Anmeldelse af Fernanda Melchor: Paradais, udgivet på Gads Forlag d. 12. januar 2024. Oversat fra mexicansk af Maria Catalina Heitmann.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Med Paradais understreger mexicanske Fernanda Melchor konsekvenserne af uligheden mellem høj og lav i et lille samfund, der er drevet af korruption og kedsomhed. Vi følger teenagedrengene, Franco og Polo, og dykker med helt ned i kernen af den frustration, der driver dem til at lægge en farefuld og kaotisk plan.
Paradais finder sted i byen af samme navn, i et lukket og luksuriøst boligkompleks, hvor byens rigmandsvilla troner: familien Maroño. Franco er en overvægtig og liderlig fyr, der får dagene til at gå med at savle over senora Maroños solbrune bagdel, onanere og spise ostechips på sit værelse. Polo er fattig, droppet ud af skolen, arbejder som gartner og bor med sin mor, der konstant er på nakken af ham, og sin kusine, Zorayda, der gør seksuelle og ubehagelige tilnærmelser. Men en dag støder Franco og Polo tilfældigt ind i hinanden.
Et væmmeligt venskab
De to drenge begynder, trods deres meget forskellige personligheder, at hænge ud. På en lille badebro drikker de sig stive i sprut: Polo lader Franco rable løs om sine fantasier om sex med senora Maroño, mens han selv døser hen i alkoholens bedøvende rus. Polo drømmer nemlig hverken om sex eller kærlighed, men derimod om rigdom og frihed. Hjemmelivet med sin mor og Zorayda driver ham langsomt til vanvid, så på den måde bliver timerne med Franco et ansvarsløst frirum. Og en dag, i strømmen af Francos rablerier, får Polo en lysende idé til at opnå sin ønskede frihed – en idé, der er langt fra legal eller uskyldig:
“Skete det her virkelig? Var han virkelig lige så gal i hovedet som den fede idiot, siden han fulgte hans tåbelige, latterlige, barnlige plan? Og alt sammen for at stikke sin diller i en dame! Som om en eller anden ligegyldig dulle kunne retfærdiggøre alt det besvær, al den energi, det ragnarok, der skulle finde sted, den apokalypse, der ville ødelægge deres liv, og det hele for en fisse som enhver anden: et sort, fugtigt, slimet hul, der stank af flodslam.”
En plan med to agendaer
I et på én gang sløret og knivskarpt øjeblik stykker Polo og Franco en plan sammen: maskerede og i besiddelse af en ladet pistol vil de om natten bryde ind hos Maroño-familien, hvor Franco vil bagbinde familien og tvinge senora Maroño til at have sex med sig, mens Polo vil plyndre hjemmet for materielle goder, som smykker og kontanter. Indbruddet er en kulmination på den tikkende bombe af kedsomhed, frustration og afmagt, som drengene gennemlever fra deres plads på bunden af lokalsamfundet. Nok er Franco, ifølge Polo, en ensom og overvægtig taber, der må ty til vold for at få noget på den dumme – men Polo selv gør et hæsblæsende forsøg på endelig at kunne vende sin ynkelige tilværelse i Paradais ryggen:
“Hans mor sagde aldrig noget til det eller var på nakken af hende [Zorayda], som hun var på nakken af Polo hele dagen, hver dag, uden undtagelse, for hvordan fanden kunne det passe, at Polo ikke havde fundet et job endnu, når de ikke havde salt til et æg, hvem fanden troede den dovne skiderik, han var, så stor i kæften, når han drak som en idiot og pillede sig i navlen, men ikke når han skulle tjene til føden. Som om det var så skidenemt!”
Afpresning og afstumpethed
Polo og Francos indbrud ender både brutalt og makabert. Og faktisk er romanens samtlige 166 sider både brutale og makabre. Melchors sprog er vildt, ucensureret og fyldt med skældsord, der afspejler romanens miljø, hvor afpresning og vold er hverdag. Og netop volden ligger som en blodrød tråd gennem romanens mexicanske miljø, hvor vi også hører om, hvordan Polos fætter Milton afpresses til at slå en uskyldig taxichauffør ihjel for ikke selv at blive skudt, samt hvordan Zoraydas seksuelle tilnærmelser får Polo til i frustration og vrede at voldtage hende og gøre hende gravid. Paradais portrætteres som et sted, hvor drømme drukner, før de får lov at blomstre, og det kriminelle, korrupte kaos løber som en ustoppelig strøm gennem det hele. Derfor er det også en forrygende effekt, at romanen nærmest er skrevet ud i én køre, uden kapitler og med stort set ingen afsnit. Personligt var jeg vild med at læse en roman, der ikke lægger fingre imellem, men råt for usødet afslører det grimme, horrible, frygtindgydende og skræmmende.
Leave a Reply