Reportage om opsætningen af ”Erasmus Montanus”, som spiller på Aarhus Teater fra 16. februar til 16. marts.
Reportage af Annika Søndergaard-Albinus
Foto: Annika Søndergaard-Albinus
Lollikes moderniserede opsætning af Holbergs ”Erasmus Montanus” har allerede gået sin sejrsgang i diverse aviser og har vundet en Reumertpris siden dens debut i 2017. Grunden er sandsynligvis, at publikum virkelig udfordres og underholdes; mange samtidsproblematikker afsløres som tidløse, når dette skuespil behandler konflikter, man genkender, på trods af at det har mere end 250 år på bagen. Man kommer dog ikke uden om at teateret som medie har forandret sig. Der er flere muligheder både rent teknisk og samtidig er der en villighed til at lege med mediet i denne opsætning.
Intens storbylængsel fremmanes øjeblikkeligt. Som publikum træder man i Lollikes moderne opsætning af Holbergs teaterstykke ”Erasmus Montanus” ind i et provinsunivers, der skal opfattes som dræbende kedeligt. Dette er bevirket af karakterer som bevæger sig i slow-motion i ensformige mønstre. Der bliver endda plads til, at udkantsklicheen, knallerten med mælkekassen bagpå, får en cameo. Dog er det som adskiller storbymennesket Rasmus Berg aka Erasmus Montanus fra hans familie og naboer på Bjerget en sproglig distance. At han disputerer på latin, understreger skellet mellem det moderne København og provinsen. Holberg kunne sagtens begå sig på latin; hele hans roman Niels Klims Underjordiske Rejse var oprindeligt ikke skrevet på dansk men på latin. Dog ligger der i hans skuespil Erasmus Montanus en kritik af kommunikationsbarrieren mellem by og land. I Lollikes opsætning siger Montanus’ bror Jacob, at ”problemet med lærde folk er, at de taler et sprog som andre ikke forstår”. Denne replik er ikke taget direkte fra Holbergs manuskript, hvor Jacobs udtalelse handler om dialog: ” Maansøer veed det kandskee selv [dvs. hvad det latinske ord betyder], men kand ikke forklare det for andre. Da er det lille jeg forstaar, saadant, som alle Mennisker kand begribe, naar jeg siger dem det.” Her bliver Jacob den almenmenneskelige logiks fortaler, da han kritiserer sin brors manglende evne til formidling. Jacob selv er ikke nødvendigvis en moralsk person – han er en crowdpleaser, som siger det andre gerne vil høre. På trods af det har han dog en udmærket pointe: det hjælper ikke noget at være veluddannet, når man ikke kan kommunikere med andre. Med andre ord: vi skal også lære at tale sammen!
Vi er trætte af eksperter
Under valgkampagnen om Brexit i 2016 udtalte den britiske politiker Michael Gove at ”folket i dette land har fået nok af eksperter”. Dette synspunkt mødte Montanus for første gang i midten af 1700-tallet, og han møder det naturligvis også i denne moderniserede opsætning af stykket. Han anses som den lærde, der skal overdøves fordi hans ekspertise udfordrer det verdenssyn, man har på Bjerget. I den scene, som illustrerer denne problematik bedst, synger ridefogeden og et 5 personer stærkt kor trosbekendelsen højlydt for at overdøve Montanus’ forsøg på at oplyse dem. Han forsikrer dem om, at Danmark ikke er et kristent land, men derimod et land præget af idealer om demokrati og ret lånt fra det antikke Grækenland og Rom. Dette er naturligvis en monolog for døve øren. Montanus’ modsvar til ridefogedens højlydte forsøg på at ignorere ham bliver til en volumenkonkurrence. Montanus bryder den fjerde væg ved, at han resolut trækker sin mikrofons styringsboks op af lommen og skruer op for lyden. Dermed kan hans forstærkede stemme overdøve de seks andre på scenen. Broderen Jacob ville tage sig til hovedet, hvis han overværede dette; det er jo heller ikke at tale sammen! Montanus pointerer, at ”noget bliver ikke mere sandt af at flertallet siger det”. Men det er ikke særligt produktivt at holde råbekonkurrence hvad end det er for at fortrænge eller fortælle sandheden.
Udfordring af teateret som medie
Når man går i teateret, kan man forestille sig, at der indgås en slags kontrakt med teatermediet. Det forstås og respekteres, at der er fire vægge i teaterets rum, og at publikum blot kan beskue begivenhederne udefra. Imidlertid skal man også huske på, at teaterstykket kan være mere fleksibelt end som så; skuespillerne har mulighed for at række ud over scenen og henvende sig til publikum. Dette udnyttes til fulde i Lollikes Erasmus Montanus. Her brydes publikumskontrakten på det groveste. Montanus smadrer kulisserne og afslører at scenen lige netop er det: et teaterscene. Dette bryder ”suspense of disbelief” (suspendering af mistro), altså villigheden til at leve sig ind i historien på trods af, at man er klar over, at det bare er skuespil. Når suspense of disbelief brydes ned, kan man ikke længere forstå skuespillets univers som ægte, trods den tidligere accept af, at den fysiske scene var historiens sort-hvide ramme. Den fjerde væg gives dødsstødet, da de første fire rækker af publikum får besked på at smide tomater efter Montanus. I teaterstykkes sidste akt tvinges han til at fornægte de fakta, han har tilegnet sig ved sin uddannelse i København. I dette skuespil vinder provinsens indbyggere til sidst. Spændingen mellem Montanus’ fakta og den fiktion, provinsens indbyggere tror på, flammer til sidst op i en aggressiv reaktion på at høre uønsket ekspertviden. Montanus skal ydmyges for at protestere mod flertallet, og publikum skal være med. Ved at kaste tomater bliver de medløbere og medansvarlige for ydmygelsen Erasmus Montanus, som tvinges til konformitet. Slutningen bliver dermed en tvetydig oplevelse, da publikum direkte er med til at censurere Montanus’ forsøg på at bringe ny viden til sin hjemstavn. Når Holbergs komedie, der behandler samfundsproblematikker som endnu er relevante i dag, møder Lollikes kreative tilgang til teatermediet, slår det gnister. Især legen med teateret som medie er med til at udfordre og underholde publikum, som bliver medspillere i stedet for blot at være observatører.
Leave a Reply