Anmeldelse af Marianne Larsen: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk, udgivet på Forlaget Ekbátana d. 27. september 2024.
Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen
Foto: Viktor Woetmann Olsen
Digterveteranen Marianne Larsen, der nu har udgivet bøger i over et halvt århundrede, skriver stadig friskt som et barn med den erfarne viskvindes skarpt registrerende overblik. Hendes nye digtsamling er i bund og grund virkelighedsbeskrivelser, men tilsat det særligt Larsenske syn på virkeligheden, der forunderliggøres til noget langt mere farverigt og fantastisk end dén, der så ofte optræder i konkretmaterialistiske klæder omkring os.
Allerede titlen er et digt i sig selv: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk. Den bevæger sig fra kontorsprog (skala) til noget grundlæggende eksistentielt, og rent fonetisk mystificeres den også med de mange s’er, der optræder til sidst. Det er denne subtile forvikling af sprog og virkelighed, der gør Marianne Larsens digte til noget unikt i nydansk litteratur – tonen er let, ikke eksplosiv, men alligevel formår virkeligheden at springe så elegant i luften. Læs blot digtet på side 71:
”På en øde perron står en ustadigt blinkende / elektrisk drevet forladthedsforstærker. // Den mangler opladningsstandere i min størrelse. / Eller i billetautomatens størrelse? // Dens nærvær minder mig om en udbrændt el-patriark / i stadiet mellem fantasifoster og forvokset kontrollør. // Jeg får lyst til at udsætte den for lidt af mit wifi. Intercitytoget er alligevel forsinket.”.
Forladthedsforstærker, el-patriark og fantasifoster er alle, må man sige, sjældent repræsenterede ord i dansk poesi, men Larsen giver dem alle en retmæssig plads i hendes originaldigtning. Alt dette blandet ind i den konkrete banegårdsscene, hvor jeget dog alligevel render rundt med kropsindgroet wifi. Verden er forunderlig, og Larsens ultraelegante surrealisme lader os forstå dette. Krydsninger sker på tværs af genstande, og tilfældet regerer. Det er en vidunderligt smuk beskrivelse af moderne fremmedgjorthed, der i Larsens poesi medfører håb og ikke desperation. Smerten besejres sågar i digtet på side 41:
”Efter en badesæson med vindstille dage kom stormen. / Børn skærmede for deres sandslotte med håndklæder / og pustede på det oprørte hav. Indtil bølgernes piskende / hvide skumsprøjt holdt op med at gøre ondt i det før / så blanke blå nedenunder.”.
Stormen fremskrives i en uskyldig, forbikastet tone – den er jo blot et vilkår, som så meget andet – og den slutter også! Det er en nærmest barnlig lykke, der dukker op i glimt gennem digtsamlingen, måske tydeligst på side 20:
”Det sker tit at halvmånens hage om natten virrer / og prikker ind gennem ruden / til dét ved mine øjenbryn / der aldrig er blevet narret af nogen / som helst. / De nætter har jeg for vane at spærre øjnene op / og prikke igen med spidsen af alle mine øjenvipper. // Og derved opnå lyst til at kysse et fugtigt vildt æble, / imens det stadigvæk hænger på sin mor og far.”.
Æblet er selv et barn, og mange af bogens digte bærer en udpræget barnlig (det ment i bedste forstand!) verdensglans, der kan sende tankerne helt tilbage til Ingemanns morgensange. Marianne Larsen skriver ikke med forklarlighedens øjne, men uforklarlighedens, og det er dét, der gør hende til en af de bedste, måske den bedste, nulevende danske digter. Hun fører sin læser gennem sprog og verden for at komme ud igen lidt rigere på ord, lidt rigere på livet.
Leave a Reply