at noget ulmer under overfladen – en fornemmelse der langsomt opbygges som en vished. For romanens hovedperson, idrætslektoren Steffen Gurt, er en kompleks mand. Og en impulsiv tur sammen med hustruen Harriet til deres nordjyske sommerhus viser sig at blive hans vej ud over afgrunden.  

At lade tiden gå i stå

Én af de ting, jeg øjeblikkeligt fandt fascinerende ved Rifbjergs nye roman, var de beskrivende sekvenser, der er så mættede af nærhed og stemning, at man aldrig – selvom de langsommeligt indlemmer læseren i romanens univers – føler andet end lethed. Værkets beskrivende passager kan således paradoksalt nok både karakteriseres som dvælende og adrætte, idet Rifbjerg formår at lade tiden gå i stå i et raskt tempo. Dette gør sig ligeledes gældende for romanens handlingsforløb, hvor Steffen Gurt og hans kone Harriet tager på tur til deres sommerhus i Nordjylland. Selve turen strækker sig ikke over mere end et par dage, men undervejs foldes fortællingen ud gennem adskillige flachbacks, der tilsammen tegner et dybere billede af, hvem Steffen Gurt egentlig er.

Dertil kommer, at romaen er sprogligt skarp, og man må smile i smug, til trods for at romanens tematiske alvor ikke indbyder til megen latter. Det er vældet af billeddannelser, der med en dæmonisk og fandenivoldsk energi springer læseren i ansigtet, som kan virke latterfremkaldende. Men under det sproglige lag gemmer sig tematikker som psykisk ustabilitet, dårligt selvværd og destruktivt selvbedrag.

Et eksempel på denne fandenivoldskhed kan findes i Steffen Gurts ytring om almindelige mennesker: ”Hvordan de kunne lade sig forføre til at stemme på et parti, der var så unuanceret tåbeligt og aggressivt som det regeringsbærende, en samling halvfascister af værste skuffe, der netop dyrkede grimheden og det dumpt dyriske og hyldede vulgariteten på en så larmende måde, at deres personlige udvikling syntes standset på abestadiet. ” (s. 13) Og sådan fortsætter Steffen Gurt med at skyde med negativitet og vrede i alle retninger, hvilket er overordentligt underholdende. Dog giver dette langt fra et positivt billede af den kære idrætslektor, der foruden at fremstå vred også virker fordomsfuld, ureflekteret, usympatisk og sidst men ikke mindst ualmindelig ynkelig – sidstnævnte i tiltagende grad, da man bliver mere bevidst om hans utallige brister og selvynk, jo længere handlingen skrider frem.

En karakter i opløsning

Der går ikke mange sider, før læseren bemærker Steffen Gurts besynderlige adfærd. Det begynder for alvor at kulminere, da Steffen og Harriet er på besøg hos et vennepar, Hans og Ellinor. Et besøg, der ender i sanseløs beruselse, hvilket resulterer i, at Steffen Gurt får kastet om sig med fornærmelser. Hans er nazist, og Ellinor har lår i skoene lyder hans dom. Men det virkeligt interessante er den efterfølgende reaktion på hele herligheden, for selvom Steffen Gurt udadtil gerne vil bagatellisere det, så holder hans selvbedrag ikke mange meter: ” – Engang kunne du godt være uenig med folk uden at slå dem oven i hovedet med en hammer. Nu kan de knap nok åbne munden, før du er efter dem. – Jeg ved ikke hvad du snakker om. Han vidste udmærket hvad Harriet snakkede om.”(s. 66) Men besøget hos venneparret kommer til at virke som det rene vand i forhold til de efterfølgende episoder, hvor Steffen Gurt både falder i håndgemæng hos fiskemanden og sidenhen forulemper en stakkels ekspedient med sexistiske og perverse kommentarer ved den lokale bager.

Forinden alt dette optræder et helt kapitel om, at Steffen Gurt angiveligt var indlagt på et psykiatrisk hospital, men af grunde som aldrig rigtig italesættes. ”Men nu var han dér, nu var han, hvor man havde anbragt ham, eller det, som var inden i ham, havde anbragt ham.”(s.45) Når dette sættes i relation til Steffen Gurts ellers så bizarre opførsel, hersker der for mig ingen tvivl om, at Idræt handler om en mand i kamp med sine indre dæmoner. Og uundgåeligt må romanen da også ende med endnu en indlæggelse – en scene, der lader slutningen stå vidt åben, for hvad er den egentlige årsag til Steffen Gurts problemer? Således efterlades læseren med et utal af ubesvarede spørgsmål, hvis svar man kun kan gisne om.

Idræt er en meget læseværdig roman, særligt grundet en utæmmelige energi, som gør den enormt underholdende fra ende til anden. Skal der falde et enkelt kritikpunkt, må det blive, at det underlæggende og underspillede i romanen sagtens kunne være udfoldet mere. Lige så dejligt, det er at bevæge sig i korte kapitler og blive viftet om næsen med antydninger, lige så meget pirres min nysgerrighed, som godt kunne være blevet stillet blot en smule mere. Men læs den og nyd den, for Steffen Gurt er bestemt et underholdende bekendtskab!