Væbnet med kærlighed

Anmeldelse af Ernest Hemingways: Farvel til våbnene, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 14. juni 2024. Oversat fra engelsk af Mich Vraa.

Anmeldt af Lea Kaa Sand Sørensen

Foto: Lea Kaa Sand Sørensen

Farvel til våbnene fra 1926 er Ernest Hemingways anden roman, der med sin stærke kritik af krigens meningsløshed blev hans internationale gennembrud. Romanen anses i dag som en af de vigtigste romaner om Første Verdenskrig, og skriver sig ind i en længere række af anti-krigsromaner fra det 20. århundrede. 

Stærkt inspireret af Hemingways egne oplevelser under krigen, finder romanen sted ved den italiensk-østrigske front under Første Verdenskrig. Her gør den unge amerikaner Frederic Henry tjeneste som frivillig ambulancechauffør, indtil han under et granatangreb bliver hårdt såret, og indlægges på det lokale lazaret med benet fuldt af granatsplinter. Senere overflyttes han til Milanos Røde-Kors Hospital, hvor skæbnen vil det, at Frederic Henry møder den blændende smukke, unge brite Catherine Barkley, der arbejder som frivillig sygeplejerske på det britiske feltlazaret. 

I krig og kærlighed

I anden halvdel af romanen sker det endelige “farvel” til våbnene, da Frederic Henry mistænkes for at desertere, og efterfølgende må flygte til det neutrale Schweiz med Catherine. Farvel til våbnene beskriver dermed stadiet fra krig til kærlighed, et budskab som Mich Vraa uddyber i forordet til romanen: 

“Hvis dens budskab grundlæggende er “læg våbnene, og find kærligheden”, kunne den desværre næppe være mere aktuel end i netop dette år hvor den udkommer på ny”. 

Sat op mod de fænomenale beskrivelser af mændenes allestedsnærværende frygt og følelse af afmagt, og meningsløsheden i de mange dødsfald ved fronten, bliver kærlighedsfortællingen for banal til at veje op mod krigshistorien. De lange dialoger mellem Frederic og den unge sygeplejerske Catherine står i stor kontrast til den resterende handling, og fremhæver dermed på mange måder den aparte men eviggyldige kontrast, som sker i menneskets møde med krig og kærlighed. 

Farvel til våbnene står for mig som en unik læseoplevelse, og især første del af romanen, hvor Hemingway med sin genkendelige kortfattede skrivemåde og suveræne perspektiv på krigens absurditet skriver, så det sidder fast på nethinden: 

“En granat eksploderede tæt på flodbredden. Der fulgte endnu en som vi ikke hørte før det pludselige sus i luften. Vi kastede os begge to ned, og gennem glimtet og stødet fra eksplosionen og lugten hørte vi granatfragmenter svirre syngende bort og den raslende lyd af faldende murbrokker”. 

Kærlighedshistorien bliver i min læseoplevelse for afstumpet, og selvom det meget vel har været intentionen, at alt i krig mister en del af sit følelsesregister, bliver de lange dialoger for opbremsende og kærlighedsløst. På trods af dette, står Farvel til våbnene stadig som en stærk anti-krigsfortælling, der giver et spændende men udfordrende indblik i forholdet mellem krig og kærlighed, håb og håbløshed og på livet som helhed.